Uddannelse på kryds og tværs 2003

Forord

Uddannelse på kryds og tværs har til formål at give et overskueligt, men også detaljeret og opdateret statistisk billede af det ”ordinære” uddannelsessystem.

Med denne udgivelse har vi samtidig udviklet et helt nyt dynamisk internetbaseret koncept, det betyder, at alle beregninger og nøgletal, som ligger til grund for de enkelte tabeller i publikationen, er relateret til en dynamisk nøgletalsdatabase. Med dette koncept er det nu muligt for læseren selv at afgrænse andre dimensioner end netop dem, som Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontor har valgt at præsentere. Læseren har med denne løsning selv mulighed for frit at bruge data fra publikationen og kan nemt hente data over i regneark, tekstbehandling m.v. Enkelte tabeller er ikke dynamiske; det skyldes alene, at disse tabeller bygger på andre kilder.

”Uddannelse på kryds og tværs” bliver ikke længere publiceret i trykt form, men som en serie af netbaserede kapitler, der hver relaterer sig til et uddannelsesområde. Gå til Undervisningsministeriets nøgletalsdatabasen 

Publikationerne indeholder uddannelsesstatistiske data byggende på indberetninger fra uddannelsesinstitutionerne til Danmarks Statistik. Hertil kommer nye resultater fra forskellige uddannelsesstatistiske modeller, som er udviklet af Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontor. Som supplement til ovenstående præsenteres tabeller fra fx andre fagspecifikke statistikker. Der anvendes i publikationen mange forskellige statistiske begreber; disse er trykt med fed/kursiv i teksterne og søgt forklaret i afsnittet: ”Begreber”. Man skal være forsigtig med at sammenligne denne med tidligere udgaver af ”Uddannelse på kryds og tværs”, da hovedparten af statistikken er retrospektivt bearbejdet, og da nye resultater ligger til grund for fremskrivninger, overgange m.v. Hertil kommer at uddannelsessystemet er under forandring, og at fx uddannelsesforspalten løbende tilrettes og korrigeres. Gå til Undervisningsministeriets uddannelsesgruppering

Publikationen og nøgletalsdatabasen er udarbejdet og udgivet af Undervisningsministeriet, Statistik- og Informationskontoret.

Evt. henvendelse bedes rettet til: Fuldmægtig Anitta LimkildeKjær, tlf.nr. 3392 5360 eller email: anlim1@uvm.dk.

1. Indledning og resumé

1.1 Indledning

I "Uddannelse på kryds og tværs" har vi søgt at dække behovet for en samlet oversigt over den uddannelsesstatistik, der produceres i Undervisningsministeriet. Publikationen indeholder statistiske oplysninger fra 1992 til 2001 samt fremskrivninger fra 2002 til 2011 for det ordinære uddannelsessystem (fra grundskolen til ph.d.).

I afsnit 7 præsenteres statistik for voksenuddannelse. Statistikken på området er under kraftig udvikling, men p.t. findes der ikke en så detaljeret statistik som for det ordinære uddannelsessystem.

Publikationerne indeholder først og fremmest oplysninger om elevstrømme. Men der lægges vægt på at vise sammenhæng mellem befolkningsudviklingen, elevtal, lærerressourcer og overgangen til arbejdsmarkedet. Der præsenteres dels historiske tidsserier, dels fremskrivninger der viser den fremtidige udvikling i elevtallet m.v. I tekstafsnit og tabeller forekommer en række ofte ganske komplekse begreber, der er trykt med fed/kursiv, første gang begrebet bruges i de enkelte afsnit. I dette afsnit er begreberne dog ikke markeret.

I det efterfølgende resumé har vi udvalgt en række af de mange udviklingstendenser, der er beskrevet i bogens kapitler.

I det efterfølgende resumé har vi udvalgt en række af de mange udviklingstendenser, der er beskrevet i bogens kapitler.

1.2 Centrale udviklingstendeser Fra kapitel 2: Vedrørende bestanden af elever og den forventede gennemsnitlige studietid

Pr. 1. oktober 2001 var ca. 1.002.400 elever og studerende i gang med en uddannelse i det ordinære danske uddannelsessystem. Det vil sige, at en femtedel af befolkningen var under uddannelse. De studerende på de videregående uddannelser udgjorde en stigende andel af de uddannelsessøgende.

I dag bruger de unge i gennemsnit ca. 15 år på uddannelse, og gennem de sidste år er tiden til uddannelse steget. Den forventede samlede uddannelsestid for en elev, der begynder i 1. klasse, steg fra 1992 til 2000 med 1,1 år, fra 14,1 år til 15,2 år.

Pigerne bruger længere tid på uddannelse end drengene, 15,4 år mod drengenes 14,4 år. Frem til 1994 var der ikke den store forskel på drenges og pigers forventede tid i uddannelse, men herefter ses en stigende forskel. Forskellen på drenges og pigers tid i uddannelse kan bl.a. forklares ved, at visse uddannelser, hvor kvinderne var i flertal, som fx pædagoguddannelsen, blev forlænget. Drengene vælger oftere en pigerne at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen, og flere piger end drenge fuldfører i dag en videregående uddannelse.

Vedrørende en ungdomsårgangs uddannelsesmæssige profil

Tallene viser status i 2000 på uddannelsesbevægelser og afspejler årets ændringer i søgemønstre, uddannelsesstruktur m.v. Flowet gennem uddannelsessystemet er blevet mere effektivt. 79,5% af 2000ungdomsårgangen forventes at afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse. I starten af 1980’erne var denne andel kun på ca. 60%.

Andelen af unge, der ikke fortsætter på en kompetencegivende uddannelse efter grundskolen, er fortsat lav. 4% går ikke i gang med en kompetencegivende ungdomsuddannelse, men omkring 1% vil på trods heraf komme i gang med en videregående uddannelse på et senere tidspunkt. Af de resterende 3% vil en stor del, gå på en ikkeerhvervskompetencegivende uddannelse. De vil fx tage egu eller gå på en produktionsskoler m.v.

20,5% ender uden erhvervskompetence, heraf 13% også uden studiekompetence.

Af 2000årgangen vil 83% afslutte en ungdomsuddannelse, fordelt med 32% med en erhvervsfaglig uddannelse, 38% med en gymnasial uddannelse og 13% med begge kompetencer. Hertil kommer skønsmæssigt et par procent med egu, produktionsskoler m.v.

10,5% af årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 19% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 6% en erhvervsfaglig social eller sundhedsuddannelse m.v.

44% af en ungdomsårgang vil afslutte en videregående uddannelse, heraf 9% en kort videregående uddannelse, 23% en mellemlang videregående uddannelse og 12% en lang videregående uddannelse.

Vedrørende uddannelsesinstitutioner

I Danmark var der pr. 1. oktober 2001 registreret 4.104 uddannelsesinstitutioner. Heraf udgjorde de offentlige skoler 64,8%. Der var store regionale forskelle i antallet af uddannelsesinstitutioner.

Vedrørende økonomi

I 2001 blev der i alt brugt 45,3 mia. kr. på grundskoleuddannelserne, 19,3 mia. kr. på ungdomsuddannelserne, 21,3 mia. kr. på de videregående uddannelser og 17,8 mia. kr. på voksenuddannelse.

Fra kapitel 3: Vedrørende grundskoleområdet

Den samlede bestand af elever i grundskolen udviste et fald fra 1992 til og med 1995 og var absolut mindst i 1995, hvor der rundt regnet var 600.000 elever. Fra 1996 og frem til 2001 steg antallet af elever konstant. Men sammenlignes 1992 med 2001 steg bestanden med 10,3%. I 2001 gik der ca. 672.500 elever i grundskolen.

Der har vist sig en vækst i efterskoleelevernes andel af elevtallet i grundskolen. I 1992 udgjorde efterskoleeleverne 2,8% af samtlige elever, i 2001 3,2%.

I 2001 udgjorde efterskolebestandens 10. klassetrin 38,2% af alle eleverne i 10. klasse. I 1992 var det kun 20,3% af eleverne. Dette er en meget markant ændring i adfærden på grundskoleområdet.

En anden interessant ændring viser sig ved, at; 61,5% af 9. klasseeleverne (inkl. efterskole) i 2000, påbegyndte 10. klasse året efter. I 1993 var den tilsvarende andel helt oppe på 70,0%. Tal fra tilmeldingen til ungdomsuddannelserne viser, at der i år er et yderligere fald i søgningen fra 9. klasse til 10. klasse (denne opgørelse fremgår ikke af tabellerne).

Langt hovedparten af børnene der går i 1. klasse, har året forinden gået i børnehaveklasse. I 1992 var børnehaveklassedækningen 97,5% mod 99,5% i 2001.

I 2001 fuldførte 98,4% den almindelige grundskoles 9. klassetrin mod en fuldførelse på 93,1% i efterskoleregi. For 10. klassetrin ses den modsatte tendens. I 2001 fuldførte 95,1% af efterskolens elever 10. klasse mod den almindelige grundskoles 92,2%. For efterskolens 10. klassetrin spores ydermere en stigende tendens til at fuldføre.

På alle grundskoletrinene ses en stigende lyst til at forsætte i uddannelsessystemet; fx faldt overgangen fra fuldført almindelig 9. klassetrin til omverdenen fra 1,5% i 1992 til 0,9% i 2001. Også de elever, der afbrød et grundskoletrin, havde stigende lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet.

I 2001 vil ca. 20% af de der fuldførte den almindelige grundskoles 9. klassetrin påbegynde en almengymnasial uddannelse. For efterskolens 9. klassetrin vil overgangen efter fuldførelse udgøre ca. 12%. Overgangen fra almindeligt 9. klassetrin til de erhvervsgymnasiale uddannelser vil udgøre 6,8%, mens overgangen fra 9. klassetrin på efterskole vil udgøre 3,5%.

Markant flere elever fra et fuldført forløb på efterskolens 10. klassetrin end fra det almindelige 10. klassetrin vil påbegynde en gymnasial uddannelse. Fra efterskolens 10. klassetrin vil overgangen til en gymnasial uddannelse udgøre ca. 58% mod ca. 49% fra almindeligt 10. klassetrin (2001).

Efter et afbrud fra almindeligt 9. klassetrin falder overgangen til omverdenen fra 21,5% til 14,6% (fra 1992 til 2001). For efterskolens 9. klassetrin falder overgangen til omverdenen efter afbrud fra 13,4% til 6,9% i samme periode.

Fra kapitel 4: Vedrørende det gymnasiale uddannelsesområde

Fra 1992 til 1994 steg elevbestanden på det gymnasiale område med 2,9%. Herefter ses et næsten konstant fald frem til 2000. I 2001 var der i alt indskrevet 98.559 elever; i 1992 var bestanden 1% højere. I 1992 udgjorde eleverne på de erhvervsgymnasiale uddannelser 26,5% af områdets bestand af elever. I 2001 var denne andel steget til hele 34,5%. Det skyldes primært, at htx- og hhxuddannelserne blev 3årige i hhv. 1994 og 1995. Bestanden for det samlede gymnasiale område forventes at nå sit toppunkt i 2011 med ca. 126.500 elever. Fra 2002 til 2011 forventes den samlede bestand at stige med 27,1%.

I 1992 var der 73.055 elever på de almengymnasiale uddannelser, i 2001 var der kun 64.616 elever (et fald på 11,6%). Faldet dækker dog over forskellige udviklingstendenser i perioden:

Næsten hvert eneste år faldt bestanden af elever på gymnasiets matematiske linje. Denne tendens ses ikke for den sproglige linje, som i perioden 1992 til 1996 oplevede en vækst i bestanden. For begges linjers vedkommende ses en svag stigning i elevbestanden fra 2000 til 2001.

De seneste år har bestanden af hfelever ligget på ca. 11.000. I 1992 læste 14.191 elever hf. Det ses tillige, at antallet af elever på studenterkurser faldt næsten hvert eneste år i perioden (det samlede fald udgør hele 33,0%).

I 2001 gik 33.983 elever på en erhvervsgymnasial uddannelse. Fra 1992 til 2001 steg elevbestanden med hele 29,2%.

Den samlede bestand af elever på det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde udviste en næsten konstant stigning. Største stigning ses fra 1994 til 1995, hvor den 2årige hhx blev forlænget til et 3årigt forløb med direkte adgang fra grundskolen. Når en uddannelse forlænges, vil bestanden naturligt vokse til et højere leje. Sammenlignes bestanden i 1997 med bestanden i 2001, ses et periodefald på 1,3%.

De almengymnasiale uddannelser var overordnet domineret af piger og de erhvervsgymnasiale uddannelser var overordnet domineret af drenge.

Frem til 2000 havde gymnasiets matematiske linje dog flere drenge end piger. I 2001 vendte denne udvikling, og for første gang sås en svag overvægt af piger (50,3%). I 1992 var 54,8% af eleverne på den matematiske linje drenge. Den modsatte tendens ses for gymnasiets sproglige linje, hvor der i 1992 var 22,0% drenge mod 23,1% i 2001.

På htx ses en lav andel af piger. Pigernes interesse for htx har dog været stigende. Fx udgjorde pigerne her 14,0% af eleverne i 1992 mod 16,9% i 2001.

På de almengymnasiale uddannelser ses at de sproglige elever havde den højeste fuldførelsesprocent; i 2001 fuldførte 87,7%. For matematikerne var det 87,2%, der fuldførte.

De erhvervsgymnasiale uddannelser havde en varierende udvikling i fuldførelsestendensen. 1årig hhx havde områdets højeste fuldførelse (83,8% i 2001). Fuldførelsesprocenten for flerårig hhx faldt fra et meget højt niveau på omkring 90% til 77,9% i 2001. Igen skal erindres om den mulige effekt af indførelsen af den 3årige hhx i 1995, hvor afbruddet måske lå ved skoleperioden på de erhvervsfaglige uddannelser. For htx lå fuldførelsesprocenten i 2001 på 70,6. Helt generelt viser der sig en stigende tendens til at fortsætte i uddannelsessystemet efter såvel et fuldført som et afbrudt forløb fra det gymnasiale område. En lille andel af de afbrudte forløb resulterede i den såkaldte uddannelsesmæssige restgruppe.

Af overgangsmønstret for matematiske studenter ses at i 2001 vil 50,6% fortsætte på en bachelor eller kandidatuddannelse og 22,3% på en mellemlang videregående uddannelse. Også for sproglige studenter vil den største overgang ske til bachelor- og kandidatuddannelserne (38,9%), medens 25,7% vil fortsætte på MVU.

Hf havde et noget andet mønster. Den største overgang vil her ske til MVU (41,7%), og kun 17,1% vil påbegynde en bachelor eller kandidatuddannelse. 17,4% vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse m.v.

Også for det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde viste der sig en stigende lyst til at forsætte i uddannelsessystemet efter fuldførelse. Tendensen her var endog stærkere. Fx faldt overgangen fra flerårig hhx til omverdenen fra 14,1% i 1992 til 4,8% i 2001. Hvor hhx tidligere i nogen grad førte direkte ud på arbejdsmarkedet, er det nu blevet en ”normal” studieforberedende uddannelse.

Af de elever, der i 2001 fuldførte flerårig hhx, vil 38,5% forsætte på det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. I 1992 var overgangen hertil 53,5%. Denne ændring betyder en markant stigende overgang til de videregående uddannelser. I 1992 var overgangen hertil 30,8% mod 51,5% i 2001.

Fra kapitel 5: Vedrørende det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v.

Pr. 1/10 2001 var der ca. 118.000 elever under uddannelse på det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. Fra 1992 til 1995 faldt antallet af elever konstant fra 107.153 elever til 105.066 elever (et fald på 1,9%). Herefter ses en konstant stigning frem til 2000. I 2001 faldt bestanden svagt, men sammenlignes udgangsåret med slutåret ses alligevel en periodestigning i elevtallet på 10,2%. Den samlede udviklingstendens i antallet af elever dækker dog over variationer. I 2002 forventes omkring 121.600 elever at befinde sig på en erhvervsfaglig uddannelse. Bestanden vil stige konstant frem til 2011, hvor der vil være omkring 139.200 elever på uddannelsesområdet.

I 2001 var 32,9% af eleverne på det erhvervsfaglige uddannelsesområde i gang med et erhvervsfagligt grundforløb. I 1992 var tallet 29,4%. Bestanden af elever på grundforløb varierede. Fra 1992 til 1995 faldt bestanden fx med 33,1%. At bestanden for grundforløb faldt kan bl.a. forklares med, at der i 1995 blev direkte adgang fra grundskolens 9. eller 10. klassetrin til den 3årige højere handelseksamen og den 3årige højere tekniske eksamen (uden om skoleforløb). Pr. 1/10 2001 var der i alt 38.820 elever på de erhvervsfaglige grundforløb.

I 2001 gik 79.219 elever på et erhvervsfaglige hovedforløb m.v. Den samlede bestand for hovedforløb m.v. fordelte sig således: Handels- og kontoruddannelser 23,6%, de tekniske uddannelser 57,4%, social- og sundhedsuddannelserne 15,4%, pgu 2,5% samt øvrige erhvervsfaglige uddannelser og videreuddannelser 1,2%.

Både handels- og kontorområdet har haft et faldende elevtal fra 1992 til 2001; faldet udgjorde hhv. 26,0% og 29,3%. I 2001 var handels- og kontorområdet dog fortsat det største uddannelsesområde med sine 18.672 elever efterfulgt af de tekniske bygge- og anlægsfag med 15.912 elever.

På bygge- og anlægsfagene ses et stigende antal elever fra 1992 til 2001 svarende til 58,0%. På jern- og metaluddannelserne og for de grafiske uddannelser ses et fald i elevbestanden, hvorimod serviceuddannelserne og landtransportuddannelserne havde et stigende antal elever i perioden.

For social- og sundhedshjælperne ses et konstant fald i antallet af elever fra 1997 til 2001 (fald på 21,3%).

Selvom det erhvervsfaglige uddannelsesområde havde et flertal af mænd, var kønsfordelingen på de forskellige uddannelser mere nuanceret. Enkelte uddannelser var markant præget af kvinder. Det gjorde sig fx gældende for de merkantile grundforløb, hvor 2/3 af eleverne i 2001 var kvinder.

En meget markant repræsentation af kvinder ses på hovedforløbet service; her var 81,2% kvinder. For social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter m.v. udgjorde kvinderne hhv. 95,5% og 96,3% af eleverne i 2001. Den pædagogiske grunduddannelse havde også et klart flertal af kvinder (85,5% i 2001).

Der var få kvinder på de tekniske uddannelser. Fx udgjorde kvindernes andel på bygge- og anlægs- og jern- og metalhovedforløbene kun hhv. 7,7% og 4,4% i 2001. Der var ikke tegn på særlige ændringer i dette mønster.

Det erhvervsfaglige uddannelsesområde har naturligt en stor aldersspredning. I 2001 lå alderen for elever på de erhvervsfaglige grundforløb i intervallet ca. 19 til ca. 21 år; de ældste elever ses på grundforløbene teknologi og kommunikation med 20,8 år.

For de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. er de yngste elever at finde på hovedforløbet handel, hvor eleverne i gennemsnit var 22,3 år (i 2001).

De ældste elever findes i 2001 på social- og sundhedshjælperuddannelsen, social- og sundhedsuddannelserne og den pædagogiske grunduddannelse med hhv. 32,4 år, 34,3 år og 30,2 år.

De merkantile grundforløb havde de højeste fuldførelsesprocenter i 2001 (81,0%). Kun 54,4% fuldførte grundforløbet service. For de tekniske grundforløb var det bygge og anlæg, der havde den største fuldførelsestendens (76,3%).

I 2001 havde de grafiske hovedforløb den højeste fuldførelsesprocent (87,8% fuldførte), og de laveste fuldførelsesprocenter ses for levnedsmiddelsfagene med 70,4.

I 2001 fuldførte 82,1% et handelsfag og 86,4% et kontorfag.

81,5% fuldførte den pædagogiske grunduddannelse m.v. For SOSU ses en fuldførelse på omkring 80,0%.

Det naturlige og hyppigste overgangmønster for de elever, der fuldførte et erhvervsfagligt grundforløb, var, at de forsætter på et erhvervsfagligt hovedforløb m.v.

For hver 100 personer, der i 2001 fuldførte et merkantilt grundforløb, vil 57 påbegynde et erhvervsfagligt hovedforløb m.v., 12 vil påbegynde en gymnasial uddannelse, og 9 vil gå til omverdenen.

84 af hver 100 personer, der fuldførte grundforløbet bygge og anlæg, vil påbegynde et hovedforløb m.v., 5 vil starte på en nyt teknisk grundforløb, og 4 vil forlade uddannelsessystemet. Da de erhvervsfaglige hovedforløbsuddannelser er erhvervskompetencegivende, er det naturligt, at man efter at have fuldført en sådan uddannelse vil forlade uddannelsessystemet. De sidste ti år har der dog vist sig en større lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet. Denne tendens ses såvel for de merkantile som for de tekniske uddannelser.

For hver 100 personer, der i 2001 fuldførte hovedforløbet handel, vil 61 forlade uddannelsessystemet (i 1992 var det 74), 11 vil påbegynde en mellemlang videregående uddannelse, og 6 vil påbegynde en kort videregående uddannelse. Dette mønster ses også for hovedforløb kontor; her vil 62 af hver 100 personer, der fuldførte, gå til omverdenen (i 1992 var det 74), 16 vil påbegynde MVU og 6 KVU.

Traditionelt har mange håndværkere i deres livslange uddannelsesforløb videreuddannet sig til KVUteknikere (maskinteknikere, byggeteknikere m.v.).

I 2001 vil 73 af hver 100 personer, der fuldførte bygge- og anlægshovedforløbene, gå til omverdenen, 7 vil fortsætte på KVU og 11 på MVU.

For hovedforløbet grafiske uddannelser vil 73 af hver 100, der fuldførte, forlade uddannelsessystemet (i 1992 var det 86); 15 vil starte et uddannelsesforløb på KVU eller MVU.

For social- og sundhedsassistenterne m.v. ses også en forøget tendens til at fortsætte i uddannelsessystemet efter fuldførelse. I 2001 vil 43 af hver 100 personer forlade uddannelsessystemet (i 1992 var det 79). Der er en stigende overgang til de erhvervsfaglige hovedforløb og til MVU.

Overordnet var der også for erhvervsuddannelserne en stigende lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet. For visse uddannelsesgrupper er der endda tale om markante fald i overgangen til omverdenen efter et afbrud fra et uddannelsesforløb.

For hver 100, der i 2001 afbrød hovedforløb handel, vil 24 gå til omverdenen (i 1992 var det 48). For hovedforløb kontor vil overgangen til omverdenen være lidt højere; 30 af hver 100 afbrud vil resultere i en overgang til omverdenen (i 1992 var tallet 53).

Fra hovedforløb jordbrug og fiskeri vil overgangen til omverdenen i 2001 ligge på 24 af hver 100 afbrud (i 1992 var det 42).

Af det normerede overgangsmønster i 2001 ses at 15,1% af ungdomsårgangen vil være på et merkantilt grundforløb; heraf vil 12,2% fuldføre uddannelsen.

41,7% af hele ungdomsårgangen vil befinde sig på et teknisk grundforløb; heraf vil 28,8% fuldføre.

5,8% af ungdomsårgangen vil være på hovedforløbet handel; heraf vil 3,2% efterfølgende gå til omverdenen, og 1,2% vil påbegynde en videregående uddannelse. 6,9% af pigernes årgang vil være her, mens det kun vil være 4,7% af drengenes årgang.

7,4% af ungdomsårgangen vil befinde sig på hovedforløbet kontor; heraf vil 4,3% efterfølgende forlade uddannelsessystemet. 11,5% af ungdomsårgangen af piger vil befinde sig her mod kun 3,5% af drengenes årgang.

For teknisk hovedforløb ses, at bygge og anlæg er hyppigst søgt med 9,0% af ungdomsårgangen; heraf vil 6,0% efterfølgende forlade uddannelsessystemet (5,3% med et fuldført forløb). 16,3% af ungdomsårgangen af drenge vil være på bygge og anlæg, hvorimod det kun vil være 1,2% af pigernes årgang.

Ledigheden for personer efter højeste fuldførte erhvervsfaglige uddannelse (16-66årige) steg lokalt fra 1992 til 1993. I 1992 lå ledigheden på 9,5%, men i 2001 var ledigheden faldet til 4,4%; således faldt ledigheden i perioden med hele 5,1 procentpoint.

Kvindernes ledighed lå konstant højere end gennemsnittet for områdets ledighed og dermed mændenes ledighed.

Fra kapitel 6: Vedrørende det videregående uddannelsesområde

Antallet af studerende på de videregående uddannelser voksede markant i perioden 1992 til 2001 fra 161.174 til 201.806 (en stigning på 25,2%). Samlet forventes bestanden af studerende at havde følgende udvikling: bestanden af studerende vil falde i perioden fra 2002 til 2006; herefter forventes antallet at stige. 2011 bliver året, hvor bestanden vil toppe med ca. 211.100 studerende.

I 2001 fordelte bestanden af studerende sig på følgende måde: KVU 10,7%, MVU 37,5%, bachelor 22,5%, kandidatuddannelsesområdet 27,0% og endelig ph.d. 2,3%.

Antallet af studerende på KVU steg med hele 34,1% fra 1992 til 2001, fra 16.150 til 21.658 studerende. Stigningen skyldes bl.a. de merkantile uddannelser og ituddannelserne.

MVU havde flest studerende. I 2001 læste 75.661 studerende her, heraf 37.916 til folkeskolelærer eller pædagog. Fra 1992 til 2001 steg bestanden på MVU markant med 38,3%.

I 2001 studerede 45.464 personer på en bacheloruddannelse. Flest læste på en humanistisk uddannelse (8.360 studerende) efterfulgt af naturvidenskab (7.524 studerende).

I 1992 læste 65.136 studerende på en kandidatuddannelse; i 2001 var bestanden faldet til 54.410 studerende. Bestanden af bachelorer steg, og kandidatbestanden faldt, men samlet set steg antallet af studerende for de to uddannelsesområder fra 86.955 studerende i 1992 til 99.874 i 2001 (en stigning på 14,9%).

Det videregående uddannelsesområde har nu en overvægt af kvinder, og andelen steg konstant. I 1992 udgjorde kvinderne 51,2% af de studerende på de videregående uddannelser; i 2001 var tallet 56,9%. I slutningen af 1980’erne var der flere mænd end kvinder på de videregående uddannelser.

At kvindernes andel steg skyldes MVU, kandidatuddannelsesområdet samt ph.d.området. Fra 1992 til 2001 steg andelen af kvindelige studerende på MVU og kandidatuddannelserne med hhv. 10,1 procentpoint og 4,1 procentpoint. For MVU’s vedkommende er forklaringen bl.a., at der har været en stigende tilgang til typiske kvindeuddannelser som fx folkeskolelærer og pædagog.

Selvom ph.d.området er domineret af mandlige studerende, ses dog en stigende andel af kvinder (fra 31,8% i 1992 til 43,2% i 2001).

Også på KVU var flertallet af studerende mænd. Mændene udgjorde tillige en stigende andel af de studerende her. I 1992 udgjorde mændene 52,3% af bestanden; i 2001 var det 55,8%. De studerende på KVU var i gennemsnit 26,1 år i 2001. Der har vist sig en stigende alder for bestanden; i 1992 var alderen 25,3 år.

På MVU var gennemsnitsalderen 28,1 år. Også på dette område var der en stigende gennemsnitsalder. Fra 1992 til 2001 steg alderen med 1,3 år.

I 2001 lå gennemsnitsalderen på bacheloruddannelserne på 24,7 år; i 1992 var alderen 23,5 år. Omlægningen af området har naturligvis haft betydning for udviklingen i alderen. I 1992 indeholdt gruppen hovedsageligt HA og erhvervssprog, på disse to uddannelser var gennemsnitsalderen 23,5 år. De ældste studerende ses på psykologi, hvor de studerende i gennemsnit var 28,5 år.

I 2001 var gennemsnitsalderen for de studerende på kandidatuddannelserne 28,0 år. De ældste studerende ses på psykologi og teologi, hvor alderen var hhv. 31,1 år og 30,7 år.

Ansøgere med udenlandsk statsborgerskab steg fra 4.560 ansøgere i 1994 til 6.231 ansøgere i 2002. I 2002 blev 3.749 studerende med udenlandsk statsborgerskab optaget; dette var periodens højeste antal og svarer til ca. 60,0% af de udenlandske statsborgere. I 1994 var tallet ca. 42,0%.

Den helt overordnede fuldførelsesprocent for hele det videregående uddannelsesområde er ifølge profilberegningerne fra Statistik- og Informationskontoret 85% i 2000. Sandsynligheden for at en person, der påbegynder en videregående uddannelse, også afslutter en videregående uddannelse om end ikke nødvendigvis den som hun startede på er altså høj.

På de korte videregående uddannelser var der varierende tendens til at fuldføre. I 2001 svingede fuldførelsesprocenterne mellem 56% (ituddannelser) og 94% (transportuddannelser).

De mellemlange videregående uddannelser har generelt høje fuldførelsesprocenter, svingende mellem 68 og 94% i 2001. På enkelte meget populære uddannelser fuldfører ekstraordinært mange studerende; blandt disse havde fx journalistuddannelsen en gennemførelsesprocent på 89,4% i 2001. 90,3% af de pædagogstuderende fuldførte, mens folkeskolelæreruddannelsen havde en fuldførelsesprocent på 71,6.

Bacheloruddannelsernes fuldførelsesprocenter i 2001 varierede fra 38,8% (sprog) til 68,2% (HA). For bachelor naturvidenskab lå fuldførelsesprocenten på 44,6. Hovedparten af de, som afbrød, vil fortsætte på et nyt uddannelsesforløb.

På kandidatuddannelserne var fuldførelsesprocenten for hovedparten af uddannelsesgrupperne over eller omkring 70%. Fuldførelsen for en række af uddannelserne måles i forhold til starten på de 2årige kandidatuddannelser. Blandt de ophørte kandidatstuderende var der en overvægt af studerende, der forlod uddannelsessystemet frem for at skifte til et andet studium. I 2001 fuldførte 90,5% veterinærvidenskab, og 77,3% fuldførte tandlægestudiet.

Der er store forskelle i overgangsmønstret fra uddannelse til uddannelse. For de videregående uddannelser gælder det forhold, at uddannelserne er erhvervskompetencegivende; derfor vil overgangen til omverdenen efter gennemførelse af disse uddannelser være stor. Dette overgangsmønster gælder ikke for bachelorerne; her vil langt den overvejende del naturligt fortsætte på et kandidatuddannelsesforløb.

For hver 100, der fuldførte akademi/markedsøkonom m.v., vil 58 gå til omverdenen, 24 vil påbegynde en mellemlang videregående uddannelse (herunder HD), og mens 5 vil påbegynde en kandidatuddannelse. For ituddannelserne (KVU) vil 86 af hver 100 fuldførelser resultere i en overgang til omverdenen. 12 vil fortsætte på en ny videregående uddannelse, heraf 6 på en mellemlang videregående uddannelse.

For bygningskonstruktører (MVU) vil 94 ud af hver 100 fuldførte forløb resultere i en overgang til omverdenen, 5 af de uddannede vil påbegynde et forløb på enten en mellemlang eller en lang videregående uddannelse.

For hver 100 folkeskolelærere, der blev uddannet, vil 82 forlade uddannelsessystemet. For pædagogerne er overgangen til omverdenen næsten identisk med folkeskolelærernes (83 vil forlade uddannelsessystemet). Af de uddannede folkeskolelærere vil 10 påbegynde et nyt uddannelsesforløb på en kandidatuddannelse.

Bachelorområdets uddannelser har et andet overgangsmønster end fx MVU.

88 af hver 100, der fuldførte HA, vil påbegynde en kandidatuddannelse (primært cand.merc.), og kun 6 vil forlade uddannelsessystemet.

Fra fuldført samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse vil hele 94 af hver 100 fuldførelser resultere i en overgang til kandidatuddannelsesniveauet; kun 2 vil forlade uddannelsessystemet med en bachelorgrad, og 2 vil påbegynde en mellemlang videregående uddannelse.

Fra fuldført naturvidenskabelig bacheloruddannelse vil hele 91 af hver 100 fuldførelser resultere i en overgang til kandidatuddannelsesniveauet; kun 4 vil forlade uddannelsessystemet.

For de jurister der fuldførte på kandidatniveauet vil 93 af hver 100 kandidater forlade uddannelsessystemet, og 4 vil påbegynde et uddannelsesforløb på MVU.

Efter en fuldført teologisk kandidatuddannelse vil 7 af hver 100 kandidater påbegynde en ph.d.grad, mens 84 vil forlade uddannelsessystemet.

For civilingeniører vil 75 af hver 100 fuldførelser resultere i overgang til omverdenen. 7 kandidater vil starte på en uddannelse under MVU (herunder HD), mens 16 vil påbegynde en ph.d.grad.

Efter endt lægeuddannelse vil 28 af hver 100 fuldførte forløb resultere i en overgang til ph.d., mens 71 kandidater vil forlade uddannelsessystemet.

Ifølge det normerede overgangsmønster fra 2001 vil 15,6% af ungdomsårgangen enten fuldføre eller afbryde en uddannelse under det korte videregående uddannelsesområde; 11% af disse vil fuldføre uddannelsen.

33,0% af ungdomsårgangen vil befinde sig på en mellemlang videregående uddannelse, hvorfra 21,2% vil forlade uddannelsessystemet (heraf 3,4% med et afbrudt forløb).

21,9% af 2001ungdomsårgangen vil befinde sig på en bacheloruddannelse. Kun 2,7% heraf vil gå til omverdenen (hvoraf 1,9% har et afbrudt forløb).

21,2% af ungdomsårgangen vil befinde sig på en kandidatuddannelse (heraf vil 13,4% fuldføre). 15,2% vil forlade uddannelsessystemet (heraf 10,7% med en fuldført kandidatgrad bag sig). 2001 blev året hvor ledigheden for de videregående uddannelser var laveste. Personer med en fuldført mellemlang videregående uddannelse havde områdets laveste ledighed (2,4%) efterfulgt af personer med en lang videregående uddannelse (3,0%). Områdets højeste ledighed ses for bachelorerne (4,0%).

Fra 1994 og frem til 2001 faldt ledigheden for alle uddannelsesområderne; mest markant var faldet for bachelorerne, hvor ledigheden faldt fra 10,6% i 1994 til 4,0% i 2001.

Det mellemlange videregående uddannelsesområde var det eneste område, hvor kvindernes ledighed var lavere end mændenes. De mellemlange videregående uddannelser er præget af folkeskolelærere og pædagoger, som er typiske kvindeuddannelser.

Fra kapitel 7: Vedrørende voksenuddannelser

I 2001 var ca. 100.000 årselever i de offentlige voksen- og efteruddannelsestilbud. Siden 1998, hvor der samlet var næsten 130.000 årselever, er aktiviteten faldet ca. 20%. Det er særligt markante aktivitetsfald på daghøjskoler og AMUuddannelser, der har været medvirkende hertil.

Ud over de beskrevne voksenuddannelsestilbud findes kommunalt finansieret aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven, som omfatter ca. 30.000 årselever. I 2001 var der således tilsammen ca. 130.000 årselever i den offentlige voksenuddannelse. Derudover findes private uddannelsestilbud til voksne.

Generelt er kvinderne i overtal på voksenuddannelserne. Kun på AMU var der flere mænd (60%) end kvinder. På VUC og daghøjskolerne var to ud af tre deltagere kvinder, mens der var 60% kvinder på folkehøjskolernes lange kurser.

Aldersmæssigt favner de dominerende voksenuddannelser lige fra højskolernes lange kurser, hvor næsten 90% af deltagerne var under 30 år, til avu på VUC, hvor 80% var 30 år og derover. Næsten halvdelen af AMUkursisterne har rundet de 40 år, mens daghøjskolerne har den største aldersspredning. På VUC var hfkursisterne generelt yngre end avukursisterne, idet ca. 55% var over 30 år på hf mod 80% på avu.

På avu og hf på VUC har hhv. 43% og 34% af kursisterne kun en grundskoleuddannelse. Til gengæld var der kun 14% af deltagerne på Åben Uddannelse, der alene havde grundskolen som baggrund. Blandt AMUdeltagerne havde hver tredje kun en grundskoleeksamen, mens over halvdelen af deltagerne på daghøjskolerne havde grundskolen som uddannelsesbaggrund.

Fra kapitel 8: Vedrørende befolkning samt uddannelses- og beskæftigelsesprofil

Pr. 31/12 2001 var der i alt 5.368.354 personer i Danmark. Århus Amt havde landets højeste befolkningstal på 644.666 personer efterfulgt af Københavns Amt med 617.336 personer. Det laveste befolkningstal ses i Bornholms Amt med kun 44.197 personer. Den absolut største aldersgruppe i Danmark var de 30-39årige, som udgjorde 15,2% af den samlede befolkning.

Der er store regionale skævheder i alderssammensætningen i landet. I 2001 havde Københavns og Frederiksberg Kommuner landets mindste andel af 0-19 årige, hhv. 17,8% og 16,2%. Dette er langt under landsgennemsnittet, som var 24,0%. I Ringkøbing Amt var fx 26,5% af befolkningen i denne aldersgruppe.

2. Rammer

I fremtiden forventes befolkningens sammensætning at ændre sig. I 2001 udgjorde fx de 20-49-årige ca. 2,26 mio. mennesker. I 2010 vil der være ca. 2,18 mio. i aldersgruppen.

Uddannelsesniveauet i Danmark stiger. I 2002 havde 8,5% en gymnasial uddannelse, heraf 6,3% en almengymnasial uddannelse og 2,2% en erhvervsgymnasial uddannelse, som højeste fuldførte uddannelse. En del af disse kan have været i gang med en fortsat uddannelse uden at have afsluttet den.

I 2002 havde 54,6% af befolkningen en erhvervskompetencegivende uddannelse, heraf 34,0% en erhvervsfaglig uddannelse og 20,6% en videregående uddannelse. Fra 1992 til 2002 steg andelen af personer med en erhvervsfaglig uddannelse med 2,3 procentpoint. Den andel af befolkningen, der havde en videregående uddannelse, steg også, her med 5,4 procentpoint.

Personer, der ikke har afsluttet en egentlig erhvervskompetencegivende uddannelse, har en langt større risiko for at blive ledige end de, der har afsluttet en erhvervsrettet uddannelse. Det er derfor ikke overraskende, at denne gruppe i hele perioden havde den højeste andel af ledige.

Der var 4,4% ledige blandt de erhvervsfagligt uddannede i 2001, hvor der i 1992 var 9,5%. Der blev også færre ledige med en kort videregående uddannelse. Her endte ledigheden på 3,8% i 2001.

Det generelle billede er, at jo højere uddannelsen er, des lavere er ledigheden. Undtagelsen fra reglen er gruppen med mellemlange videregående uddannelser, der havde den laveste andel af ledige igennem hele perioden. I 2001 var deres ledighed helt nede på 2,4%. Kandidaterne lå lidt over dette niveau med en ledighedsprocent på 3,0.

Kvinderne havde igennem hele perioden en større ledighed end mændene. I 2001 var forskellen 5,1% ledige kvinder mod 4,0% ledige mænd. Dette gør sig ikke gældende for de mellemlange videregående uddannelser, hvor kvindernes ledighed lå noget under mændenes. Dette skyldes bl.a., at der en meget høj kvindeandel blandt pædagoger, lærere og sygeplejersker m.v., som i perioden har haft en lav ledighed.

Inden præsentation af en mere detaljeret statistik for uddannelsessystemets områder, beskrives den ungdomsårgang, der lige begyndte i 1. klasse i 2002, det danske uddannelsessystems overordnede opbygning, antal elever, antal uddannelsesinstitutioner, gennemsnitlig uddannelsestid samt overordnede økonomiske rammer for uddannelsessystemet.

Hvordan vil det gå årgangen, der begyndte i skolen i år 2000?

For et lille års tid siden begyndte en ny årgang i grundskolen. Omkring 71.000 begyndte i 1. klasse, mens de nuværende ungdomsårgange i 16-19 års alderen kun er på ca. 55.000, så der bliver lidt mere trængsel, efterhånden som de nye elever bevæger sig op igennem uddannelsessystemet.

Af gode grunde ved vi ikke, hvordan verden vil se ud for de nye elever om 20-25 år, når hovedparten af dem vil have afsluttet i hvert fald en grundlæggende erhvervskompetencegivende ud dannelse, som de så vil supplere med efter- og videreuddannelse i løbet af deres erhvervsaktive periode.

Vi ved, at selv når ungdomsårgangene igen om få år begynder at blive større, vil arbejdsstyrken ikke længere vokse på samme måde, som den har gjort indtil nu. Pga. det stigende antal ældre vil der være pres på arbejdsstyrken. Alt andet lige kan de nye elever således se frem til en entré på arbejdsmarkedet, hvor der vil være god brug for dem.

I Undervisningsministeriets 2000uddannelsesprofilmodel beregnes, hvorledes slutsituationen vil se ud for de nye elever, hvis de agerer på samme måde som de nuværende årgange i uddannelsessystemet.

I 2000 vil 96% fortsætte i det ordinære uddannelsessystem efter grundskolen, disse vil gå i gang med en ungdomsuddannelse, 42% vil vælge en erhvervsfaglig uddannelse på teknisk skole, handelsskole, landbrugsskole eller social- og sundhedsskole og 54% vil vælge en af de gymnasiale ungdomsuddannelser.

Med det nuværende mønster for afbrud vil 83% afslutte en ungdomsuddannelse. Mange med en erhvervsfaglig uddannelse vil herefter gå direkte ud på arbejdsmarkedet. Endnu flere vil gå i gang med en videregående uddannelse.

Slutsituationen for de nye elever, hvis de følger det nuværende uddannelsesmønster, vil være, at 79,5% vil komme ud med en erhvervskompetencegivende uddannelse, 44% med en videregående uddannelse og 35,5% med en erhvervsfaglig uddannelse. De sidste 20,5% i restgruppen vil være sammensat af 7,5%, der har en studiekompetencegivende uddannelse fra gymnasiet, hhx eller lignende, og så 13%, der ikke vil have fuldført andet end grundskolen.

Hvis de nye årgange af drenge og piger i grundskolen opfører sig som deres forældre eller ældre brødre og søstre, vil der stadig være store forskelle på kønnene.

83% af pigerne vil afslutte en erhvervskompetencegivende uddannelse mod kun 75,5% af drengene.

For pigerne vil de mellemlange videregående uddannelse blive det foretrukne. 31% vil blive lærere, pædagoger, sygeplejersker m.v.

Andre store grupper af piger vil vælge merkantile erhvervsfaglige uddannelser, social- og sundhedsuddannelser på erhvervsfagligt niveau eller lange videregående uddannelser.

2.1 Elever/studerende og uddannelsessystemet

Når det danske uddannelsessystem skal beskrives, inddeler man normalt uddannelserne i en række hovedområder efter uddannelsesniveau og retning. Uddannelsessystemet er en stor og bevægelig størrelse, og igennem de seneste 10 år er der sket en række små og store strukturændringer. Dette giver ofte give store problemer i data med historisk og fremadrettet perspektiv, da man af hensyn til sammenlignelighed på den ene side skal prøve at få fortiden indpasset i nutiden og på den anden side skal få nutiden indpasset i fremtiden. I det efterfølgende har vi forsøgt at beskrive uddannelsessystemets struktur frem til 2000 med et mindre tilbageblik til først i 1990’erne og en kort beskrivelse af kommende ændringer.

Grundskolen

Grundskoleområdet under ét omfatter folkeskoler og private grundskoler (herunder folkeskoler, frie grundskoler, specialskoler samt efterskoler). De første skoleformer dækker hele skoleforløbet fra børnehaveklasse til og med 10. klassetrin, mens efterskolerne alene omfatter 8. til 10. klassetrin.

Der er 9 års undervisningspligt, men ingen skolepligt, undervisningspligten begynder i august det kalenderår, hvor barnet fylder 7 år. Børnehaveklassen og 10. klassetrin er frivillige for eleverne. Nogle skoler tilbyder endvidere et 11. klassetrin til elever, hvis udvikling kræver særlig hensynstagen eller støtte.

Erhvervsintroducerende uddannelser

De erhvervsintroducerende uddannelser også benævnt; ikke kompetencegivende ungdomsuddannelse, er pga. af kompetenceniveauet indplaceret på samme niveau som grundskolen. Området indeholder introducerende uddannelses/kursusforløb som: handel introduktion (HI), teknik introduktion (TI), indgangsår til social- og sundhedsuddannelserne samt kurser: i fx kursus i håndarbejde, almindelig husholdningskurser, værkstedsskole og tekniker forkurser m.v. Fra 1999 var HI og TI, som konsekvens af den nye EUDreform, under afvikling.

Produktionsskoler

Produktionsskoler er skoler for unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Formålet er at styrke deltagernes personlige udvikling og forbedre deres muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Undervisningen tilrettelægges med særligt henblik på, at den unge opnår kvalifikationer, der kan føre til gennemførelse af en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Produktionsskolerne adskiller sig fra de fleste andre skoleformer ved, at der er løbende optag og meget store variationer i varigheden af den enkelte deltagers ophold. Et typisk ophold varer ca. 6 måneder, men en fjerdedel af de unge opholder sig på produktionsskolen i under en måned og en fjerdedel i over et halvt år.

De erhvervsintroducerende uddannelser behandles ikke separat i denne publikation. Men indgår i beregninger for fx overgangsmønstre m.v.

Gymnasiale uddannelser

De studieforberedende gymnasiale uddannelser omfatter to hovedområder: de almen og de erhvervsgymnasiale uddannelser. Uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene og teoretiske kvalifikationer hertil. Pr. 1. januar 2001 trådte nye optagelsesregler i kraft for dette område, som betyder, at alle elever, der har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver kan fortsætte i en gymnasial ungdomsuddannelse med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Der er således ikke helt fri adgang til de gymnasiale uddannelser.

De almengymnasiale uddannelser omfatter det 3-årige gymnasium, det 2-årige hfkursus og det 2-årige studenterkursus. De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de samlede forløb i et vist omfang sammensættes individuelt. Det er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter eller hfeksamen. Eksamen kvalificerer til de videregående ud dannelser, ofte dog afhængig af fagvalg, fagniveau samt eksamensresultat. De gymnasiale uddannelser kan også bruges som indgang til en erhvervsuddannelsespraktikplads i en virksomhed.

De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler. De afsluttes med hhv. højere teknisk eksamen (htx) og højere handelseksamen (hhx), i hhv. 1994 og 1995 blev disse to uddannelser forlænget fra 2-årige forløb til 3-årige forløb. For unge, der i forvejen har en studenter eller hfeksamen, er der et koncentreret 1årigt hhxforløb. De erhvervsgymnasiale uddannelser er boglige uddannelser med vægt på merkantile eller tekniske fag. De erhvervsgymnasiale uddannelser giver generel studiekompetence og kvalificerer til de videregående uddannelser. Desuden giver en hhx eller htxeksamen grundlag for ansættelse i erhvervslivet, som regel i en uddannelsesstilling. Den særlige 1-1½ årige adgangseksamen til ingeniøruddannelserne regnes også som en gymnasial uddannelse.

Erhvervsuddannelser

De erhvervsfaglige uddannelser m.v. omfatter erhvervsuddannelserne (EUD), social- og sundhedsuddannelserne, pædagogisk grunduddannelse (pgu) samt øvrige uddannelser inden for landbrug, skovbrug og søfart m.v. De erhvervsfaglige uddannelser forbereder direkte til job inden for bestemte brancher med erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede de unge til videre uddannelse relevante korte videregående uddannelser eller relevante mellemlange videregående uddannelser. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten

I 1991 blev erhvervsuddannelserne fundmentalt ændret, fra det gamle efg/lærlingesystem til et nyt vekseluddannelsessystem.

Pr. 1. januar 2001 trådte en ny lov om erhvervsuddannelserne i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb. EUD er nu samlet i 7 indgange med fælles grundforløb som fører til forskellige hovedforløb. Med loven blev bl.a. indført, at eleverne skal udarbejde en personlig uddannelsesplan, og at der kan planlægges individuelle uddannelsesforløb. Tidligere var der 90 forskellige uddannelser inden for det merkantile og det tekniske område med i alt over 200 specialer. Allerede fra efteråret 1999 startede en forsøgsperiode med reformen, hvor næsten alle unge startede på den nye reforms grundforløb.

Erhvervsuddannelserne er af 2-5 års varighed. Det mest normale er dog 3½4 år. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid. Erhvervsuddannelser giver på linje med de gymnasiale uddannelser adgang til en række relevante korte videregående uddannelser og til visse mellemlange videregående uddannelser. Der er dog faglige udvalg, der giver afkortelse på uddannelser også til elever under 25 år, hvis de har tilstrækkelig erhvervserfaring.

En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole eller i praktik. Der er fri adgang til EUD, dog er der enkelte adgangsbegrænsede uddannelser. Frem til den nye reform kunne den unge begynde på skole enten via den frivillige 1. skoleperiode (frivillig fra 1996) eller ved at starte direkte på uddannelsen fra 2. skoleperiode. Der veksles mellem ophold på skole og i virksomhed, i mangel af praktikplads, i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen.

Parallelt til erhvervsuddannelserne er der de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU) med en blanding af praktik og undervisning på skole. Den 1. januar 2002 trådte en ny reform for SOSU i kraft, som i sine grundtræk tager flere elementer fra den nye EUDreform og som indebar en forlængelse af uddannelsernes skoledel. Frem til udgangen af 2001 var uddannelsen til social- og sundhedshjælper varende et år. Den danner grundlag for overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent, som varede 1 år og 6 måneder. For unge, der kom direkte fra grundskolen, begyndte social- og sundhedshjælperuddannelsen med et indgangsår. Optagelse på indgangsåret og social- og sundhedsuddannelsen skete gennem en elevkontrakt med en kommune eller en amtskommune.

Under social- og sundhedsuddannelserne hører også den pædagogiske grunduddannelse (pgu), som tillige indgår i SOSUreformen. Pgu er en grundlæggende uddannelse, som har til formål at kvalificere til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne. Pgu er en vekseluddannelse med skiftevis skole og praktik og varede indtil reformen 1½ år.

Fra 2002 varer social- og sundhedshjælperuddannelsen 1 år og 2 mdr., overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent 1 år og 8 mdr. og pgu 1 år og 7½ måned. Indgangsåret er erstattet af et fleksibelt grundforløb, der for den enkelte elev varer mellem 20 og 40 uger.

Der findes også en række andre uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde, fx søfarts- og landbrugsuddannelser.

Individuelle uddannelser

De individuelle uddannelser er primært personlighedsudviklende. Uddannelserne retter sig mod unge, der endnu ikke har valgt uddannelsesretning, eller som ønsker en praktisk frem for en boglig uddannelse. En afsluttet erhvervsgrunduddannelse (egu) kan give erhvervskompetence, mens en fri ungdomsuddannelse sigtede mod udvikling af den unges kompetence og fortsatte uddannelse i bred forstand.

Erhvervsgrunduddannelsen (egu) tager normalt 2 år, men kan forlænges med et ekstra år. Uddannelsen er ikke specifikt brancheorienteret, men kan sammensættes inden for eller på tværs af enkelte uddannelser/fag. Det kræves, at den enkelte udarbejder en uddannelsesplan, en eguaftale, med kommunen eller en erhvervsskole. Uddannelsen veksler mellem skoleophold og praktik. Der ydes individuel vejledning under hele forløbet. Uddannelsen giver undertiden mulighed for at fortsætte på en erhvervsuddannelse eller en anden uddannelse. Denne uddannelse indgår ikke i statistikken for det ordinære uddannelsessystem, derfor indgår egu ikke denne publikation.

Den fri ungdomsuddannelse (fuu) blev sammensat individuelt af mindst 3 forskellige uddannelsesdele. Uddannelsen varede i 2 år og højst 3 år. Uddannelsen blev afviklet med L 79 2002.

De videregående uddannelser

De videregående uddannelser (DVU) giver erhvervskompetence. Generelt inddeles de videregående uddannelser i niveauer efter varighed; korte videregående uddannelser (KVU), mellemlange videregående uddannelser (MVU), bacheloruddannelser, kandidatuddannelser samt philosophiae doctor (ph.d.).

De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse. Uddannelserne er teoretisk prægede, men nogle uddannelser har indlagt praktik i uddannelsesforløbet.

På de fleste videregående uddannelser er der frit optag, det vil sige, at uddannelsesinstitutionerne selv fastlægger optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal. Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, mens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning) bestemmes af institutionerne selv.

Det korte videregående uddannelsesområde

Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse, suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk. De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år og giver erhvervskompetence.

I august/september 2000 blev der med KVUreformen oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK efter uddannelsestitlen. De 13 nye uddannelser erstatter de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver adgang til relevante diplomuddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) varer normalt 3-4 år og giver erhvervskompetence. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf); også visse relevante erhvervsuddannelser giver adgang. Fx giver bestået SOSU adgang til de sundhedsfaglige uddannelser.

Med vedtagelse af MVUloven indførtes professionsbachelorniveauet og –titlen, loven trådte i kraft fra 2003. Omlægningen betyder bl.a., at de mellemlange videregående uddannelser i dag er løftet op til bachelorniveauet og at undervisningen nu baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen knyttes tættere til professionen. Professionsbachelorerne giver adgang til relevante kandidatuddannelser. Uddannelserne er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori.

Bachelor, kandidat- og ph.d.uddannelser

Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år + kandidat 2 år + ph.d. 3 år) blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akademiske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.uddannelse.

Bacheloruddannelser

Bacheloruddannelser på universiteterne er normerede til 3 år. Bachelor er en afsluttet teoretisk uddannelse, men giver også adgang til et kandidatuddannelsesforløb. Uddannelsen giver erhvervskompetence. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf) med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser; også visse relevante erhvervsuddannelser kan give adgang til uddannelsen.

De lange videregående uddannelser

Kandidatuddannelserne er videregående teoretiske uddannelser af normalt 2 års varighed efter en fuldført bacheloruddannelse dvs. samlet 5 år. Enkelte kandidatuddannelser er dog stadig opbygget som ét samlet forløb uden bachelorniveau (udelte uddannelser), Uddannelserne giver erhvervskompetence. Efterfag/videreuddannelse indgår også som lange videregående uddannelser.

Ph.d.uddannelser

Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.grad og er normeret til 3 år. Uddannelserne giver erhvervskompetence.

Voksenuddannelse Voksenuddannelser kan opdeles i tre kategorier: formelt kompetencegivende uddannelse, ikke formelt kompetencegivende uddannelse samt private kurser m.v. Danmark har er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse.

Den formelt kompetencegivende uddannelser består bl.a. af almen voksenundervisning (avu), hfenkeltfag, arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og åben uddannelse.

Desuden findes under det parallelle voksenuddannelsessystem Forberedende Voksenundervisning (FVU), der erstatter læsekurser for voksne, og videregående voksenuddannelse (VVU), der kompetencemæssigt svarer til korte videregående uddannelser. Desuden findes master- og diplomuddannelser, som giver kompetence på niveau med hhv. bachelor- og kandidatuddannelser.

Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes bl.a. aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler.

Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansierede. Men der er i princippet indført en vis brugerbetaling. På VUC og daghøjskolerne betales fx mindre brugerbetaling, end hvad der betales på åben uddannelse og folkehøjskoler.

Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer af voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen er normalt på deltidsbasis.

Generelle tal for uddannelsessystemet

I figur 2.1.1 vises en model af det danske uddannelsessystem. Til venstre i figuren ses en søjle, der angiver den alder, de studerende normalt mindst har på de respektive trin eller uddannelsesområder. Hertil kommer det antal uddannelsesår, der normalt vil ligge forud for elever på et givet trin. Uddannelsessystemet præsenteres som det så ud i 2001, derfor indgår fx fri ungdomsuddannelse (fuu).

I figur 2.1.2 præsenteres videreuddannelsessystemet for voksne i 2001, hvor ungdomsuddannelserne og de ordinære uddannelser niveaumæssigt er indplaceret sammen med voksenuddannelse, efter- og videreuddannelse.

I tabel 2.1.1 opgøres antallet af elever/studerende som var under uddannelse i udvalgte år frem til 2001. Pr. 1. oktober 2001 var ca. 1.102 mio. elever/studerende i gang med et ordinært uddannelsesforløb. Det svarer til at ca. hver femte person i den danske befolkning var under uddannelse. Årgangenes størrelse påvirker elevtallets størrelse, specielt i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, men også overgangsfrekvenser er afgørende. Tal for voksenuddannelse indgår ikke. Men her indgår; børnehaveklasse til 7. klassetrin og ikke kompetencegivende ungdomsuddannelser.

Af tabel 2.1.1 fremgår det at, 61,0% af bestanden var ved grundskoleområdet (672.478 elever). Eleverne ved det gymnasiale område udgjorde 8,9%, svarende til 98.599 elever; heraf læste 64.616 elever på en almengymnasial uddannelse og 33.983 på en erhvervsgymnasial uddannelse). På det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. læste i alt 118.039 elever (10,7% af bestanden). Og 201.866 studerende læste på en videregående uddannelse. Dette svarer til 18,3% af bestanden. De videregående uddannelser havde en stigende andel studerende, i 1992 udgjorde de studerende ved de videregående uddannelser kun 16,2% af bestanden. I tabel 2.1.3 og figur 2.1.4 præsenteres den gennemsnitlige forventede uddannelsestid fra 1992 til 2001 (ekskl. grundskolens børnehaveklasse og voksenuddannelse m.v.). Se noter under tabellen.

Fra perioden start til 2000 steg den forventede gennemsnitlige uddannelsestid med 1,1 år. Studietiden er generelt stigende i perioden med tiltagende styrke imod periodens slutning.

Et barn der i 2000 påbegyndte grundskolens 1. klassetrin, forventes at være under uddannelse i 15,2 år. Af opgørelsen for 2000 ses, at pigerne forventes at være i uddannelsessystemet i 15,7 år, dette er et år mere end drenge vil være i uddannelse.

Frem til 1994 var der ikke store forskelle på drenges og pigers forventede tid i uddannelsessystemet, herefter vendte billedet. En forklaring på forskellene, er at visse uddannelser hvor kvinderne var flest, som fx pædagoguddannelsen, blev forlænget. Drengene vælger oftere end pigerne at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse efter grundskolen, og flest piger fuldfører i dag en videregående uddannelse.

De mange elever/studerende, der var under uddannelse, valgte ikke nødvendigvis altid de direkte veje, der er antydet i figur 2.1.5. Der findes således beregninger for, hvordan de typiske elevstrømme er op gennem uddannelsessystemet fra eleverne befinder sig i grundskolen, til de endeligt forlader uddannelsessystemet. Figuren viser uddannelsesprofilen i 2000 (mere om figuren senere).

I tabel 2.1.4 opgøres uddannelsesprofilen fordelt på køn og uddannelsesniveauer i 2000. Der gives et overblik over strømmene i uddannelsessystemet, og profilen kan kort beskrives som det slutresultat, årets årgang af elever på 8. klassetrin når til, hvis de i de næste 25 år har en adfærd, der præcis ligner den adfærd, deres ældste kammerater udviste i løbet af året. Rent praktisk kan man illustrere en ungdomsårgang som alle, der i et givet tværsnitsår begynder i 8. klasse. Det kan nævnes, at afvigelsen fra den egentlige definition af en ungdomsårgang består af personer, der først dukker op i grundskolens 10. klassetrin. Alle tal angives som procentandele af årgangen. Strømmene af en ungdomsårgang tæller både elever der har fuldført et uddannelsestrin, og elever der har afbrudt et trin. Overgangene er vist på et overordnet niveau. En mere detaljeret præsentation af overgangsmønstrene vil kunne ses i de efterfølgende uddannelsesrelaterede kapitler.

Af tabel 2.1.4 og figur 2.1.5 fremgår, at 79,5% af 2000ungdomsårgangen forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse (hertil kommer i øvrigt en del voksenuddannelser m.v., der ikke i øjeblikket er medregnet i opgørelsen). 13% af ungdomsårgangen vil slutte i uddannelsessystemet uden hverken studie eller erhvervskompetence, og 7,5% afslutter med alene studiekompetence. Flere piger end drenge får en videregående uddannelse; 83% af pigerne afslutter en erhvervskompetencegivende uddannelse mod kun 75,5% af drengene.

31,0% af pigerne afslutter en mellemlang videregående uddannelse mod kun 15,0% af drengene. Drengene har til gengæld større andele på KVU og erhvervsfaglige uddannelser.

Figur 2.1.5 viser, at den samlede afgang fra grundskolen i 2000 lå på 57.700 personer. Grundskolerestgruppen (ekskl. egu, produktionsskoler, voksenuddannelse m.v.) var 4%, det vil sige, at omkring 96% af ungdomsårgangen valgte at fortsætte i ungdomsuddannelsessystemet.

Af 2000årgangen vil 83% afslutte en ungdomsuddannelse, fordelt med 32% med en erhvervsfaglig uddannelse, 38% med en gymnasial uddannelse og 13% med begge kompetencer. 10,5% af årgangen vil afslutte en erhvervsfaglig merkantil uddannelse, 19% en erhvervsfaglig teknisk uddannelse og 6% en erhvervsfaglig social eller sundhedsuddannelse. 44% af en ungdomsårgang vil afslutte en videregående uddannelse, heraf 9% en kort videregående uddannelse, 23% på en uddannelse inden for det mellemlange videregående uddannelsesområde, og 12% en lang videregående uddannelse.

2.2 Institutioner

I dette afsnit præsenteres en optælling af samtlige registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark i 2001. Institutionerne er inddelt efter ejerforhold og efter nærmere retningsliner fastsat af Danmarks Statistik. Data stammer fra "Institutionsregisteret", som er bundet tæt sammen med elevstatistikken fra det integrerede elevregister (Danmarks Statistik).

De offentligt ejede institutioner kan være statslige, kommunale eller amtskommunale, disse skoler er helt finansierede af det offentlige. De selvejende private (fx frie grundskoler m.v.) eller selvejende offentlige institutioner (fx erhvervsskoler m.v.) er kun delvist finansieret af det offentlige.

Der er meget stor forskel på de forskellige institutionstyper både med hensyn til ressourcebehov og størrelse. Såvel lilleskolen som Københavns Universitet indgår i opgørelsen.

I tabel 2.2.1 opgøres det samlede antal registrerede uddannelsesinstitutioner i Danmark fordelt på regioner og ejerforhold pr. 1/10 2001 hvor der samlet var registreret 4.104 aktive uddannelsesinstitutioner.

Af den regionale fordeling ses, at Århus Amt var det amt, der havde registeret flest uddannelsessteder (473 institutioner) efterfulgt af Fyns Amt med 430 institutioner.

Færrest uddannelsesinstitutioner ses i Frederiksberg Kommune og Bornholms Amt med hhv. 50 og 44 institutioner.

Af figur 2.2.1 fremgår det tydeligt, at langt hovedparten af uddannelsesinstitutionerne er af offentligt ejerforhold (64,8%). 27,3% var selvejende private institutioner og kun 7,9% var selvejende offentlige.

2.3 Økonomi

I tabel 2.3.1 og figur 2.3.1 opgøres de samlede offentlige udgifter til uddannelse fordelt på uddannelsesområder og BNP fra 1992 til 2001. Mange faktorer påvirker samfundets omkostninger, når det drejer sig om uddannelsessystemet: Ungdomsårgangenes størrelse har ændret sig, fx tager flere unge i dag 10. klassetrin med, inden de fortsætter til videre uddannelse. Uddannelsessystemet er blevet udvidet, og de store ungdomsårgange er blevet ældre, hvilket har betydet relativt flere unge på de højere og mere ressourcekrævende uddannelser. Endelig har omlægningen til en dyrere uddannelsesstøtte, opprioritering af de videregående uddannelser med ændrede optagelseskrav samt flere pladser og den intensiverede indsats på voksenuddannelsesområdet øget udgifterne.

I 2001 udgjorde de samlede offentlige udgifter til uddannelse 108.371 mio. kr. De samlede udgifter til uddannelse steg med 24.205 mio. kr. fra 1992 til 2001 (stigning på 28,8%).

Stigningsgraden er dog ikke lige stor for alle uddannelsesområder. Udgifterne til grundskolen udgjorde 45.323 mio. kr. Udgiften hertil er steget med 11.077 mio. kr. eller 32,3% fra 1992 til 2001.

Fra 1992 til 2001 steg de offentlige udgifter til ungdomsuddannelser med 2.655 mio. kr. eller 16,0%. I 2001 udgjorde SUstipendium til ungdomsuddannelserne 2.172 mio. kr. eller 11,3% af udgifterne til ungdomsuddannelserne; i 1992 udgjorde de 8,7%.

De videregående uddannelser havde en stigning i udgifterne på 3.353 mio. kr. (stigning på 18,7%). Udgifterne varierede, men efter 1997 steg udgifterne konstant. En del af stigningen skyldes øgede udgifter til SU. I 2001 udgjorde SUstipendium 6.226 mio. kr., eller 29,2% af udgifterne til de videregående uddannelser, i 1992 udgjorde SUstipendium 24,3% af udgifterne.

De offentlige udgifter til voksenuddannelsesområdet steget med 5.472 mio. kr. eller 44,5% fra 1992 til 2001.

Den samlede udgift til uddannelse af i procent af BNP faldt med 1,4 procentpoint fra 1992 til 2001. I 2001 udgjorde udgifterne 8,1% af BNP.

3. Grundskoleområdet

I Danmark er der 9 års undervisningspligt. Undervisningspligten træder i kraft den 1. august i det år, hvor barnet fylder 7 år. Grundskolen omfatter børnehaveklassen og 1. til 10. klassetrin. Grundskolen består af folkeskoler (offentlige: kommunale, amtskommunale og statslige skoler), frie grundskoler (private med offentligt tilskud) og efterskoler (private med offentligt tilskud). Folkeskolen udgør langt størsteparten af området. Bestanden af eleverne på 1. klassetrin i grundskolen udgør stort set den pågældende ungdomsårgangs størrelse, der kan følges op gennem uddannelsessystemet. Der er dog en tendens til, at flere elever får udsat skolestarten med et år. Ud over de 9 undervisningspligtige grundskoletrin findes et etårigt børnehaveklassetrin samt et etårigt 10. klassetrin, som begge er frivillige tilbud. Nogle grundskoler har tillige et 11. klassetrin.

De afsluttende prøver i grundskolen kan aflægges efter såvel 9. som 10. klassetrin. Folkeskolens udvidede afgangsprøve aflægges alene efter 10. klasse. Ud over det "normale" undervisningsforløb er der mulighed for at opfylde de sidste år af den 9-årige undervisningspligt samt at tage 10. klassetrin på en efterskole. Efterskoler har undervisningsniveauer fra 8. til 10. klassetrin. Specielt 10. klassetrin på en efterskole er i dag et hyppigt valg blandt unge mennesker.

Inden grundskolens 1. klassetrin kan forældre vælge at lade deres barn starte på det et-årige børnehaveklassetrin. Børnehaveklassens undervisning gives overvejende i form af leg og andre udviklende aktiviteter, der tilstræber at gøre eleverne fortrolige med skolens dagligliv. Denne mulighed er et frivilligt kommunalt tilbud. I dag påbegynder stort set alle elever børnehaveklassen, inden de begynder på den egentlige grundskoles 1. klassetrin.

3.1 Bestand, tilgang og afgang af elever nu

I dette afsnit opgøres de historiske elevbevægelser i grundskolen. Tallene vise, antallet af elever, som gik i grundskolen fra 1992 til 2001. Elevbestanden opgøres pr. 1/10 i året. De øvrige elevbevægelser måles i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året.

Tabellerne med elevbevægelser sammentælles i to bundtotaler. Den ene sammentælling er summen af de bevægelser, der forekommer, både ind og ud af gruppen og internt mellem uddannelserne i denne gruppe. Den anden sammentælling er kun de bevægelser, der sker til og fra grundskolen som helhed. Fx vil elevbevægelser fra 8. til 9. klassetrin tælle med i den første sammentælling, men ikke i den anden. Bestandstallene derimod indeholder kun én sammentælling.

I tabel 3.1.1 og figur 3.1.1 opgøres antallet af elever i grundskolen fra 1992 til 2001. Den samlede bestand udviste et fald fra 1992 til og med 1995, hvor der rundt regnet var 600.000 elever. Fra 1996 og frem til 2001 steg antallet af elever konstant. Fra 1992 til 2001 steg elevbestanden med 10,3%. I 2001 gik der ca. 672.500 elever i grundskolen.

Der har vist sig en vækst i efterskoleelevernes andel af elevtallet i grundskolen. I 1992 udgjorde efterskoleeleverne 2,8% af samtlige elever; i 2001 var andelen 3,2%.

I 2001 udgjorde efterskolebestandens 10. klassetrin 38,2% af alle eleverne i 10. klasse. I 1992 var det kun 20,3% af eleverne. Dette er en meget markant ændring i adfærden på grundskoleområdet.

En anden interessant ændring viser sig ved at 61,5% af de elever (inkl. efterskoleelever), der i 2000 gik i 9. klasse, påbegyndte 10. klasse året efter. I 1993 var den tilsvarende andel helt oppe på 70,0%. Nye tal fra tilmeldingen til ungdomsuddannelserne viser, at der i år er et fald i søgningen fra 9. klasse til 10. klasse (denne opgørelse fremgår ikke af tabellerne).

Elevtilgangen til grundskolens 8. til 10. klassetrin vises i tabel 3.1.2. Bemærk at tilgangen til 8. klassetrin naturligvis kommer fra 7. klassetrin, og at 8. klassetrin udgør langt den største del af al nytilgang til grundskolen, hvis bevægelser således stort set svarer til denne, da opgørelsen vedrører 8. til 10. klassetrin i grundskolen.

Den højeste nettotilgang ses i 1992 med 64.944 elever; herefter ses et konstant fald frem til 1997, hvor nettotilgangen var 55.420 elever. I slutåret var nettotilgangen steget til 59.047 elever.

I tabellerne 3.1.3 og 3.1.4 opgøres hhv. antallet af fuldførelser og antallet af afbrud fra grundskolens højeste trin.

Også det højeste antal nettofuldførelser ses i 1992 med 67.101 elever. Herefter og frem til 2000 viste der sig et konstant fald i antallet af fuldførelser. Periodens fald svarer til 21,1%. I 2001 fuldførte (netto) i alt 56.029 elever.

1995 blev året, hvor nettoafbruddet var størst med 3.621 afbrud. Fra 1992 til 2001 faldt afbruddet svagt med 184 elever. Hovedparten af afbruddene i grundskolen fandt sted på det frivillige 10. klassetrin.

3.2 Bestand, tilgang og afgang af elever i fremtiden

I dette afsnit præsenteres den forventede udvikling i elevbestanden i grundskolen fra 2002 til 2011. Bestanden opgøres pr. 1/10 i året.

Den fremskrevne elevbestand i grundskolen opgøres fra 8. til 10. klassetrin. Der er tillige foretaget en separat fremskrivning for efterskolen. For grundskoleområdet præsenteres der ikke fremskrivningsresultater for: tilgang, fuldførte forløb og afbrudte forløb. Disse beregninger er ikke af særlig stor relevans for grundskoleområdet, fordi der, som tidligere nævnt, er 9 års undervisningspligt, og hovedparten af de elever, der gik i 1. klasse et år, vil fortsætte i 2. klasse året efter osv.

I tabel 3.2.1 og i figur 3.2.1 opgøres den forventede eller fremskrevne bestand i 8. til 10. klasse fra 2002 til 2011. Fra 2002 og frem til 2009 forventes en konstant stigning i elevtallet i grundskolen.

I 2009 forventes elevbestanden for grundskolens højeste trin at være markant højere end i dag. Fra 2002 til 2009 vil stigningen udgøre omkring 33.200 elever eller 15,7%. Således vil der gå omkring 189.700 elever på grundskolens 8. til 10. klassetrin i 2009.

I 2010 og 2011 forventes elevtallet at falde svagt. Af fremskrivningen fremgår det, at bestanden af grundskoleelever vil udgøre omkring 187.400 elever i 2011. Dette er en stigning på 19,7% fra fremskrivningens startår.

I 2011 vil ca. 26.700 af eleverne, med uændret frekvens, befinde sig på efterskole; dette svarer til 14,3% af elevtallet i 8. til 10. klasse.

3.3 Særlige opgørelser for grundskoleområdet

I det efterfølgende præsenteres specielle forhold for grundskoleområdet.

Kønsfordelingen af grundskolebestanden for 8. til 10. klassetrin vises i tabel 3.3.1. Efterskolen opgøres separat. Da praktisk taget alle børn følger grundskolens 1. til 7. klassetrin, svarer kønsfordelingen næsten til kønsfordelingen i de respektive fødselsårgange. Pga. undervisningspligten, er der af den årsag, lidt flere drenge end piger i grundskolens 8. og 9. klassetrin.

På grundskolens normale 10. klassetrin var der flere drenge end piger (51,9% drenge). Den modsatte tendens ses for 10. klassetrin på efterskolen, hvor pigerne var flest (52,8% i 2001; i 1992 udgjorde de 50,3% af bestanden).

I tabel 3.3.2 og figur 3.3.1 opgøres den samlede fordeling af elevbestanden i grundskolen fra børneklasse til 10. klassetrin opgjort for folkeskolen, frie grundskoler og efterskoler. Fra 1992 til 2001 steg andelen af elever i de frie grundskoler fra 10,8% til 11,8%. I samme periode steg efterskolernes andel fra 2,7% til 3,3%.

I tabel 3.3.3 opgøres børnehaveklassedækningen i perioden 1991/92 til 2000/01. Langt hovedparten af de børn, der går i 1. klasse, har året forinden gået i børnehaveklasse. I 1992 var børnehaveklassedækningen 97,5% mod 99,5% i 2001.

I tabel 3.3.4 og i figur 3.3.2 opgøres elev/lærerratioen og normalklassekvotienten, svarende til det gennemsnitlige antal elever pr. klasse, fra 1992 til 2001. I 1999 udgjorde elev/lærerratioen i folkeskolen 10,7. For de frie grundskoler var tallet 9,7.

Folkeskolen havde de højeste normalklassekvotienter. Den var endog svagt stigende frem til 1999. I 2001 lå kvotienten på 19,0, i 1992 på 18,4. I 2001 lå de frie grundskolers klassekvotient på 17,0 mod 16,7 i 1992.

I tabel 3.3.5 præsenteres vidtgående specialundervisning i folkeskolen og på de frie grundskoler, opgjort for 6-16-årige, fra 1992 til 2001. Vidtgående specialundervisning er mest udbredt i folkeskolen.

I 2001 modtog 1,26% af folkeskolens elever vidtgående specialundervisning, mens det kun var 0,03% af eleverne på de frie grundskoler.

I tabel 3.3.6 opgøres gennemsnitlige prøvekarakterer og antal prøver i grundskolen i perioden 2000 til 2002.

Dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi går stort set alle 9 klasses elever op til folkeskolens afgangsprøve i. Væsentligt flere går til afgangsprøven i tysk frem for fransk. Endeligt går relativt få elever til folkeskolens afgangsprøve i Håndarbejde, Sløjd og Hjemkundskab.

Karaktermæssigt ligger de store prøvefag tæt på et landsgennemsnit på 8,0. Dog ligger mundtlig dansk, matematik engelsk og fransk alle årene over 8. De fleste (ca. 75%) af 10. klasseeleverne vælger at gå til 10. klasseprøven. Sammenlignes karakterniveauet ved folkeskolens afgangsprøve med resultaterne ved 10. klasse prøven er det eneste klare billede, at 10. klasse prøvekaraktererne er højere i sprogfagene. Derimod er der en klart tendens til at de 10 klasse elever, der tager folkeskolens afgangsprøve får lavere karakterer end 9. klasse eleverne. I tabel 3.3.7 opgøres den regionale fordeling af grundskoler pr. 1/10 2001. Tallene opgøres på offentlige og private grundskoler samt på landstotaler.

Der var i alt 3.043 grundskoler; heraf var 2.321 offentlige skoler, hvilket svarer til 75,3% af alle grundskoler. I Storkøbenhavn var 75,3% af grundskolerne offentlige; den tilsvarende andel i fx. Ribe Amt var 80,9%.

3.4 Lærerressourcer

Til undervisning i grundskolen kræves naturligvis lærerressourcer. Pr. 1/8 2000 trådte en ny arbejdstidsaftale i kraft, den afskaffede den gamle ”U, F- og Øtimeopgørelse”. Dette har medført problemer for opgørelsen af lærerressourcer efter 1999/00.

I tabel 3.4.1 opgøres antallet af lærere og lærerårsværk i grundskolen (ekskl. efterskolen) fra 1992/93 til 1999/00. I 1999/00 var der samlet ansat ca. 55.000 lærere i grundskolen; heraf var ca. 49.000 lærere i folkeskolen og ca. 6.000 på de frie grundskoler.

Sammenlignes antallet af lærerårsværk med antallet af ansatte lærere, viser det sig, at langt hovedparten af lærerne båd i folkeskolen og på de frie grundskoler var fuldtidsansatte.

I 1999/00 var der i alt 52.000 lærerårsværk fordelt med 46.000 årsværk i folkeskolen og 6.000 årsværk på de frie grundskoler.

3.5 Frekvenser og tider for grundskoleforløbet 

I dette afsnit opgøres fuldførelsesprocenter samt fuldførelses- og afbrudstider for grundskoleområdets 8. til 10. klassetrin (efterskolen opgøres separat). Fuldførelsesprocenten beregnes hvert år ud fra det mønster, der kan iagttages i tværsnitsperioden. Man kan sige, at fuldførelsesprocenten er en beregnet størrelse for, hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt uddannelsen, som forventes at fuldføre den (uddannelsesskift i et forløb betragtes som afbrud). Således kan en afbrudsprocent beregnes som: 100% minus fuldførelsesprocenten.

Fuldførelsesprocenterne er af størst interesse efter 9. klassetrin. På grundskolens 8. og 9. klassetrin er der ikke de helt store udsving, da flertallet af eleverne i grundskolen følger et undervisningsår af samme længde, hvorefter de det efterfølgende år overgår til næste klassetrin, der igen er af samme længde.

Fuldførelsesprocenterne for grundskolens 8. til 10. klassetrin (fra 1992 til 2001) opgøres i tabel 3.5.1 og i figur 3.5.1.

Fuldførelsesprocenten på efterskolens 8. og 9. klassetrin er generelt lavere end for de tilsvarende trin i den øvrige grundskole. I 2001 fuldførte 98,4% den almindelige grundskoles 9. klassetrin mod en fuldførelse på 93,1% i efterskoleregi, den modsatte tendens ses for 10. klassetrin. I 2001 fuldførte 95,1% af efterskolens elever 10. klasse mod den øvrige grundskoles 92,2%. For efterskolens 10. klassetrin spores ydermere en stigende tendens til at fuldføre.

I tabel 3.5.2 opgøres de gennemsnitlige fuldførelsestider for 8. til 10. klassetrin. Det ses, at der stort set ingen forskel er på grundskole- og efterskoletrinenes tider for fuldførelse, idet et almindeligt skoleår/trin betragtes som værende omkring 10 måneder.

De gennemsnitlige afbrudstider præsenteres i tabel 3.5.3. Der er for dette område tale om et lavt antal afbrud; af den årsag, kan der forekomme variationer i de gennemsnitlige tider. Hovedparten af de elever, der afbrød grundskolen på et af de højeste trin, valgte dog at gøre det omkring midtvejs på det pågældende trin.

3.6 Overgangsmønster ved fuldførelse og afbrud fra grundskoleområdet

I dette afsnit præsenteres overgangsmønstret fra både fuldførte og afbrudte uddannelsesforløb for grundskoleområdets 9. og 10. klassetrin. Efterskolen er opgjort særskilt. I opgørelserne kan man se, om en elev efter at have afsluttet et uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller hvilket nyt forløb vedkommende i modsat fald påbegynder.

Det overgangsmønster, der præsenteres i opgørelsen, er det, man kan forvente at se, hvis de overgangstendenser, man så i og op til den givne tværsnitsperiode, fastholdes. Overgangene vises fra givne uddannelsesundergrupper til uddannelseshovedgrupper. Alle overgange fra en fuldført eller afbrudt uddannelsesgruppe udgør 100%. Der kommenteres kun på udvalgte overgange fra de enkelte undergrupper.

Overgangsmønstret efter et fuldført grundskoleforløb på 9. og 10. klassetrin fra 1992 til 2001 opgøres i tabel 3.6.1. For alle grundskoletrinene ses en stigende lyst til at forsætte i uddannelsessystemet; fx faldt overgangen fra almindeligt 9. klassetrin til omverdenen fra 1,5% i 1992 til 0,9% i 2001.

Overgangen fra fuldført 9. klassetrin vil være størst til grundskolen (ca. 58%). I 2001 vil ca. 20% gå fra den almindelige grundskoles 9. klassetrin til en almengymnasial uddannelse. For efterskolens 9. klassetrin vil overgangen hertil udgøre ca. 12%. Overgangen fra almindeligt 9. klassetrin til de erhvervsgymnasiale uddannelser vil udgøre 6,8%, mens overgangen fra 9. klassetrin på efterskole vil udgøre 3,5%.

Af de elever, der i 2001 fuldførte grundskolens almindelige 10. klassetrin, vil 39,8% påbegynde en uddannelse på det erhvervsfaglige uddannelsesområde. Fra 10. efterskoletrin vil overgangen udgøre 30,9%.

Markant flere fra efterskolens 10. klassetrin end fra almindeligt 10. klassetrin vil efter fuldførelse påbegynde en gymnasial uddannelse. Fra efterskolens 10. klassetrin (i 2001) vil overgangen til en gymnasial uddannelse udgøre ca. 58% mod ca. 49% fra almindeligt 10. klassetrin.

I tabel 3.6.2 opgøres overgangsmønstret for de elever, der valgte at afbryde grundskolens 9. eller 10. klassetrin i perioden fra 1992 til 2001. Også her opgøres efterskolen særskilt. For dette område ses en markant ændring i adfærden. Langt færre vil forlade uddannelsessystemet uden at forsætte på en anden uddannelse. For grundskolens almindelige 9. klassetrin falder overgangen til omverdenen efter afbrud fra 1992 til 2001 fra 21,5% til 14,6%. For efterskolens 9. klassetrin falder overgangen til omverdenen efter afbrud fra 13,4% til 6,9%.

Også for 10. klassetrin ses en ændret adfærd. For almindeligt 10. klassetrin vil overgangen til omverdenen falde fra 23,6% til 10,2%. For 10. klassetrin på efterskole falder overgangen fra 20,7% til 7,6%.

Overgangsmønstret efter afbrud fra grundskolens almindelige 9. klassetrin i 2001 viser, at ca. 36% vil vælge igen at påbegynde grundskolen. Ca. 27% vil fortsætte på en uddannelse på det erhvervsfaglige uddannelsesområde.

Efter et afbrud fra efterskolens 9. klassetrin vil ca. 52% atter fortsætte på et grundskoletrin, og ca. 24% vil påbegynde det erhvervsfaglige uddannelsesområde.

For de elever, der i 2001 afbrød grundskolens almindelige 10. klassetrin, som er ud over normal undervisningspligt, vil ca. 10% forlade uddannelsessystemet. Omkring 54% vil påbegynde en uddannelse på det erhvervsfaglige uddannelsesområde, og ca. 21% vil påbegynde en ikke kompetencegivende ungdomsuddannelse.

På efterskolens 10. klassetrin vil ca. 20% af afbryderne i 2001 vende tilbage til grundskolen, ca. 37% vil påbegynde en uddannelse under det erhvervsfaglige uddannelsesområde, og ca. 20% vil påbegynde en ikkekompetencegivende ungdomsuddannelse.

3.7 Normerede overgange i grundskolen

I dette afsnit præsenteres det normerede overgangsmønster fra afsluttede uddannelsesforløb for grundskoleområdets 8. til 10. klassetrin (efterskolen er opgjort separat). I opgørelserne kan man se, om en elev efter et givent uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller hvilket andet uddannelsesforløb vedkommende i modsat fald påbegynder.

For at forstå hvad det normerede overgangsmønster viser, kan følgende billede benyttes. Lad os antage at vi fra et givet år følger alle eleverne på 8. klassetrin for at se, hvilke uddannelser de går til i de kommende år. Når de mange år senere har forladt uddannelsessystemet helt, kan vi lave en samlet oversigt over de vandringer, eleverne har foretaget. Fx vil omkring 99% være fortsat fra 8. til 9. klassetrin, og herfra vil måske ca. en tredjedel gå til gymnasiet. På denne måde vil man op gennem uddannelsessystemet kunne angive, hvor mange procent af de oprindelige 8. klasseelever, der foretager hvilke overgange. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, hvilket betyder, at en person kan tælles flere gange.

En forløbsundersøgelse med optælling af overgangene vil tage mange år. Vi har derfor beregnet et normeret overgangsmønster ud fra det overgangsmønster, vi præsenterede i afsnit 3.6.

Det normerede overgangsmønster viser således, hvor mange procent af en given ungdomsårgang, man kan forvente vil foretage de forskellige overgange i uddannelsessystemet, hvis overgangsmønstret i fremtiden er det samme som op til 2001.

I tabellerne 3.7.1 til 3.7.4 opgøres de normerede overgange for grundskolens højeste trin i 2001. Overgangene vises fra givne uddannelsesundergrupper til givne uddannelseshovedgrupper. I tabellerne sondres mellem "normale" grundskoletrin og efterskoletrin. Tallene opgøres på køn og på fuldførte og afbrudte forløb.

Man kan populært sige, at næsten hele den beregnede ungdomsårgang (inkl. efterskolen) vil påbegynde 8. klassetrin. Herefter vil nogle få falde fra, og resten vil påbegynde 9. klassetrin. På 10. klassetrin vil der være en mindre andel (rundt regnet 59%).

I tabel 3.7.1 og tabel 3.7.2 opgøres det normerede overgangsmønster fra almindeligt 9. klassetrin og efterskolens 9. klassetrin. I alt vil 97,3% af en ungdomsårgang gå i 9. klasse (inkl. efterskolen). Heraf 85,0% på et almindeligt 9. klassetrin og 12,3% på 9. klassetrin på efterskolen.

Fra 9. klassetrin forventes 56,2% (heraf efterskole 7,7%) at fortsætte i grundskolen (hovedsageligt 10. klassetrin). 18,3% af årgangen vil påbegynde en almengymnasial uddannelse, og 6,1% vil påbegynde en erhvervsgymnasial uddannelse. 1,2% af den samlede 9. klasses årgang vil forlade uddannelsessystemet.

I tabel 3.7.3 og tabel 3.7.4 opgøres det normerede overgangsmønster fra almindeligt 10. klassetrin og efterskolens 10. klassetrin. I alt vil 58,6% af ungdomsårgangen påbegynde 10. klasse (inkl. efterskolen), heraf 36,0% på almindeligt 10. klassetrin og 22,6% på 10. klassetrin på efterskolen.

Fra 10. klassetrin (inkl. efterskole) vil 18,5% af årgangen påbegynde en almengymnasial uddannelse og 10,5% en erhvervsgymnasial uddannelse. 14,7% af årgangen forventes at påbegynde et teknisk og 5,6% et merkantilt grundforløb. Efter 10. klassetrin vil 1,8% af årgangen forlade udannelsessystemet.

3.8 Vandringer fra grundskoleområdet

I figur 3.8.1 illustreres de overgange, der er beregnet i det normerede overgangsmønster. Vi ser således de vandringer, man kan forvente, at de unge foretager, hvis mønstret er det samme som i perioden op til 2001. Alle tal er angivet som procenter af en ungdomsårgang, der antages at svare til det antal elever, der et givet år forlader grundskolens ældste klasser. Bemærk at det erhvervsfaglige uddannelsesområde er opdelt i to uddannelsesgrupper: grundforløb og hovedforløb m.v.

Overgangene fra grundskolen vil normalt være sket efter fuldført 9. eller 10. klassetrin. Et mindre antal elever afbryder fx 10. klassetrin, men kan af den grund alligevel fortsætte i uddannelsessystemet. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, hvilket betyder, at en person kan tælles flere gange. I dette afsnit behandles efterskolen ikke separat. Overgang til gruppen selv indgår ikke i figuren.

I 2001 vil 37,0% af grundskoleeleverne fortsætte på det gymnasiale uddannelsesområde og 7,1% på en ikke kompetencegivende uddannelse. 16,6% vil fortsætte på en uddannelse på det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde, mens 33,0% vil fortsætte på et erhvervsfagligt grundforløb (heraf 2,8% med et afbrudt forløb fra grundskolen). 2,8% forventes at påbegynde et erhvervsfagligt hovedforløb m.v., og endelig vil 0,6% fortsætte på en uddannelse under det videregående uddannelsesområde (DVU).

3,4% af eleverne fra grundskolen vil forlade uddannelsessystemet og gå til omverdenen (grundskolerestgruppen). Af disse vil kun 0,9% have et afbrudt grundskoleforløb bag sig . En del af restgruppen vil påbegynde en uddannelse uden for det "formelle" uddannelsessystem, fx egu, enkeltfag og voksenuddannelser m.v. Disse uddannelser indgår ikke i beregningen, og det kan derfor forventes, at restgruppen er overestimeret.

3.9 Institutionsfordelte bestandstal

I dette afsnit opgøres institutionsfordelte bestandstal for grundskolens 8. til 10. klassetrin. Tallene viser, hvor mange elever der modtager, eller har modtaget, undervisning i grundskolen pr. 1/10 2001. Antallet af elever i bestanden svarer til opgørelsen i tabel 3.1.1, afsnit 3.1. Bestandstallene bygger på institutionernes indberetning til Danmarks Statistik. Institutionsoplysningerne stammer fra Danmarks Statistiks institutionsregister.

I tabel 3.9.1 opgøres institutionerne alene på hovedgrupper, da det vil være for omfattende at tabellere alle eleverne på de mange grundskoler. Tabellen indeholder bestanden af elever på grundskolens 8. til 10. klassetrin pr. 1/10 2001.

Der gik i alt 147.368 elever på grundskolens højeste trin; heraf gik 21.384 elever på efterskoler. Det ses tillige, at hovedparten af efterskoleeleverne befandt sig på 10. klassetrin. 1.899 elever befandt sig på specialskoler for børn og 1.542 på kommunale ungdomsskoler.

I tabel 3.9.2 opgøres bestanden fra tabel 3.9.1 procentuelt. 83,2% af eleverne gik på en grundskole, og 14,5% havde valgt at gå på efterskole.

Antallet af elever på specialskoler for børn udgjorde 1,3 procent, og var nogenlunde ligeligt fordelt på de tre grundskoletrin.

4. Det gymnasiale uddannelsesområde

Det studieforberedende gymnasiale uddannelsesområde opdeles i to områder: det almengymnasiale område og det erhvervsgymnasiale område. Fælles er, at uddannelserne skal forberede unge til en videregående uddannelse ved at give dem de nødvendige almene og teoretiske kvalifikationer hertil. Alle elever, der i grundskolen har modtaget den relevante undervisning og har aflagt de fastsatte prøver, kan fortsætte i en gymnasial ungdomsuddannelse, med mindre den afleverende skole vurderer, at eleven har truffet sit valg på et utilstrækkeligt eller urealistisk grundlag. I sådanne tilfælde indstilles eleven til en optagelsesprøve. Der er således ikke fri adgang til de gymnasiale uddannelser.

Almengymnasiale uddannelser kan hovedsageligt påbegyndes efter afsluttet 9. eller 10. klassetrin efter gældende regler for optagelse. Området består af det 3-årige gymnasium, det 2-årige hfkursus (og 3-årige hf) og det 2-årige studenterkursus. De enkelte uddannelser omfatter obligatoriske fag og valgfag. Derfor kan de samlede forløb i et vist omfang sammensættes individuelt. De almengymnasiale uddannelser er boglige uddannelser, der afsluttes med studenter eller hf eksamen. Eksamen giver generel studiekompetence og kvalificerer til optagelse på de videregående uddannelser, ofte dog afhængig af fagvalg, fagniveau samt eksamensresultat. De gymnasiale uddannelser kan også bruges som indgang til en erhvervsuddannelsespraktikplads i en virksomhed.

De erhvervsgymnasiale uddannelser er 3-årige uddannelser på handelsskoler eller tekniske skoler og påbegyndes i dag efter afsluttet 9. eller 10. klassetrin og efter gældende regler for optagelse. De afsluttes med hhv. højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx). For unge, der i forvejen har en studenter eller hfeksamen, er der et koncentreret 1årigt hhxforløb. De erhvervsgymnasiale uddannelser er boglige uddannelser med vægt på merkantile eller tekniske fag. De erhvervsgymnasiale uddannelser giver generel studiekompetence og kvalificerer til optagelse på de videregående uddannelser, dog afhængig af fagvalg, fagniveau og eksamensresultat. Desuden giver en hhx eller htxeksamen grundlag for ansættelse i erhvervslivet, som regel i en uddannelsesstilling.

Den særlige 1-1½ årige adgangseksamen til ingeniøruddannelserne regnes også som en gymnasial uddannelse, der som hovedregel påbegyndes efter tidligere afsluttet erhvervsfaglig uddannelse (industri eller håndværksuddannelse). Uddannelsen giver adgang til diplomingeniøruddannelserne.

4.1 Bestand, tilgang og afgang af elever nu

I dette afsnit opgøres de historiske elevbevægelser for det gymnasiale uddannelsesområde. Tallene viser, hvor mange elever der modtager eller har modtaget undervisning på det gymnasiale område fra 1992 til 2001. Elevbestanden opgøres pr. 1/10 i året. De øvrige elevbevægelser måles over en periode fra 1/10 året før til 30/9 i året.

Tabellerne med elevbevægelser opgøres i to forskellige totaler, for både det almengymnasiale område og for det erhvervsgymnasiale område. Den ene sammentælling er summen af alle de bevægelser, der forekommer, både ind og ud af grupperne og internt mellem uddannelserne i grupperne. Den anden sammentælling indeholder kun de bevægelser, der sker til og fra de enkelte grupper som helhed. Fx vil elevbevægelser fra gymnasiets matematiske linje til gymnasiets sproglige linje tælle med i den første sammentælling, men de vil ikke tælle med i den anden. Bestandstallene derimod indeholder kun én sammentælling.

Inden gennemgang af tabellerne i dette afsnit skal der gøres opmærksom på det forhold, at i 1994 og 1995 blev hhv. højere teknisk eksamen (htx) og højere handelseksamen (hhx) forlænget med et år til et treårigt forløb. Samtidig blev adgangsvejen ændret fra et skoleforløb på erhvervsuddannelserne til adgang direkte fra grundskolen.

I tabel 4.1.1 og figur 4.1.1 opgøres det gymnasiale områdes elevbestand fra 1992 til 2001. Fra 1992 til 1994 steg bestanden med 2,9%. Herefter ses næsten konstant fald frem til 2000. I 2001 var der i alt indskrevet 98.559 elever; i 1992 var bestanden 1% højere. I 1992 udgjorde eleverne på de erhvervsgymnasiale uddannelser 26,5% af områdets bestand af elever. I 2001 var denne andel steget til hele 34,5%. Det skyldes primært, at htx- og hhxuddannelserne blev 3-årige i hhv. 1994 og 1995.

I 1992 var der 73.055 elever på de almengymnasiale uddannelser, i 2001 var der kun 64.616 elever (et fald på 11,6%). Faldet dækker dog over forskellige udviklingstendenser i perioden:

Næsten hvert eneste år faldt bestanden af elever på gymnasiets matematiske linje. Denne tendens ses ikke for den sproglige linje, som i perioden 1992 til 1996 oplevede en vækst i bestanden. For begges linjers vedkommende ses en svag stigning i elevbestanden fra 2000 til 2001.

De seneste år har bestanden af hfelever ligget på ca. 11.000. I 1992 læste 14.191 elever hf. Det ses tillige, at antallet af elever på studenterkurser faldt næsten hvert eneste år i perioden (det samlede fald udgør hele 33,0%).

I 2001 gik 33.983 elever på en erhvervsgymnasial uddannelse. Fra 1992 til 2001 steg elevbestanden med hele 29,2%.

Den samlede bestand på det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde udviste en næsten konstant stigende elevbestand (se note 3 vedr. adgangskursus til diplomingeniøruddannelsen). Den største stigning ses fra 1994 til 1995, hvor den 2-årige hhx blev forlænget til et 3årigt forløb med direkte adgang fra grundskolen. Når en uddannelse forlænges, vil bestanden naturligt vokse til et højere leje. Sammenlignes bestanden i 1997 med bestanden i 2001, ses et periodefald på 1,3%.

I 2001 læste i alt 2.715 elever på den 1-årige hhx. Periodens højeste bestand ses i 1998 med 3.391 elever.

I 2001 gik 66,3% af de erhvervsgymnasiale elever på den 3-årige hhx. Dette svarer til 22.535 elever. Htx blev som hhx omlagt til et 3årigt forløb med direkte adgang fra grundskolen. Dette ses tydeligt på stigningen her fra 1993 til 1994. Herefter viste der sig en naturlig stigende elevbestand. Men fra 1997 til 2001 steg den med hele 27,1%.

Tilgangen fra 1992 til 2001 til de to gymnasiale områder opgøres i tabel 4.1.2. I figur 4.1.2 opgøres alene nettotilgangen til områderne. For disse uddannelsers vedkommende, svarer summen af tilgange stort set til nettotilgangen.

Det almengymnasiale uddannelsesområde har fortsat den største samlede nettotilgang. Fra 1992 til 2001 faldt nettotilgangen til de almengymnasiale uddannelser med 10,0% fra 27.358 elever til 24.613 elever.

I 1992 lå nettotilgangen til de erhvervsgymnasiale uddannelser på 15.778 elever, i 2001 var tilgangen faldet til 14.704 elever.

Fra 1992 til 2001 faldt tilgangen til gymnasiets matematiske linje fra 12.080 elever til 10.826 elever (fald på 10,4%). For den sproglige linje ses en stigende tilgang i perioden fra 8.110 elever til 8.485 elever (stigning på 4,6%). For såvel hf som for studenterkursus ses en faldende søgning.

For det erhvervsgymnasiale område ses den største tilgang til den 3-årige hhx, i 2001 udgjorde elevtilgangen 8.304. For htx lå tilgangen på 3.244 elever. Det ses tillige, at i både 2000 og 2001 oversteg tilgangen til htx tilgangen til den 1-årige hhx som var den hyppigst valgte af de to uddannelser.

I tabel 4.1.3 opgøres antallet af elever, der fuldførte en gymnasial uddannelse fra 1992 til 2001. Summen af fuldførelser og antallet af nettofuldførelser svarer stort set til hinanden.

De almengymnasiale uddannelser havde samlet 20.545 nettofuldførelser i 2001. Tallet for de erhvervsgymnasiale uddannelser var 10.622 fuldførelser. For både de almengymnasiale uddannelser og de erhvervsgymnasiale uddannelser var der tale om et fald i antallet af fuldførte forløb, hvis man sammenligner 1992 med 2001. For de almengymnasiale udannelser udgjorde faldet 17,5% og for de erhvervsgymnasiale lå faldet på 14,7%

I tabel 4.1.4 opgøres det antal af elever, der valgte at afbryde en uddannelse under det gymnasiale område fra 1992 til 2001. Antallet af nettoafbrud for det almengymnasiale område udgjorde 3.800 elever i 1992, mod 3.941 afbrud i 2001. For det erhvervsgymnasiale område var nettoafbruddet hhv. 2.110 og 3.200. For begge områders vedkommende ses et varierende antal af nettoafbrud.

4.2 Bestand, tilgang og afgang af elever i fremtiden

I dette afsnit præsenteres de fremskrevne elevtal for det gymnasiale uddannelsesområde. Det opgøres, hvor mange elever der kan forventes at modtage undervisning inden for området i perioden fra 2002 til 2011. Elevbestandene opgøres pr. 1/10 i året, og elevbevægelserne måles i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året.

Tabellerne med elevbevægelser sammentælles med to forskellige totaler. Den ene sammentælling er alle forventede bevægelser; både ind og ud af gruppen og internt i gruppen. Den anden sammentælling indeholder kun de bevægelser, der forventes at ske ind og ud af de enkelte grupper. Fremskrivningerne foretages på baggrund af de elevbevægelser, man kender fra 2000, med udgangspunkt i forventningerne til ungdomsårgangens størrelse. Årgangene er allerede født.

I tabel 4.2.1 og figur 4.2.1 ses den forventede elevbestand opgjort fra 2002 til 2011 for det almengymnasiale uddannelsesområde og det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde. Bestanden for det samlede gymnasiale område forventes at nå sit toppunkt i fremskrivningens slutår med ca. 126.500 elever. Fra 2002 til 2011 forventes den samlede bestand at stige med 27,1%.

Fra 2002 til 2011 kan de almengymnasiale uddannelser imødese en konstant stigning i antallet af elever (27,5%). I 2011 vil bestanden ligge på omkring 83.200 elever.

For de erhvervsgymnasiale uddannelser forventes også en konstant stigende elevbestand i perioden (26,3%). I 2011 vil bestanden udgøre ca. 43.200 elever.

Den forventede tilgang i perioden fra 2002 til 2011 til det gymnasiale uddannelsesområde opgøres i tabel 4.2.2.

For såvel de almengymnasiale som de erhvervsgymnasiale uddannelser forventes en konstant jævnt stigende nettotilgang i fremskrivningsperioden. For de almengymnasiale uddannelser vil nettotilgangen formentlig stige med 26,3%. For de erhvervsgymnasiale uddannelser vil stigning i perioden udgøre 24,1%.

I 2011 forventes omkring 14.000 elever at starte på gymnasiets matematiske linje og ca. 11.100 elever på gymnasiets sproglige linje. Ca. 10.500 elever vil starte på den flerårige hhx og ca. 4.000 elever vil påbegynde htx.

De elever, der i fremtiden forventes at fuldføre en gymnasial uddannelse fra såvel det almen som det erhvervsgymnasiale område, opgøres i tabel 4.2.3.

Fra 2002 til 2003 vil antallet af nettofuldførelser falde svagt for det almengymnasiale område. Eller vil der, for begge områders vedkommende, ses et konstant stigende antal nettofuldførelser frem til 2011. I 2011 forventes omkring 25.800 elever at fuldføre en almengymnasial uddannelse, og ca. 13.400 elever vil fuldføre en erhvervsgymnasial uddannelse.

I 2011 forventes ca. 20.800 elever at fuldføre gymnasiets matematiske eller sproglige linje. Ca. 8.000 vil fuldføre flerårig hhx og ca. 2.600 vil gennemføre htx.

I tabel 4.2.4 opgøres det antal elever, der forventes at afbryde en gymnasial uddannelse fra 2002 til 2011. Antallet af afbrud følger nogenlunde udviklingen fra de to foregående tabeller. Der forventes ikke de store ændringer i afbrudsadfærden.

I 2011 forventes nettoafbruddet fra de almengymnasiale uddannelser at ligge på omkring 4.800. For det erhvervsgymnasiale område vil antallet af afbrud ligge på ca. 4.100.

4.3 Særlige opgørelser for det gymnasiale uddannelsesområde

I dette afsnit opgøres specielt udvalgte forhold for det gymnasiale uddannelsesområde.

I tabel 4.3.1 og figur 4.3.1 vises elevbestanden fordelt på køn fra 1992 til 2001. I 2001 var det almengymnasiale uddannelsesområde domineret af piger og det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde var domineret af drenge. Frem til 2000 havde gymnasiets matematiske linje dog flere drenge end piger. I 2001 vendte denne udvikling, og for første gang sås en svag overvægt af piger (50,3%). I 1992 var 54,8% af eleverne på den matematiske linje drenge. Den modsatte tendens ses for gymnasiets sproglige linje hvor der i 1992 var 22,0% drenge mod 23,1% i 2001.

For htx ses en lav andel af piger. Pigernes interesse for htx har dog været stigende. Fx udgjorde pigerne her 14,0% af eleverne i 1992 mod 16,9% i 2001.

I tabel 4.3.2 opgøres bestandens aldersgennemsnit fra 1992 til 2001. For de almengymnasiale uddannelser er der ikke sket de store ændringer i gennemsnitsalderen. I 2001 lå alderen på 17,8 år. De ældste elever findes på studenterkursus, i 2001 lå gennemsnitsalderen på 27,2 år.

Eleverne på de erhvervsgymnasiale uddannelser er noget ældre end eleverne på de almengymnasiale uddannelser. I 2001 var gennemsnitsalderen for bestanden 18,9 år. De ældste elever ses på adgangseksamen for diplomingeniører som i 2001 lå på 25,8 år.

I tabel 4.3.3 opgøres udviklingen af de regionale gymnasiefrekvenser for elever, der påbegyndte en gymnasial uddannelse fra 1992 til 2001. 58,0% af ungdomsårgangen påbegyndte i 2001 en gymnasial uddannelse. Der er regionale forskelle i gymnasiefrekvenserne. I hovedstadsområdet påbegyndte 57,4% af årgangen i 2001 en gymnasial uddannelse. De mellemamtslige elevbevægelser er den væsentligste forklaring på, at Roskilde Amt topper med en tilgangsfrekvens på 64,5% samlet for alle gymnasiale uddannelser. Nummer to er Frederiksborg Amt med 62,5% trods en nettoafvandring. Nummer tre er Ringkøbing Amt med 61,2% med en ganske lille nettoindvandring.

De laveste frekvenser finder vi i Fyns Amt med 51,9%, hvor der også er en mindre nettoafvandring. Derefter følger Vestsjællands med 52,0% med en relativ stor nettoafvandring og Storstrøms Amt 52,4% med en lille nettoindvandring.

I tabel 4.3.4 opgøres fordelingen af antallet af unge, der påbegyndte gymnasiets matematiske og sproglige linje fra 1992 til 2002. Selvom flertallet fortsat vælger den matematiske linje, har der vist sig et fald i fordelingen til gymnasiets matematiske linje til fordel for den sproglige linje. I 2002 påbegyndte 56,7% i 1992 var det 60,5%.

I tabel 4.3.5 opgøres de gennemsnitlige stamklassekvotienter for gymnasiets linjer og hf fra 1995/96 til 2001/02. Fra periodens start frem til 2000/01 lå klassekvotienten for matematikerne mellem 24,3 og 24,8, men i 2001/02 steg den til 25,2. For de sproglige studenter lå kvotienten fra periodens start til 2001/02 mellem 23,4 og 23,8. Også her ses der en stigning i 2001/02 hvor kvotienten lå på 24,5. I 2001/02 var klassekvotienten for hf faldet til 23,1, hvor den ellers havde ligget mellem 24,1 og 25,1.

I tabel 4.3.6 vises de gennemsnitlige eksamensresultater for studentereksamen (gymnasium og studenterkursus) og hf fra 1989/90 til 1998/99. Ved redaktionens afslutning forelå der endnu ikke nyere resultater. For studentereksamen ligger både års- og eksamensresultater forholdsvis stabilt. Dog ses et svagt fald i eksamenskaraktererne efter 1993/94. Ligeledes ses et fald i andelen, der opnåede et gennemsnit på 9,0 eller derover. I 1998/99 var andelen 25,6%. I 1998/99 var den gennemsnitlige eksamenskarakter for hf 7,6. Det var 0,5 lavere end karakteren for stu dentereksamen. 17,5% af hf’erne havde et gennemsnit på 9,0 eller derover. Dette var markant lavere end for studentereksamen.

I tabel 4.3.7 ses antal elever, der bestod en erhvervsgymnasial uddannelse ved sommereksamen i 2000 og 2001. Flerårig hhx havde det største samlede antal bestået eksaminer. I 2001 bestod 5.111 elever sommereksamen, 53% var piger. For htx og 1årig hhx var det hhv. 1.454 og 1.840 elever, der bestod eksamen.

I tabel 4.3.8 vises fordelingen af eksamenskarakter for de elever der bestod sommereksamen i 2000 og 2001. Fra sommereksamen 2001 ses, at hovedvægten af karaktererne blev givet med 7 og 8, for flerårig hhx udgjorde de ca. 68% af dem der bestod, for 1årig hhx var det ca. 63% og for htx ca. 65%.

I tabel 4.3.9 opgøres den procentuelle fordeling af tilgangen af elever på de almen- og erhvervsgymnasiale uddannelser fordelt på personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere, opgjort for perioden 1992 til 2001.

For tilgangen til de almengymnasiale uddannelser ses, at i 1992 var 3,2% indvandrere eller efterkommere, i 2002 var andelen steget til 7,7%. For tilgangen til de erhvervsgymnasiale uddannelser var tallene hhv. 2,7% og 7,2%.

I tabel 4.3.10 og tabel 4.3.11 præsenteres de regionale fordelinger af institutioner pr. 1/10 2001 for hhv. almengymnasiale og erhvervsgymnasiale skoler fordelt på offentlige og private ejerforhold.

Der var i alt 256 skoler der havde elever fra det almengymnasiale uddannelsesområde.

I Jylland findes kun 6 selvejende private gymnasier, i Storkøbenhavn var der 11. Fyn og Bornholm har ingen private gymnasier, men hhv.22 og 2 offentlige gymnasier.

For de erhvervsgymnasiale uddannelser foregår undervisningen på handelsskoler og på tekniske skoler, men også på universiteter og ingeniørhøjskoler (pga. adgangseksamen til dipomingeniøruddannelsen). Der var i alt 92 skoler, som havde registreret elever på de erhvervsgymnasiale uddannelser. I Storkøbenhavn og Århus var tallet 9 skoler, på Bornholm var der 1 skole.

4.4 Lærerressourcer

For at undervise inden for det almengymnasiale uddannelsesområde kræves normalt en universitetsuddannelse i to fag fra gymnasiets/hf’s fagrække. Med den nye pædagogikumordning, der trådte i kraft pr. 1. august 2002, ansættes kandidaterne i en 1 eller 2årig uddannelsesstilling, som bl.a. omfatter pædagogikum og deltagelse i skoleudvikling. Efter gennemført uddannelsesstilling bliver gymnasielærerne normalt fast tilknyttet et bestemt gymnasium, hvor de underviser i fag svarende til deres universitetsuddannelse. En gymnasielærers lærerløntimer består i denne tidsserie dels af skematimer, dels af reduktionstimer. I dag opgøres lærerløntimerne på en anden måde, men de historiske tal i dette afsnit knytter sig til den opgørelsesmetode.

Underviserne eller lærerne inden for det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde har en mere varieret uddannelsesmæssig baggrund. Arbejdstiden for en underviser på det erhvervsgymnasiale område er sammensat af: Undervisning, rettearbejde, eksamen samt øvrige timer.

I tabel 4.4.1 opgøres antallet af lærere og lærerårsværk for gymnasiet, den 2-årige hf og den 2-årige studenterkursus fra 1991/92 til 2000/01. I 1991/92 var i alt ansat ca. 8.000 årsværk på det almengymnasiale uddannelsesområde, svarende til 8.000 fuldtidsansatte lærere. Herefter lå såvel lærerårsværks som antal lærere stabilt på hhv. 9.000 lærere og 8.000 lærerårsværk.

I tabel 4.4.2 opgøres arbejdstimeforbruget for de almengymnasiale uddannelser fra 1996/97 til 1998/99. Ved redaktionens afslutning forelå der endnu ikke nyere tal. I 1998/99 blev der samlet forbrugt ca. 13 mio. arbejdstimer. I 1996/97 gik 57,9% af arbejdstimerne til skematimer inkl. forberedelse. I 1998/99 faldt andelen til 57,0%. Anden reduktions andel af arbejdstimeforbruget steg fra 23,3% til 24,5%.

I 1998/99 udgjorde skematimerne og anden reduktion tilsammen 81,5% af arbejdstimeforbruget på de almengymnasiale uddannelser. Skematimer udgjorde dermed den største andel af det samlede arbejdstimeforbrug.

I tabel 4.4.3 opgøres elev/lærerratioen for de almengymnasiale uddannelser fra 1992/93 til 2000/01. Fra periodens start til 1996/97 lå elev/lærerratioen stabilt mellem 8,9 og 9,0. Herefter faldt ratioen til 8,6 i 200/01.

I tabel 4.4.4 præsenteres antal årselever og lærerårsværk samt antal elever/lærerårsværk opgjort for finansårene 1996 til 2001.

Antallet af elever pr. lærerårsværk på den flerårige hhx lå i intervallet fra 11,0 til 11,9. Antallet af lærerårsværk var størst i 1998 med 2.030 årsværk, i 2000 udgjorde antal lærerårsværk 1.827.

For htx lå antal elever pr. lærerårsværk i intervallet 7,7 til 8,3. Der For denne uddannelse ses et konstant stigende antal lærerårsværk. I 2001 var der 875 mod 693 i 1996.

Den 1-årige hhx havde områdets laveste antal årselever, svarende til 2.733 i 2001. Uddannelsen havde områdets højeste antal elever pr. lærerårsværk (14,1). I 2000 var der i alt 193 lærerårsværk.

4.5 Frekvenser og tider for de gymnasiale uddannelsesforløb

I dette afsnit opgøres fuldførelsesprocenterne samt fuldførelses og afbrudstiderne for det gymnasiale uddannelsesområde. Fuldførelsesprocenten beregnes hvert år ud fra det mønster, der kan iagttages i tværsnitsperioden. Man kan sige, at fuldførelsesprocenten er en beregnet størrelse for, hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt uddannelsen, som forventes at fuldføre den (dvs. uddannelsesskift i et forløb betragtes som afbrud). Således kan en afbrudsprocent beregnes som: 100% minus fuldførelsesprocenten.

I tabel 4.5.1 og figur 4.5.1 vises fuldførelsesprocenterne for uddannelserne under det gymnasiale område fra 1992 til 2001. Gymnasiet har den højeste fuldførelse af de almengymnasiale uddannelser, mens de højeste fuldførelsesprocenter for de erhvervsgymnasiale uddannelser ses for 1årig hhx og flerårig hhx.

For de almengymnasiale uddannelser ses at de sproglige elever havde den højeste fuldførelsesprocent; i 2001 fuldførte 87,7%. For matematikerne var det 87,2%, der fuldførte. For studenterkursus ses en stigende tendens til at fuldføre, fx fuldførte 61,3% i 2001 mod 53,6% i 1992. I 2001 fuldførte 68,3% hf, for hf ses en faldende fuldførelsestendens i perioden.

De erhvervsgymnasiale uddannelser havde en varierende udvikling i fuldførelsestendensen. 1årig hhx havde områdets højeste fuldførelse (83,8% i 2001). Fuldførelsesprocenten for flerårig hhx faldt fra et meget højt niveau på omkring 90% til 77,9% i 2001. Igen skal erindres om den mulige effekt af indførelsen af den 3-årige hhx i 1995, hvor afbruddet måske lå på skoleperioden på de erhvervsfaglige uddannelser. For htx lå fuldførelsesprocenten i 2001 på 70,6.

I tabel 4.5.2 ses de gennemsnitlige fuldførelsestider for de gymnasiale uddannelser i perioden 1992 til 2001. Fuldførelsestiden for dette område svarer stort set til normeret tid.

I tabel 4.5.3 ses de gennemsnitlige afbrudstider for de gymnasiale uddannelser fra 1992 til 2001. For de almengymnasiale uddannelser lå afbrudstiden på lidt over et år. For det 2årigt studenterkursus var det lidt under et år. For de erhvervsgymnasiale uddannelser ses dem længste afbrudstid på flerårig hhx, hvor eleverne rundt regnet brugte 1½ år på uddannelsen, før de afbrød.

4.6 Overgangsmønster ved fuldførelse og afbrud fra det gymnasiale uddannelsesområde

I dette afsnit præsenteres overgangsmønstret fra både fuldførte og afbrudte uddannelsesforløb for det gymnasiale uddannelsesområde. I opgørelserne kan man se, om en elev efter at have afsluttet et uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller hvilket nyt uddannelsesforløb vedkommende i givet fald påbegynder. Det overgangsmønster, der præsenteres i opgørelsen, er det, man kan forvente at se, hvis de overgangstendenser, man så i og op til den givne tværsnitsperiode, fastholdes. Overgangene vises fra givne uddannelsesundergrupper til uddannelseshovedgrupper. Alle overgange fra en fuldført eller afbrudt uddannelsesgruppe udgør 100%. Der kommenteres kun på udvalgte overgange fra de enkelte undergrupper.

I tabel 4.6.1 ses overgangsmønstret fra et fuldført forløb fra en gymnasial uddannelse fra 1992 til 2001. For alle de almengymnasiale uddannelser faldt overgangen til omverdenen markant. De sidste 10 år ses en øget lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet efter et fuldført forløb. Fx faldt overgangen fra hf til omverdenen markant fra 12,1% i 1992 til 4,0% i 2001.

For matematiske studenter ses at i 2001 vil 50,6% fortsætte på en bachelor eller kandidatuddannelse og 22,3% på en mellemlang videregående uddannelse (MVU). Også for sproglige studenter vil den største overgang ske til bachelor- og kandidatuddannelserne (38,9%), medens 25,7% vil fortsætte på MVU. Hf havde et noget andet mønster. Den største overgang vil ske til MVU (41,7%), og kun 17,1% vil påbegynde en bachelor eller kandidatuddannelse. 17,4% vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse m.v.

Også for alle uddannelser under det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde viste der sig en stigende lyst til at forsætte i uddannelsessystemet efter fuldførelse. Tendensen her var endog stærkere. Fx faldt overgangen fra flerårig hhx til omverdenen fra 14,1% i 1992 til 4,8% i 2001. Hvor hhx tidligere i nogen grad førte direkte ud på arbejdsmarkedet, er det nu blevet en ”normal” studieforberedende uddannelse. Af de elever, der i 2001 fuldførte flerårig hhx, vil 38,5% forsætte på det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. I 1992 var overgangen hertil 53,5%. Denne ændring betyder en markant stigende overgang til de videregående uddannelser (DVU). I 1992 var overgangen hertil 30,8% mod 51,5% i 2001.

Overgangsmønstret efter fuldført 1-årige hhx viser, at 29,7% vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse m.v. og 64,7% vil påbegynde en videregående uddannelse (i 1992 var det 49,4%).

De personer der fuldførte htx, målretter sig i stigende grad mod de videregående uddannelser. I 2001 forsatte 72,9% på disse uddannelser i 1992 var det 68,7%. Overgangen til omverdenen faldt fra 10,8% i 1992 til 4,4% i 2001.

I tabel 4.6.2 opgøres overgangsmønstret for de unge, der valgte at afbryde en gymnasial uddannelse fra 1992 til 2001. Der var også en stigende lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet efter et afbrudt forløb. En lille del af de gymnasiale afbrydere ender således i den såkaldte uddannelsesmæssige restgruppe.

I 2001 vil 26,6% af de der afbrød gymnasiets matematiske linje, igen påbegynde en almengymnasial uddannelse, for sproglig linje er tallet 20,5%. Endvidere ses, at afbryderne fra den matematiske og sproglige linje, som valgte ikke at fortsætte i uddannelsessystemet, udgør hhv. 5,3% og 7,5%. Mange fra gymnasiets linjer valgte, efter afbrud, at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse m.v. For elever, der afbrød hf, vil overgangen til de erhvervsfaglige uddannelser være højere (i 2001 40,5%). Af overgangsmønstret for afbrud i 2001 fra flerårig hhx ses at, 52,7% vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse m.v., 14,2% en almengymnasial uddannelse og 11,5% vil forlade uddannelsessystemet. Efter afbrud fra 1årig hhx vil 11,1% gå til omverdenen. 24,6% vil påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse m.v. og 61,8% en videregående uddannelse.

Efter et afbrudt forløb fra htx vil hele 44,6% i 2001 påbegynde et teknisk grundforløb på erhvervsuddannelserne, 19,2% vil påbegynde en almengymnasial uddannelse, 8,4% et nyt forløb på de erhvervsgymnasial uddannelse og 5,8% vil forlade uddannelsessystemet.

4.7 Normerede overgange i det gymnasiale uddannelsesområde

Her præsenteres det normerede overgangsmønster fra afsluttede uddannelsesforløb for det gymnasiale uddannelsesområde. I opgørelserne kan man se, om en elev efter et givet uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller hvilket andet uddannelsesforløb vedkommende i givet fald påbegynder.

For at forstå, hvad det normerede overgangsmønster viser, kan vi benytte følgende billede. Lad os antage, at vi fra et givet år følger alle elever på 8. klassetrin for at se, hvilke uddannelser de går til i de kommende år. Når de mange år senere, har forladt uddannelsessystemet helt, kan man lave en samlet oversigt over de vandringer, eleverne har foretaget. Fx vil omkring 99% være fortsat fra 8. til 9. klassetrin, og herfra vil ca. en tredjedel være gået til gymnasiet. På denne måde vil man op gennem uddannelsessystemet kunne angive, hvor mange procent af de oprindelige 8. klasses elever der foretog hvilke overgange. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, hvilket indebærer, at en person kan tælles flere gange.

En forløbsundersøgelse til optælling af overgangene vil tage mange år. Derfor har man i stedet beregnet et normeret overgangsmønster ud fra det overgangsmønster, vi præsenterede i afsnit 4.6. Det normerede overgangsmønster viser således, hvor mange procent af en given ungdomsårgang (anslået til omkring 57.700 elever i 8. klasse), man kan forvente vil foretage de forskellige overgange i uddannelsessystemet, hvis overgangsmønstret i fremtiden er det samme som op til 2001. I tabel 4.7.1 til 4.7.7 opgøres de normerede overgange for det gymnasiale område i 2001. Overgangene vises fra givne uddannelsesundergrupper til givne uddannelseshovedgrupper. Beregningerne er fordelt på køn for fuldførte og afbrudte uddannelsesforløb samt i alt. For det gymnasiale uddannelsesområde gør der sig det forhold gældende, at af dem, der går til omverdenen, vil nogle uddanne sig uden for det "formelle" uddannelsessystem, fx voksenuddannelse eller alternative sundhedsuddannelser m.v. Disse uddannelser opgøres ikke, og derved vil den gymnasiale restgruppe være overestimeret.

Af tabellerne 4.7.1 til 4.7.2 ses at, 33,1% af 2001ungdomsårgangen vil gå i gymnasiet, heraf 18,7% på gymnasiets matematiske linje. 29,0% af ungdomsårgangen vil fuldføre en af linjerne, heraf 16,3% gymnasiets matematiske linje. Flertallet fra gymnasiet, fortsætter i uddannelsessystemet med overgang til mange forskellige uddannelsesområder.

For gymnasiets matematiske linje og sproglige linje ses at hhv. 0,4% og 0,5% af årgangen gå til omverdenen (heraf hhv. 0,3% og 0,4% med en fuldført uddannelse). 22,8% af årgangens piger vil være at finde på gymnasiets sproglige linje mod 6,5% af årgangens drenge. 19,4% af årgangens piger har været i gang med den matematiske linje mod 17,7% af årgangen af drenge.

Af tabel 4.7.3 ses at 8,7% af en ungdomsårgang vil påbegynde hf, heraf vil 6,0% fuldføre. 11,5% af en årgang piger påbegyndte hf, mod kun 6,1% af drengenes årgang. Som for gymnasiet var der stor spredning i valget af videre uddannelse. Flertallet vil fortsætte på et videre uddannelsesforløb. Kun 0,5% af årgangen vil gå til omverdenen.

I tabel 4.7.4 ses, at kun 0,7% af 2001ungdomsårgangen vil gå på studenterkursus, heraf vil 0,4% fuldføre og 0,1% vil forlade uddannelsessystemet.

Fra tabel 4.7.5 til 4.7.7 opgøres de normerede overgange for det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde i 2001. Flerårig hhx er det populæreste uddannelsesvalg i gruppen. 13,7% af ungdomsårgangen vil befinde sig her, heraf vil 10,6% fuldføre forløbet. 0,9% vil tilgå omverdenen (heraf 0,5% med et fuldført forløb). Størst er overgangen til det erhvervsfaglige uddannelsesområde svarende til 5,7% af årgangen. 2,2% af årgangen vil påbegynde bachelor. 5,9% af ungdomsårgangen vil befinde sig på 1årig hhx, hvoraf 4,9% vil fuldføre uddannelsen. Flertallet vil forsætte i et andet uddannelsesforløb, da kun 0,4% vil gå til omverdenen. Det populæreste valg af uddannelser er her de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. og bachelor med hhv. 1,4% og 1,5% af årgangen. Uddannelsen er populærest hos pigerne, 7,4% af pigernes ungdomsårgang vil befinde sig her, mod 4,5% af drengenes ungdomsårgang.

Af det normerede overgangsmønster for htx ses, at 5,5% af ungdomsårgangen vil befinde sig på denne uddannelsen. 3,9% vil fuldføre den. Overgangen herfra til de mellemlange videregående (MVU) forventes at udgøre 1,1%. Samme andel vil påbegynde et teknisk grundforløb på erhvervsuddannelserne. Hele 8,9% af årgangen af drenge vil vælge denne uddannelse, mod kun 1,9% af årgangen af piger.

4.8 Vandringer fra det gymnasiale uddannelsesområde

I dette afsnit beskrives de samlede overgange, der er beregnet i det normerede overgangsmønster. Den viser således de vandringer, man kan forvente, at de unge foretager, hvis mønstret er det samme som i perioden op til 2001. Alle tal er angivet som procent af en ungdomsårgang, der antages at svare til det antal elever, der et givet år forlader grundskolens ældste klasser. Området består af det almengymnasiale uddannelsesområde og det erhvervsgymnasiale uddannelsesområde. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, det betyder, at en person kan tælles flere gange.

For det gymnasiale uddannelsesområde gør der sig det forhold gældende, at blandt dem, der går til omverdenen, vil nogle tage en uddannelse uden for det "formelle" uddannelsessystem, fx voksenuddannelse m.v. Disse uddannelser indgår ikke, og derfor vil den gymnasiale restgruppe være lidt for høj. Overgang til gruppen selv indgår ikke i figurerne.

Figur 4.8.1 viser de normerede overgange fra det almengymnasiale område i 2001. Størstedelen af det antal elever, der befandt sig på det almengymnasiale uddannelsesområde, vil senere fortsætte på en uddannelse på en videregående uddannelse (DVU), overgangen vil udgøre 27,7% af ungdomsårgangen. 4,2% af årgangen forventes at påbegynde en erhvervsgymnasial uddannelse og 5,8% det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. Overgangen til omverdenen vil udgøre 1,6%, heraf vil 0,6% forlade de almengymnasiale uddannelser uden at have fuldført uddannelsen.

Figur 4.8.2 viser de normerede overgange fra det erhvervsgymnasiale område i 2001. Overgangen til de videregående uddannelser er samlet størst (13,3%) efterfulgt af overgangen til det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. her med 9,0%. 0,8% vil påbegynde en almengymnasial uddannelse alle med et afbrudt erhvervsgymnasialt forløb. 1,6% vil forlade uddannelsessystemet, heraf 0,6% med et afbrudt uddannelsesforløb bag sig.

4.9 Institutionsfordelte bestandstal

I dette afsnit opgøres institutionsfordelte bestandstal for det gymnasiale uddannelsesområde. Tallene viser, hvor mange elever der modtager, eller har modtaget, undervisning på det gymnasiale område pr. 1/10-2001. Det samlede antal i bestanden svarer til opgørelsen i tabel 4.1.1, afsnit 4.1. Bestandstallene bygger på institutionernes indberetning til Danmarks Statistik.

De gymnasiale uddannelsesinstitutioner omfatter en række forskellige institutionstyper, fx gymnasier, studenterkurser, seminarier med hf samt handels- og tekniske skoler mv. Hovedparten af institutionerne er offentlige. Institutionsoplysningerne stammer fra Danmarks Statistiks institutionsregister. Her skal man være opmærksom på det forhold, at institutioner her registreres som udbydere af uddannelserne.

I tabel 4.9.1 opgøres bestanden af elever på de almengymnasiale uddannelser fordelt på relevante institutioner pr. 1/10-2001. En samlet opgørelse for 2001 viser, at der var i alt var 64.616 elever på de almengymnasiale uddannelser.

Der er store forskelle på antallet af elever på de forskellige institutioner fx gik der 665 elever på Gladsaxe Gymnasium og kun 88 elever på det frie Gymnasium. Hf udbydes på gymnasier, studenterkurser, voksenuddannelsescentre samt lærerseminarier, fx læste 306 elever hf på lærerseminarierne.

I tabel 4.9.2 opgøres bestanden af elever på de erhvervsgymnasiale uddannelser fordelt på relevante institutioner pr. 1/10-2001. En samlet opgørelse for 2001 viser, at der var i alt var 31.268 elever (ekskl. 1årig hhx, pga. fejl i indberetningen i 2001) på de erhvervsgymnasiale uddannelser.

Også her er der store forskelle på antallet af elever på de forskellige institutioner fx gik der 1.159 elever på Niels Brock (CBC) og kun 117 elever på Vestfyns Handelsskole. Htx udbydes på handels- og tekniske kombinationsskoler og tekniske skoler, hvorimod adgangseksamen til diplomingeniør udbydes på universiteter og ingeniørhøjskoler.

5. Det erhvervsfaglige uddannelsesområde

De erhvervsfaglige uddannelser m.v. omfatter erhvervsuddannelserne (EUD), social- og sundhedsuddannelserne, pædagogisk grunduddannelse (pgu) samt øvrige uddannelser inden for landbrug, skovbrug og søfart m.v. Uddannelserne skal give unge mennesker solide faglige, personlige og almene kvalifikationer, der formelt og reelt anerkendes og efterspørges på arbejdsmarkedet. De forbereder direkte til job inden for bestemte brancher. De erhvervsfaglige hovedforløbsuddannelser giver formel erhvervskompetence. Uddannelserne skal også forberede de unge til videre uddannelse. Det eneste krav for at blive optaget på en erhvervsfaglig uddannelse er normalt, at ansøgeren har opfyldt undervisningspligten. Man skal være meget opmærksom på, at statistikken på dette område bærer præg af de reformer og omlægninger, som området har gennemgået i perioden 1992 til 2001. Også reformen i 1991, hvor det ”gamle” efg/lærlingesystem blev afløst af vekseluddannelsessystemet, påvirker statistikkerne.

Erhvervsuddannelserne (EUD) udgør hovedparten af de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Pr. 1. januar 2001 trådte en ny lov om erhvervsuddannelserne i kraft, hvor 1. og 2. skoleperiode blev afløst af et grundforløb. EUD er nu samlet i 7 indgange med fælles grundforløb som fører til forskellige hovedforløb. Med loven blev bl.a. indført, at eleverne skal udarbejde en personlig uddannelsesplan, og at der kan planlægges individuelle uddannelsesforløb. Tidligere var der 90 forskellige uddannelser inden for det merkantile og det tekniske område med i alt over 200 specialer. Allerede fra efteråret 1999 startede en forsøgsperiode med reformen, hvor næsten alle unge startede på den nye reforms grundforløb. Detaljerede oplysninger om reformen kan findes på Undervisningsministeriets webside: http://www.uvm.dk/erhverv.

Erhvervsuddannelserne er af 2-5 års varighed. Det mest normale er dog 3½4 år. Voksne over 25 år med erhvervserfaring fra den pågældende branche har mulighed for at gennemføre uddannelsen på kortere tid. Erhvervsuddannelser giver på linje med de gymnasiale uddannelser adgang til en række relevante korte videregående uddannelser og til visse mellemlange videregående uddannelser. Der er dog faglige udvalg, der giver afkortelse på uddannelser også til elever under 25 år, hvis de har tilstrækkelig erhvervserfaring.

En erhvervsuddannelse påbegyndes enten på skole eller i praktik bl.a. afhængig af, om den unge har fundet en praktikplads eller ej. Der er fri adgang til EUD, dog er der enkelte adgangsbegrænsede uddannelser. Frem til den nye reform kunne den unge begynde på skole enten via den frivillige 1. skoleperiode (frivillig fra 1996) eller ved at starte direkte på uddannelsen fra 2. skoleperiode. I alt bruges ca. 30-50% af tiden på skole og 50-70% i virksomheden – eller, i mangel af praktikplads, i skolepraktik arrangeret af erhvervsskolen.

Handels- og kontoruddannelserne retter sig mod kontorjob, fx forskellige typer af it eller regnskabsorienterede job, job i finanssektoren og mod job inden for detail eller engroshandel i forretninger og virksomheder. Tekniske erhvervsuddannelser retter sig mod både håndværksbetonede job, som fx smed, bager, tømrer, frisør, fotograf, elektronikmekaniker, transportarbejder og nyere informationsteknologiske uddannelser som datamekaniker (i dag benævnt datatekniker) og mediagrafiker (i dag benævnt mediegrafiker).

Parallelt til erhvervsuddannelserne er der de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (SOSU) med en blanding af praktik og undervisning på skole. Den 1. januar 2002 trådte en ny reform for SOSU i kraft, som i sine grundtræk tager flere elementer fra den nye EUDreform og som indebar en forlængelse af uddannelsernes skoledel.

Da omstående statistik vedrører SOSUuddannelserne før reformen redegøres der kort i det følgende for uddannelserne, som de så ud indtil udgangen af 2001. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper er varende et år. Den danner grundlag for overbygningsuddannelsen til socialog sundhedsassistent, som varede 1 år og 6 måneder. For unge, der kom direkte fra grundskolen, begyndte social- og sundhedshjælperuddannelsen med et indgangsår. Optagelse på indgangsåret og social- og sundhedsuddannelsen skete gennem en elevkontrakt med en kommune eller en amtskommune.

Under social- og sundhedsuddannelserne hører også den pædagogiske grunduddannelse (pgu), som tillige indgår i SOSUreformen. Pgu er en grundlæggende uddannelse, som har til formål at kvalificere til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne. Pgu er rettet mod job som pædagogmedhjælper, dagplejer og omsorgshjælper m.v. Pgu er en vekseluddannelse med skiftevis skole og praktik og varede indtil reformen 1½ år.

Fra 2002 varer social- og sundhedshjælperuddannelsen 1 år og 2 mdr., overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent 1 år og 8 mdr. og pgu 1 år og 7½ måned. Indgangsåret er erstattet af et fleksibelt grundforløb, der for den enkelte elev varer mellem 20 og 40 uger.

Der findes også en række andre uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde, fx søfarts- og landbrugsuddannelser. Af eksempler inden for søfartsområdet kan nævnes skibsassistent (3 moduler), fisker, fiskeskipper og faglig landmand (forskellige moduler). Desuden findes videreuddannelse for området, som består af driftsleder ”grønt bevis” for landmænd.

Det erhvervsfaglige uddannelsesområde opdeles her i to hovedgrupper: grundforløb og hovedforløb m.v.

De erhvervsfaglige grundforløb indeholder også tidligere skoleforløb, indgangsforløb/grundforløb til de erhvervsfaglige hovedforløb m.v., for merkantile og tekniske fag.

De erhvervsfaglige hovedforløb m.v. indeholder hovedsageligt erhvervskompetencegivende uddannelser, fx handels- og kontoruddannelser, bygge og anlægsuddannelser samt industriuddannelser m.v. Herudover er social- og sundhedsuddannelserne (SOSU), herunder pædagogisk grunduddannelse (pgu fra 1997), også indplaceret i hovedgruppen. Endelig øvrige erhvervsfaglige uddannelser og videreuddannelsen for landmænd.

5.1 Bestand, tilgang og afgang af elever – nu

Tabellerne med elevbevægelser sammentælles i to forskellige totaler. Den ene sammentælling er summen af alle de bevægelser, der forekommer: både ind og ud af gruppen og internt mellem uddannelserne i grupperne. Den anden sammentælling indeholder kun de bevægelser, der sker til og fra de enkelte grupper som helhed. Fx vil overgange fra grundforløb merkantile uddannelser til grundforløb teknologi og kommunikation tælles med i den første sammentælling, men ikke i den anden. Bestandstallene derimod indeholder kun én sammentælling.

Bestanden af elever på de erhvervsfaglige uddannelser fra 1992 til 2001 opgøres i tabel 5.1.1 og i figur 5.1.1. Pr. 1/10 2001 var der ca. 118.000 elever under uddannelse på det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. Fra 1992 til 1995 faldt antallet af elever konstant fra 107.153 elever til 105.066 elever (et fald på 1,9%). Herefter ses en konstant stigning frem til 2000. I 2001 faldt bestanden svagt, men sammenlignes udgangsåret med slutåret ses alligevel en periodestigning i elevtallet på 10,2%.

Den samlede udviklingstendens i antallet af elever dækker dog over variationer inden for de to hovedområder.

I 2001 var 32,9% af eleverne på det erhvervsfaglige uddannelsesområde i gang med et erhvervsfagligt grundforløb. I 1992 var tallet 29,4%. Bestanden af elever på grundforløb varierede. Fra 1992 til 1995 faldt bestanden fx med 33,1%. At bestanden for grundforløb faldt kan bl.a. forklares med, at der i 1995 blev direkte adgang fra grundskolens 9. eller 10. klassetrin til den 3-årige højere handelseksamen og den 3-årige højere tekniske eksamen (uden om skole/ grundforløb). Se evt. beskrivelse i afsnit 4 hvor de gymnasiale uddannelser behandles. Pr. 1/10 2001 var der i alt 38.820 elever på de erhvervsfaglige grundforløb.

I 2001 udgjorde eleverne på de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. 67,1% af områdets samlede antal elever (79.219 elever). Den samlede bestand for hovedforløb m.v. fordelte sig således: Handels- og kontoruddannelser 23,6%, de tekniske uddannelser 57,4%, social- og sundhedsuddannelserne 15,4%, pgu 2,5% samt øvrige erhvervsfaglige uddannelser og videreuddannelser 1,2%.

Både handels- og kontorområdet har haft et faldende elevtal fra 1992 til 2001; faldet udgjorde hhv. 26,0% og 29,3%. I 2001 var handels- og kontorområdet dog fortsat det største uddannelsesområde med sine 18.672 elever efterfulgt af de tekniske bygge- og anlægsfag med 15.912 elever. For bygge- og anlægsfagene ses et stigende antal elever fra 1992 til 2001 svarende til 58,0%.

For jern- og metaluddannelserne og for de grafiske uddannelser ses et fald i elevbestanden, hvorimod serviceuddannelserne og landtransportuddannelserne havde et stigende antal elever i perioden, fx steg bestanden for serviceuddannelserne med 46,8% fra 1992 til 2001. For social- og sundhedshjælperne ses et konstant fald i antallet af elever fra 1997 til 2001 (fald på 21,3%).

I tabel 5.1.2 opgøres elevtilgangen til det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. fra 1992 til 2001. I 2001 var den samlede nytilgang til grundforløb 37.918 elever, og de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. havde en nytilgang på 40.271 elever. I 2001 udgjorde summen af elevtilgange til de erhvervsfaglige tekniske grundforløb 31.157. Størst var tilgangen til teknologi og kommunikation grundforløb med 7.996 elever, efterfulgt af tilgangen til fra jord til bord og bygge og anlæg med en tilgang på hhv. 6.329 elever og 6.133 elever.

For hovedforløbsuddannelser m.v. ses at summen af tilgange i 2001 udgjorde 41.379 elever. Tilgangen til hovedforløbsuddannelserne toppede i 1996 med 48.232 elever; herefter ses et konstant fald i søgningen.

Også søgningen til handels- og kontoruddannelserne udviste et fald fra 1992 til 2001 med hhv. 34,7% og 31,2%, mens fx bygge og anlæg og landtransport havde en øget uddannelsestilgang.

I 2001 var det social- og sundhedshjælpere, der havde den største tilgang (6.245 elever) efterfulgt af bygge- og anlægsfagene med en tilgang på 5.997 elever. Tilgangen til bygge og anlæg steg med 56,8% fra 1992 til 2001.

I 2001 udgjorde tilgangen til pædagogisk grunduddannelse 1.465 elever.

I tabel 5.1.3 præsenteres det antal af elever, der fuldførte en uddannelse under det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. fra 1992 til 2001. For disse nøgletal skal man holde sig for øje, at der har været visse registreringsmæssige problemer for fuldførte og afbrudte forløb i perioden fra 1994 til 1997, se evt. note 1) under tabel 5.1.1.

Af antallet af nettofuldførelser i 2001 ses at de erhvervsfaglige grundforløb havde 25.980 fuldførelser; i 1992 var tallet 40.627 elever. For de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. var nettofuldførelsen hhv. 36.863 fuldførte og 34.306 fuldførte.

I 2001 udgjorde summen af fuldførelser fra de erhvervsfaglige grundforløb 27.186; heraf fuldførte 8.406 en merkantil uddannelse og 4.694 fuldførte et teknologi- og kommunikationsgrundforløb.

For summen af fuldførelser fra de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. i 2001 ses at der i alt fuldførte 37.768 elever; i 1992 var der 35.881, der fuldførte. I 2001 fuldførte flest fra hovedforløbet kontorfag (5.981fuldførte) efterfulgt af social- og sundhedshjælpere med 5.248 fuldførte forløb.

Et mindre område var de grafiske hovedforløb; herfra fuldførte kun 439 elever i 2001. I tabel 5.1.4 beregnes antallet af elever, der valgte at afbryde en erhvervsfaglig uddannelse m.v. fra 1992 til 2001. Det kan være vanskeligt at konkludere, om et evt. stigende antal afbrud også medfører, at fx fuldførelsesprocenten falder. Derfor bør disse oplysninger suppleres med resultaterne i afsnittet "Frekvenser og tider".

Af tabellen fremgår det, at antallet af afbrud varierede. I 2001 lå nettoafbruddet for de erhvervsfaglige grundforløb på 10.887, og for hovedforløb m.v. lå nettoafbruddet på 8.435.

For de erhvervsfaglige grundforløb i 2001 ses at flest afbrød grundforløbet teknologi og kommunikation (3.102 afbrud). For de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. var antallet af afbrud højest for social- og sundhedshjælperne (1.263 afbrud i 2001).

5.2 Bestand, tilgang og afgang af elever i fremtiden

I dette afsnit præsenteres såkaldte fremskrevne elevtal for det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. Der opgøres, hvor mange elever der kan forventes at modtage undervisning inden for området i perioden fra 2002 til 2011. Elevbestandene opgøres pr. 1/10 i året, og elevbevægelserne er målt i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året.

Tabellerne med elevbevægelser sammentælles med to forskellige totaler. Den ene sammentælling er alle de forventede bevægelser: både ind og ud af gruppen og internt i gruppen. Den anden sammentælling indeholder kun de bevægelser, der forventes at ske ind og ud af de enkelte grupper. Fremskrivningerne foretages på baggrund af de elevbevægelser, man kender fra 2000, og med udgangspunkt i forventningerne til ungdomsårgangenes størrelse.

Fra 1999 blevet der oprettet forskellige forsøgsordninger for de erhvervsfaglige indgangsforløb, altså inden reformens endelige gennemførelse i 2001. Som nævnt bygger fremskrivningen på elevadfærden i 2000; derfor vurderes det, at elevtallene i fremskrivningsperioden sandsynligvis er for høje (se evt. noter under tabel 5.2.1) og bør tages med forbehold.

I tabel 5.2.1 og figur 5.2.1 ses den forventede udvikling i bestanden af elever for det erhvervsfaglige uddannelsesområde fra 2002 til 2011.

Pr. 1. oktober 2002 forventes omkring 121.600 elever at befinde sig på en erhvervsfaglig uddannelse. Bestanden forventes at stige frem til 2011, hvor der vil være omkring 139.200 elever på en erhvervsfaglig uddannelse (periodestigning på 14,4%).

Både for de erhvervsfaglige merkantile og tekniske grundforløb kan der imødeses en stigende bestand fra 2002 til 2011; stigningen vil udgøre hhv. 18,6% og 19,0%. For de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. forventes bestanden at stige med 12,5%.

Den fremtidige elevtilgang opgøres i tabel 5.2.2. For både de merkantile og tekniske grundforløb forventes en konstant stigning i nettotilgangen fra 2002 til 2011 på hhv. 18,0% og 16,5%.

For de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. forventes ikke de store ændringer i nettotilgangen fra 2002 til og med 2005. Herefter vil tilgangen begynde at stige; i 2011 forventes den at ligge på ca. 47.600 elever.

I tabel 5.2.3 opgøres det antal elever, der vil fuldføre en erhvervsfaglig uddannelse m.v. fra 2002 til 2011. For både de merkantile og tekniske grundforløb kan der næsten årligt imødeses et stigende antal nettofuldførelser i perioden; stigningerne forventes at udgøre hhv. 15,0% og 16,0%.

For de erhvervsfaglige hovedforløb ses også en forventning om flere fuldførelser. I fremskrivningsperiodens start er denne stigning dog svag. Fra 2002 til 2011 forventes antallet af nettofuldførelser at stige med 6,4%. Således vil man se omkring 37.800 nettofuldførelser fra et hovedforløb i 2011 (i 2002 vil 35.600 elever ifølge fremskrivningen fuldføre).

I tabel 5.2.4 præsenteres det forventede antal afbrudte uddannelsesforløb fra 2002 til 2011.

Et stigende antal afbrudte forløb eller det omvendte er ikke altid indikator for den samlede fuldførelsestendens. Fra 2002 til 2011 forventes antallet af nettoafbrud fra merkantile og tekniske grundforløb at stige med hhv. 16,4% og 15,4%. For de erhvervsfaglige uddannelser m.v. vil nettoafbruddet i samme periode stige med 8,2%.

5.3 Særlige opgørelser for det erhvervsfaglige uddannelsesområde

I de efterfølgende tabeller præsenteres specielle opgørelser for det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v.

I tabel 5.3.1 og figur 5.3.1 præsenteres kønsfordelingen for bestanden af elever på det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. fra 1992 til 2001.

Det ses, at over halvdelen af bestanden i 2001 var mænd, her udgjorde mændene hhv. 55,2% af eleverne på grundforløb og 54,6% på hovedforløb m.v.

I 1992 var der flere kvinder end mænd på grundforløbene (52,4%). Herefter faldt kvindernes andel konstant for at slutte på 44,8% i 2001. Forklaringen til dette fald skal bl.a. findes i faldet i tilgangen til de kvindedominerede merkantile fag er faldet.

Anderledes var tendensen for hovedforløb m.v.; her steg kvindernes andel af bestanden fra 42,1% i 1992 til 45,4% i 2001.

I tabel 5.3.2 opgøres kønnenes andel af elevbestanden for det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. Selvom området havde flertal af mænd, var kønsfordelingen på undergrupper mere nuanceret. Enkelte grupper var markant præget af kvinder. Det gjorde sig fx gældende for de merkantile grundforløb, hvor 2/3 af eleverne i 2001 var kvinder.

En meget markant repræsentation af kvinder ses på hovedforløbet service; her var 81,2% kvinder. For social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter m.v. udgjorde kvinderne hhv. 95,5% og 96,3% af eleverne i 2001. Den pædagogiske grunduddannelse havde også et klart flertal af kvinder (85,5% i 2001).

Der var få kvinder på de tekniske uddannelser. Fx udgjorde kvindernes andel på bygge- og anlægs- og jern- og metalhovedforløbene kun hhv. 7,7% og 4,4% i 2001. Der var ikke tegn på særlige ændringer i dette mønster.

I tabel 5.3.3 opgøres den gennemsnitlige aldersfordeling for bestanden af elever på de erhvervsfaglige uddannelser fra 1992 til 2001. Der er store variationer i gennemsnitsalderen. Udviklingen i alderen giver en fornemmelse af, hvilken alder de, der var i gang med en erhvervsuddannelse, havde. En stigende eller faldende alder er ikke altid ensbetydende med, at tilgangsalderen er ændret. Fx kan følgende faktorer påvirke alderen: Nye uddannelser kommer til, uddannelser nedlægges, uddannelseslængden ændres, og adgangsvejene forandres (se evt. beskrivelse i afsnit 5).

I 2001 var gennemsnitsalderen for elever på de erhvervsfaglige merkantile og tekniske grundforløb hhv. 20,3 år og 20,1 år. På de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. var gennemsnitsalderen naturligvis noget højere (25,2 år).

I 2001 lå alderen for elever på de erhvervsfaglige grundforløb i intervallet ca. 19 til ca. 21 år; de ældste elever ses på grundforløbene teknologi og kommunikation med 20,8 år.

For de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. ses en større aldersspredning inden for de forskellige undergrupper. De yngste elever er at finde på hovedforløbet handel, hvor eleverne i gennemsnit var 22,3 år (i 2001). Også i den specielle gruppe af øvrige erhvervsfaglige uddannelser var eleverne unge; her lå alderen på kun 19,7 år. De ældste elever i 2001 findes på social- og sundhedshjælperuddannelsen, social- og sundhedsuddannelserne og den pædagogiske grunduddannelse med hhv. 32,4 år, 34,3 år og 30,2 år.

I tabel 5.3.4 beregnes de totale gennemsnitlige karakterer for udvalgte erhvervsfaglige uddannelser fra 1993/94 til 1997/98. For de tekniske uddannelser ses at der i perioden forekom en stigning i karaktergennemsnittet for elever med over 6 i gennemsnit, stigende fra 8,24 til 8,32. Det samlede karaktergennemsnit steg også i perioden, fra 8,07 til 8,22.

For de merkantile udannelser ses også en periodestigning i karaktergennemsnittet over 6, stigende fra 8,01 til 8,16. Det totale karaktergennemsnit udgjorde 7,93 i 1997/98. Fra 1995/96 til 1997/98 steg gennemsnittet fra 7,80 til 7,93.

I tabel 5.3.5 opgøres fordelingen af elevbestanden på de erhvervsfaglige uddannelser efter personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere, fra1992 til 2001.

I 2001 var omkring 92% af eleverne af dansk oprindelse, og ca. 8,0% var således indvandrere eller efterkommere.

Andelen af indvandrere steg fra 2,2% i 1992 til 6,0% i 2001. Også andelen af efterkommere steg, her fra 0,6% af til 1,6%.

I tabel 5.3.6 opgøres praktikpladssituationen i 2000 og 2001. I forhold til 2000 er antallet af elever med en praktikpladsaftale faldet med 5% til 29.334 aftaler. Nedgangen er sket jævnt på alle uddannelsesområder med undtagelse af området for grafiske fag, som har haft en lille stigning i antallet af aftaler.

Antallet af praktikpladssøgende er til gengæld steget markant med 32% til tæt på 10.000 i 2001. Stigningen ligger først og fremmest på serviceområdet på teknisk EUD (98% i forhold til 2000) samt på jern- og metalområdet samt bygge- og anlægsområdet (mellem 28 og 48% i forhold til 2000). Antallet af praktikpladssøgende på uddannelsesområderne på merkantil EUD er også steget, men i langt mindre grad end på teknisk EUD.

Antallet af skolepraktikpladser er steget med 6% til lidt over 6.000 pladser i 2001. Der har været behov for oprettelse af nye skolepraktikpladser på især jern- og metalområdet samt på byggeog anlægsområdet, mens der på områderne på merkantil EUD har været en mindre nedgang i oprettelse af skolepraktikplader.

5.4 Lærerressourcer

I dette afsnit opgøres lærerressourcer for udvalgte uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde. Tallene bygger på oplysninger fra Finanslovens tal og er derfor opgjort på finansår.

I tabel 5.4.1 og figur 5.4.1 ses antallet af lærerårsværk for udvalgte uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde. Tallene er opgjort fra 1999 til 2001.

Området havde et fald i antal lærerårsværk. I 2001 var der samlet 5.024 lærerårsværk mod 5.717 i 1999; faldet udgør 12,1%. Alle de udvalgte erhvervsfaglige områder havde et fald i antallet af lærerårsværk.

Det største procentuelle fald ses for de merkantile uddannelser, hvor antallet af lærerårsværk faldt med 17,1% i perioden. For de tekniske uddannelser var faldet 10,2%. De tekniske uddannelser havde flest lærere; i 2001 var der i alt 3.648 lærerårsværk. På landbrugsuddannelserne var der ansat 146 lærerårsværk, og fra 1999 til 2001 faldt antallet med 15,1%.

I tabel 5.4.2 opgøres årselever og årselever/lærerårsværk for udvalgte uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde fra 1999 til 2001.

Antallet af årselever faldt fra 1999 til 2001. I 2001 var der 48.972 årselever mod 52.881 årselever i 1999 (faldet udgør 7,4%).

Antallet af årselever/lærerårsværk steg i samme periode fra 9,2 til 9,7.

Der er stor variation i antallet af årselever/lærerårsværk. I 2001 havde de merkantile uddannelser 12,4 årselever/lærerårsværk. For de tekniske uddannelser var tallet 8,7, og på landbrugsuddannelserne var der 9,7 årselever/lærerårsværk.

5.5 Frekvenser og tider for de erhvervsfaglige uddannelsesforløb

I dette afsnit opgøres fuldførelsesprocenterne samt fuldførelses og afbrudstiderne for uddannelserne under det erhvervsfaglige uddannelsesområde.

Fuldførelsesprocenten beregnes hvert år ud fra det mønster, der kan iagttages i tværsnitsperioden. Man kan sige, at fuldførelsesprocenten er en beregnet størrelse for, hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt uddannelsen, som forventes at fuldføre den (det vil sige, at uddannelsesskift i et forløb betragtes som afbrud). Således kan en afbrudsprocent beregnes som: 100% minus fuldførelsesrocenten. Området har, som tidligere nævnt, gennemgået reformændringer. Disse forhold kan naturligvis påvirke både fuldførelsesprocenter og den gennemsnitlig fuldførelses- og afbrudstid. Det vil sige, at udviklingen i fuldførelsestendensen over tid ikke nødvendigvis her skyldes en ændret studieadfærd. Se tillige noter under tabel 5.5.1.

I tabel 5.5.1 præsenteres fuldførelsesprocenter for det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. fra 1992 til 2001. I figur 5.5.1 opgøres fuldførelsesprocenterne for udvalgte hovedforløb fra 1998 til 2001. Der er store forskelle i fuldførelsesprocenterne fra undergruppe til undergruppe.

I 2001 var tendensen til fuldførelse af grundforløbene meget forskellige. De merkantile grundforløb havde de højeste fuldførelsesprocenter (81,0%). Kun 54,4% fuldførte grundforløbet service. For de tekniske grundforløb var det bygge og anlæg, der havde den største fuldførelsestendens (76,3%).

For de erhvervsfaglige hovedforløb ses også en spredning i fuldførelsesprocenterne; spredningen er dog ikke så stor som for grundforløbene.

I 2001 havde de grafiske hovedforløb den højeste fuldførelsesprocent (87,8% fuldførte), og de laveste fuldførelsesprocenter ses for levnedsmiddelsfagene med 70,4.

I 2001 fuldførte 82,1% et handelsfag og 86,4% et kontorfag.

81,5% fuldførte den pædagogiske grunduddannelse m.v. For SOSU ses en fuldførelse på omkring 80,0%. På de erhvervsfaglige videreuddannelser fuldførte stort set alle (99,4% i 2001).

I tabel 5.5.2 opgøres de gennemsnitlige fuldførelsestider fra 1992 til 2001 (omregnet i år). Der var naturligt store forskelle i uddannelsestiden på det erhvervsfaglige uddannelsesområde. De korteste fuldførelsestider ses for grundforløb og for erhvervsfaglig videreuddannelse (gruppen indeholder en række kortere kurser).

Fra 1999 til 2001 lå den gennemsnitlige fuldførelsestid for de merkantile grundforløb på omkring 1,4 år, og for de tekniske grundforløb ses en gennemsnitlig fuldførelsestid på omkring et halvt år.

For de erhvervsfaglige hovedforløb ses at eleverne i gennemsnit var hhv. 2,1 år og 1,9 år om at fuldføre hovedforløb handel og hovedforløb kontor. Tiden for fuldførelse har ligget stabilt.

De længste tider ses for hovedforløb service (3,3 år) og hovedforløb grafisk (3,4 år).

Social- og sundhedshjælper samt for social- og sundhedsassistentuddannelserne tog hhv. 1 år og 1½ år at fuldføre i 2001. Den relativt nye pædagogiske grunduddannelse blev fuldført på 1,1 år. I tabel 5.5.3 opgøres gennemsnitlig afbrudstid (omregnet i år) fra 1992 til 2001.

Der var ikke de store udsving i tiderne for afbrud. På de merkantile grundforløb afbrød eleverne efter et halvt år. På de tekniske grundforløb lå afbrudstiden på omkring 0,5 år.

For de erhvervsfaglige hovedforløb i 2001 ses at afbruddet i gennemsnit kom inden for omkring et år.

Afbrudstiden for handel og kontorfagene var 0,8 år. For bygge- og anlægsfagene lå afbrudstiden på 1,1 år.

5.6 Overgangsmønster ved fuldførelse og afbrud fra det erhvervsfaglige uddannelsesområde

I dette afsnit præsenteres overgangsmønstret fra både fuldførte og afbrudte uddannelsesforløb for det erhvervsfaglige uddannelsesområde opgjort fra 1992 til 2001. I opgørelserne kan man se, om en elev efter at have afsluttet et uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller i modsat fald hvilket nyt forløb vedkommende påbegynder.

Det overgangsmønster, der præsenteres i opgørelsen, er det, man kan forvente at se, hvis de overgangstendenser, man så i og op til den givne tværsnitsperiode, fastholdes. Overgangene vises fra givne uddannelsesundergrupper til uddannelseshovedgrupper. Alle overgange fra en fuldført eller afbrudt uddannelsesgruppe udgør 100%. Der kommenteres kun på udvalgte overgange fra de enkelte undergrupper.

Der kan forekomme store spring eller forandringer i overgangsmønstret, bl.a. fordi området har gennemgået et række ændringer i perioden. Så ændringer i mønsteret skyldes ikke altid, at eleverne har ændret adfærd, men at uddannelsessystemet har været under forandring.

I tabel 5.6.1 vises overgangsmønstret for de elever, der fuldførte en uddannelse fra det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v., opgjort fra 1992 til 2001. Der er stor forskelle på uddannelsesmønstrene. For at illustrere dette gives her nogle eksempler på resultaterne fra det omfattende tabelmateriale.

Det naturlige og hyppigste overgangmønster for de elever, der fuldførte et erhvervsfagligt grundforløb, var, at de vil forsætte på et erhvervsfagligt hovedforløb.

For hver 100 personer, der i 2001 fuldførte et merkantil grundforløb, vil 57 påbegynde et erhvervsfagligt hovedforløb m.v., 12 vil påbegynde en gymnasial uddannelse, og 9 vil gå til omverdenen.

84 af hver 100 personer, der fuldførte grundforløbet bygge og anlæg, vil påbegynde et hovedforløb m.v., 5 vil starte på en nyt teknisk grundforløb, og 4 vil forlade uddannelsessystemet.

Da de erhvervsfaglige hovedforløbsuddannelser er erhvervskompetencegivende, er det naturligt, at man efter at have fuldført en sådan uddannelse vil forlade uddannelsessystemet. De sidste ti år har der dog vist sig en større lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet. Denne tendens ses såvel for de merkantile som for de tekniske uddannelser.

For hver 100 personer, der i 2001 fuldførte hovedforløbet handel, vil 61 forlade uddannelsessystemet (i 1992 var det 74), 11 vil påbegynde en mellemlang videregående uddannelse (MVU), og 6 vil påbegynde en kort videregående uddannelse (KVU). Dette mønster ses også for hovedforløb kontor; her vil 62 af hver 100 personer, der fuldførte, gå til omverdenen (i 1992 var det 74), 16 vil påbegynde MVU og 6 KVU.

Traditionelt har mange håndværkere i deres livslange uddannelsesforløb videreuddannet sig til KVUteknikere (maskinteknikere, byggeteknikere m.v.).

I 2001 vil 73 af hver 100 personer, der fuldførte bygge- og anlægshovedforløbene, gå til omverdenen, 7 vil fortsætte på KVU og 11 på MVU.

For hovedforløbet grafiske uddannelser vil 73 af hver 100, der fuldførte, forlade uddannelsessystemet (i 1992 var det 86); 15 vil starte et uddannelsesforløb på KVU eller MVU. For social- og sundhedsassistenterne m.v. ses også en forøget tendens til at fortsætte i uddannelsessystemet efter fuldførelse. I 2001 vil 43 af hver 100 personer forlade uddannelsessystemet (i 1992 var det 79). Der er en stigende overgang til de erhvervsfaglige hovedforløb og til MVU.

For den relativt nye pædagogiske grunduddannelse (pgu) ses, at 67 af hver 100 personer, der i 2001 fuldførte uddannelsen, vil forlade uddannelsessystemet, mens 27 vil fortsætte på MVU. I tabel 5.6.2 beregnes overgangsmønstret for de elever, der afbrød en uddannelse inden for det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. fra 1992 til 2001. Overordnet var der også her en stigende lyst til at fortsætte i uddannelsessystemet. For visse uddannelsesgrupper er der endda tale om markante fald i overgangen til omverdenen efter afbrud. Efterfølgende gives enkelte eksempler på de mange overgangsmønstre fra området.

For hver 100 elever, der i 2001 afbrød et merkantilt grundforløb, vil 19 forlade uddannelsessystemet, 29 vil påbegynde et teknisk grundforløb, og 16 vil starte på et erhvervsfagligt hovedforløb m.v.

Hver gang 100 afbrød grundforløbet bygge og anlæg (i 2001), vil 21 forlade uddannelsessystemet, 33 vil påbegynde et nyt teknisk grundforløb, og 16 vil gå til et erhvervsfagligt hovedforløb.

Overgangsmønstret efter et afbrudt forløb fra grundforløb håndværk og teknik minder meget om det mønster, der ses for grundforløbet bygge og anlæg.

For hver 100, der i 2001 afbrød hovedforløb handel, vil 24 gå til omverdenen (i 1992 var det 48), 22 vil gå til et erhvervsfagligt hovedforløb, 16 til et teknisk grundforløb og 11 til en mellemlang videregående uddannelse. For hovedforløb kontor vil overgangen til omverdenen være lidt højere; 30 af hver 100 afbrud vil resultere i en overgang til omverden (i 1992 var tallet 53), kun 12 vil påbegynde et nyt erhvervsfagligt hovedforløb, mens 26 vil påbegynde MVU.

For hver 100, der i 2001 afbrød hovedforløbet bygge og anlæg, vil 42 forlade uddannelsessystemet (i 1992 var det 60), 24 vil påbegynde et teknisk grundforløb,7 et nyt erhvervsfagligt hovedforløb, og endelig vil 5 påbegynde MVU.

Fra hovedforløb jordbrug og fiskeri vil overgangen til omverdenen i 2001 ligge på 24 af hver 100 afbrud (i 1992 var det 42), 23 vil påbegynde et erhvervsfagligt hovedforløb, 10 KVU, og 7 vil påbegynde MVU.

For hvor 100, der i 2001 afbød social- og sundhedshjælperuddannelsen eller social- og sundhedsassistentuddannelsen, vil overgangen ud af uddannelsessystemet udgøre hhv. 46 og 39.

Efter afbrud fra den pædagogiske grunduddannelse ses at 65 af hver 100 afbrud vil resultere i en overgang til omverdenen (i 1998 var det 76 af hver 100 afbrud), 10 vil påbegynde et erhvervsfagligt hovedforløb og 15 MVU.

5.7 Normerede overgange i det erhvervsfaglige uddannelsesområde

I dette afsnit præsenteres det normerede overgangsmønster fra afsluttede uddannelsesforløb for det erhvervsfaglige uddannelsesområde. I opgørelserne kan man se, om en elev efter et givet uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller hvilket andet uddannelsesforløb personen i modsat fald påbegynder.

For at forstå hvad det normerede overgangsmønster viser, kan man benytte følgende billede. Lad os antage, at vi fra et givet år følger alle elever på 8. klassetrin for at se, hvilke uddannelser de går til i de kommende år. Når de mange år senere har forladt uddannelsessystemet helt, kan vi lave en samlet oversigt over de vandringer, eleverne har foretaget. Fx vil omkring 99% være fortsat fra 8. til 9. klassetrin, og herfra vil ca. en tredjedel være gået til gymnasiet. På denne måde vil man op gennem uddannelsessystemet kunne angive, hvor mange procent af de oprindelige 8. klasseelever der foretager hvilke overgange. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, hvilket indebærer, at en person kan tælles flere gange.

En forløbsundersøgelse til optælling af overgangene vil tage mange år. Derfor har man i stedet beregnet et normeret overgangsmønster ud fra det overgangsmønster, der blev præsenteret i afsnit 5.6. Det normerede overgangsmønster viser således, hvor mange procent af en given ungdomsårgang, (anslået til omkring 57.700 elever i 8. klasse), man kan forvente vil foretage de forskellige overgange i uddannelsessystemet, hvis overgangsmønstret i fremtiden er det samme som op til 2001. I tabel 5.7.1 til 5.7.17 er tallene præsenteret. Overgangene vises fra givne uddannelseshovedgrupper til givne uddannelseshovedgrupper. Tallene er fordelt på køn og hhv. fuldførte og afbrudte forløb samt i alt. I det efterfølgende gives enkelte eksempler fra de mange opgørelser. Tilbagegang til uddannelsesgruppen selv, indgår ikke i opgørelserne.

I tabellerne 5.7.1-5.7.2 præsenteres det normerede overgangsmønster for de erhvervsfaglige merkantile grundforløb og de erhvervsfaglige tekniske grundforløb i 2001.

15,1% af ungdomsårgangen vil være på et merkantilt grundforløb; heraf vil 12,2% fuldføre uddannelsen. 7,5% af årgangen vil fortsætte på et erhvervsfagligt hovedforløb m.v. og 2,3% på et teknisk grundforløb. Endelig vil 1,8% forlade uddannelsessystemet (heraf 0,6% med et afbrudt forløb). 20,3% af ungdomsårgangen af piger vil befinde sig på et merkantilt grundforløb; heraf vil 16,7% fuldføre grundforløbet.

Det viser sig, at 41,7% af hele ungdomsårgangen vil befinde sig på et teknisk grundforløb; heraf vil 28,8% fuldføre. 26,8% vil påbegynde et erhvervsfagligt hovedforløb, og 5,3% vil forlade uddannelsessystemet (heraf 3,5% med et afbrudt forløb). 56,1% af ungdomsårgangen af drenge vil være på et teknisk grundforløb; heraf vil 40,1% fuldføre forløbet.

I tabellerne 5.7.3 til 5.7.17 opgøres det normerede overgangsmønster for de erhvervsfaglige hovedforløb m.v. i 2001.

5,8% af ungdomsårgangen vil være på hovedforløbet handel; heraf vil 3,2% efterfølgende gå til omverdenen og 1,2% vil påbegynde en videregående uddannelse. 6,9% af pigernes årgang vil være her, mens det kun vil være 4,7% af drengenes årgang.

7,4% af ungdomsårgangen vil befinde sig på hovedforløbet kontor; heraf vil 4,3% efterfølgende forlade uddannelsessystemet. 11,5% af ungdomsårgangen af piger vil befinde sig her mod kun 3,5% af drengenes årgang.

Også på jern og metal vil man finde en pæn andel af ungdomsårgangen (7,9%); heraf vil 5,6% gå til omverdenen. 14,5% af ungdomsårgangen af drenge vil befinde sig her, mens det kun vil være 1,0% af ungdomsårgangen af piger.

I tabellerne 5.7.13-5.7.14 opgøres det normerede overgangsmønster for de erhvervsfaglige social- og sundhedsuddannelser i 2001.

5,9% af årgangen vil befinde sig på social- og sundhedshjælperuddannelserne (4,8% vil fuldføre). 1,7% vil fortsætte på en ny erhvervsfaglig uddannelse (hovedsagligt social- og sundhedsassistentuddannelsen m.v.), mens 3,3% af årgangen vil gå til omverdenen. Uddannelserne er hovedsageligt søgt af piger; hele 11,4% af ungdomsårgangen af piger vil være på disse uddannelser, mod kun 0,7% af drengenes årgang.

På social- og sundhedsassistenterne m.v. vil 3,0% af årgangen befinde sig (0,7% vil afbryde uddannelsen). 1,8% vil forlade uddannelsessystemet . Endelig vil 0,6% påbegynde MVU (herunder sygeplejerskeuddannelsen).

I tabel 5.7.15 opgøres det normerede overgangsmønster for pædagogisk grunduddannelse (pgu). 1,5% af ungdomsårgangen vil være her (1,2% vil fuldføre uddannelsen), og 1,1% vil forlade uddannelsessystemet.

5.8 Vandringer fra det erhvervsfaglige uddannelsesområde

I dette afsnit beskrives overgangene for det erhvervsfaglige uddannelsesområde opdelt i grundforløb merkantile uddannelser, grundforløb tekniske uddannelser og erhvervsfaglige hovedforløb m.v., der er beregnet i det normerede overgangsmønster. Vi ser således de vandringer, man kan forvente, at de unge foretager, hvis mønstret er det samme som i perioden op til 2001. Alle tal er angivet som procenter af en ungdomsårgang, som antages at svare til det antal elever, der et givet år forlader grundskolens ældste klasser. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, hvilket betyder, at en person kan tælles flere gange. Overgang til gruppen selv indgår ikke i figurerne.

I figur 5.8.1 opgøres den andel af en ungdomsårgang, der i 2001 vil gå fra et enten fuldført eller afbrudt merkantilt grundforløb. 0,9% af årgangen vil påbegynde en videregående uddannelse, mens 7,5% vil starte på et erhvervsfagligt hovedforløb m.v. 5,0% vil påbegynde en gymnasial uddannelse. 1,8% vil gå til omverdenen; heraf vil 0,6% have et afbrudt merkantilt grundforløb bag sig.

Af figur 5.8.2 ses den andel af en ungdomsårgang, der i 2001 vil gå fra et enten fuldført eller afbrudt teknisk grundforløb. 5,4% vil forlade uddannelsessystemet, heraf 3,5% med et afbrudt forløb. 26,8% vil vælge et erhvervsfagligt hovedforløb m.v., heraf 3,5% med et afbrudt teknisk grundforløb. 1,3% af årgangen vil påbegynde en gymnasial uddannelse, 2,1% vil starte på et merkantilt grundforløb, og 2,6% vil påbegynde et videregående uddannelsesforløb.

Af figur 5.8.3 ses den andel af en ungdomsårgang, der i 2001 vil gå fra et enten fuldført eller afbrudt erhvervsfagligt hovedforløb m.v. 31,7% vil forlade uddannelsessystemet; heraf vil 27,8% have et fuldført forløb bag sig. 1,6% af årgangen vil påbegynde en gymnasial uddannelse, og 9% vil starte på en videregående uddannelse.

5.9 Institutionsfordelte bestandstal

I dette afsnit opgøres institutionsfordelte bestandstal for det erhvervsfaglige uddannelsesområde m.v. Tabel 5.9.1 viser, hvor mange elever der modtager, eller har modtaget, undervisning inden for et erhvervsfagligt grundforløb eller et erhvervsfagligt hovedforløb m.v. i 2001. Bestandene måles pr. 1/10 i året. Det samlede antal i bestanden svarer til opgørelsen i tabel 5.1.1, afsnit 5.1. Bestandstallene bygger på institutionernes indberetning til Danmarks Statistik. Ifølge Danmarks Statistik bliver eleverne på de tekniske skoler talt på den seneste tekniske skole, modsat elever på handelsskolerne, som bliver talt der hvor de påbegyndte.

De erhvervsfaglige uddannelsesinstitutioner omfatter en række forskellige institutionstyper, med hovedvægten af uddannelserne på handels- og tekniske skoler, men også med uddannelser på pædagogseminarier, navigationsskoler samt social- og sundhedsskoler m.v. Hovedparten af institutionerne er offentlige. Institutionsoplysningerne stammer fra Danmarks Statistiks institutionsregister.

Det erhvervsfaglige uddannelsesområde havde i alt ca. 118.000 elever i bestanden pr. 1/10 2001. Heraf var ca. 38.800 elever på et grundforløb og ca. 79.200 elever var på et erhvervsfagligt hovedforløb m.v. Antallet af elever på institutionsniveau varierer meget, nogle skoler har mange elever og andre få.

For grundforløb merkantile uddannelser ses at uddannelserne tages på handelsskoler og kombinationsskolerne handel og teknik. På Niels Brock CBC læste 1.089 elever merkantilt grundforløb, mens kun 32 elever læste på et merkantilt grundforløb på Lemvig Handelsskole.

For grundforløb teknik ses at disse uddannelser tages på; tekniske skoler, kombinationsskolerne handel og teknik samt slagteriskoler m.v. På Københavns Tekniske skole læste 1.619 elever et grundforløb på teknik, på Grindsted Erhvervsskole var det kun 22 elever der læste grundforløb teknik.

For erhvervsfaglige hovedforløbsuddannelser m.v. ses, at uddannelserne også tages på andre institutioner end tilfældet var på indgangsforløbene. Fx udgjorde bestanden på AMUcentre 1.035 elever, og der var 12.358 elever på social- og sundhedsskoler. Også her er der stor forskelle i antallet af elever på de forskellige skoler. Fx gik der 2.532 elever på Odense Tekniske Skole mod 21 elever på Kalø Landboskole.

5.10 Det erhvervsfaglige uddannelsesområde og ledighed på arbejdsmarkedet

I dette afsnit opgøres ledigheden for den del af arbejdsstyrken, der har fuldført en uddannelse under det erhvervsfaglige uddannelsesområde som den højeste fuldførte uddannelse. Generelt gælder at jo højere uddannelse, jo lavere ledighed. Der findes dog undtagelser fra reglen. Personer med en uafsluttet erhvervsrettet uddannelse eller en uafsluttet erhvervsfaglig uddannelse m.v. har generelt meget højere ledighed end folk med en erhvervsrettet uddannelse.

I tabel 5.9.1 opgøres ledigheden for personer efter højeste fuldførte erhvervsfaglige uddannelse (16-66-årige) opgjort fra 1992 til 2001, fordelt på køn.

Personer, som ikke kun har et grundforløb, indgår ikke i tabellen, da personer med afsluttet grundforløb ikke har egentlig erhvervskompetence (fordi de ikke har afsluttet uddannelsen med et hovedforløb).

Fra 1992 til 1993 viste der sig en stigende tendens til ledighed; den samlede ledighed steg fra 9,5% til 10,8%. Herefter faldt ledigheden konstant frem til 2001.

Sammenlignes 1992 med 2001, ses et markant fald i ledigheden for de personer, der havde fuldført en erhvervsfaglig uddannelse. I 1992 lå ledigheden på 9,5% mod kun 4,4% i 2001; således faldt ledigheden med hele 5,1 procentpoint.

Kvindernes ledighed lå konstant højere end gennemsnittet for området og dermed mændenes ledighed. Fra 1992 til 2001 faldt ledigheden for kvinder fra 10,9% til 5,3% (fald på 5,6 procentpoint).

Mændenes ledighed faldt også, fra 8,5% i 1992 til 3,8% i 2001. Faldet i ledigheden er dog lavere, end det fald der ses for kvinderne (4,7 procentpoint).

6. Det videregående uddannelsesområde

De videregående uddannelser (DVU) giver erhvervskompetence. Generelt inddeles de videregående uddannelser i niveauer efter varighed; her opdeles uddannelserne efter 5 hovedgrupper: korte videregående uddannelser (KVU), mellemlange videregående uddannelser (MVU), bacheloruddannelser, kandidatuddannelser, også benævnt lange videregående uddannelser (LVU), samt philosophiae doctor (ph.d.).

De videregående uddannelser bygger oven på en ungdomsuddannelse. Uddannelserne er teoretisk prægede, men nogle uddannelser har indlagt praktik i uddannelsesforløbet. Uddannelserne er af varierende længde.

På de fleste videregående uddannelser er der frit optag, det vil sige, at uddannelsesinstitutionerne selv fastlægger optagelsestallet ud fra fysisk kapacitet, kvalificerede lærerkræfter og beskæftigelsesforhold for de færdiguddannede. De pædagogiske og de sundhedsfaglige uddannelser har centralt fastsatte optagelsestal.

Adgangskravene til uddannelserne er centralt fastsatte, mens udvælgelseskriterierne (under adgangsbegrænsning) bestemmes af institutionerne selv.

Med den permanente indførelse i 1993 af ”flerårsaftalen” for de videregående uddannelser blev kandidatuddannelserne ændret fundamentalt. Lange videregående uddannelser blev opdelt i to selvstændige uddannelsesforløb: Et indledende afrundet 3årigt bachelorforløb som giver erhvervskompetence, men der som oftest fører videre til et kandidatuddannelsesforløb af 2 års varighed. Kandidatuddannelserne kan føre videre til forskeruddannelsen ph.d., som er et 3årigt selvstændigt forløb. Undtaget få uddannelser har alle kandidatuddannelser i dag en bachelor/kandidatstruktur. Før dette bestod kandidatuddannelserne af udelte uddannelsesforløb.

Det korte videregående uddannelsesområde

Adgangskravet til de korte videregående uddannelser er normalt enten en gymnasial uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse, suppleret med studiekompetence i typisk matematik og engelsk. De korte videregående uddannelser varer normalt 2 år og giver erhvervskompetence.

I august/september 2000 blev der med KVUreformen oprettet 13 nye uddannelser, der alle giver ret til at bruge betegnelsen AK efter uddannelsestitlen. De 13 nye uddannelser erstatter de tidligere ca. 75 uddannelser (på nær datamatiker og transportlogistiker m.v.). Uddannelserne giver adgang til relevante diplomuddannelser. Som eksempler på korte videregående uddannelser kan nævnes: Akademi/markedsøkonomuddannelserne, ituddannelser som fx datamatiker samt korte videregående sundhedsuddannelser som fx hospitalslaborant og farmakonom.

Det mellemlange videregående uddannelsesområde

Det mellemlange videregående uddannelsesområde består af mellemlange videregående uddannelser og bacheloruddannelser.

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) varer normalt 3-4 år og giver erhvervskompetence. Som eksempler på mellemlange videregående uddannelser kan nævnes: diplomingeniør, bibliotekar, folkeskolelærer, journalist, pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut, jordemoder og HD og ED¹. Adgangskravet er oftest en gymnasial eksamen (eller dele heraf); også visse relevante erhvervsuddannelser (EUD) giver adgang. Fx giver bestået SOSUassistent adgang til de sundhedsfaglige uddannelser.

Med vedtagelsen af MVUloven i 2000 indførtes professionsbachelorniveauet og –titlen. Loven er fulgt op af reformer af de mellemlange videregående uddannelser, som i dag bliver løftet til bachelorniveauet og har fået tillagt professionsbachelortitlen.

Det nye professionsbachelorniveau forudsætter bl.a., at undervisningen baseres på forskningstilknytning, og at uddannelserne og undervisningen knyttes tættere til professionen. Professionsbachelorerne giver nu adgang til relevante kandidatuddannelser. Fra 2003 vil alle studerende starte på en professionsbacheloruddannelse. Uddannelserne er vekseluddannelser, hvor der skiftes mellem praktik og teori.

På samme niveau som de mellemlange videregående uddannelser findes de akademiske bacheloruddannelser på universiteterne. De er normerede til 3 år og giver erhvervskompetence. Der er uddannelser inden for samfundsvidenskab, humaniora, naturvidenskab m.v. Som eksempler på bacheloruddannelser kan fx nævnes: Jura, biomekanik, økonomi, sociologi, skovbrug m.v. I gruppen af bachelorer indgår tillige HA.

Strukturen for universitetsuddannelserne (bachelor 3 år + kandidat 2 år + ph.d. 3 år) blev fastlagt i 1993. Før den tid var der kun samlede forløb frem til kandidatgraden som første akade

¹ HD og ED er efter 1990 under åben uddannelse, men medtages her af historiske grunde. miske grad. Næsten alle universitetsuddannelser er i dag opbygget af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse med mulighed for en efterfølgende ph.d.uddannelse.

Adgangskravet til bacheloruddannelserne er normalt en gymnasial uddannelse med specifikke fagkrav som til de øvrige videregående uddannelser. Bacheloruddannelsen er en afsluttet teoretisk uddannelse, men giver også adgang til et kandidatuddannelsesforløb.

De lange videregående uddannelser

Kandidatuddannelserne er videregående teoretiske uddannelser af normalt 2 års varighed efter en bacheloruddannelse dvs. samlet 5 år. Enkelte kandidatuddannelser er dog stadig opbygget som ét samlet forløb uden bachelorniveau (udelte uddannelser), fx uddannelserne til farmaceut, tandlæge, arkitekt og landinspektør. Uddannelserne giver erhvervskompetence.

Kandidatuddannelserne består af uddannelser inden for følgende områder: humaniora, pædagogik, teknik, samfundsvidenskab, naturvidenskab, sundheds, veterinær- og landbrugsvidenskab m.v., Som eksempler på kandidatuddannelser kan fx nævnes: civilingeniør, arkitekt, læge, jura m.v. Efterfag indgår også som ”øvrige videregående uddannelser”.

Ph.d.uddannelser

Som overbygning til kandidatuddannelsen findes forskeruddannelsen, der afsluttes med en ph.d.grad og er normeret til 3 år. Uddannelserne giver erhvervskompetence. Der findes uddannelser inden for fx samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab, naturvidenskab, humaniora, teknik og veterinær- og landbrugsvidenskab m.v.

I slutningen af 2001 skiftede bachelor, kandidat- og ph.d.ud dannelserne ressort fra Undervisningsministeriet til Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. I dette kapitel behandles alle videregående uddannelser uanset ressort. Det vil sige, at også uddannelser, som henhører under fx Kulturministeriet, Forsvarsministeriet m.v., er medtaget.

6.1 Bestand, tilgang og afgang af studerende nu

I dette afsnit opgøres de historiske bevægelser for studerende på de videregående uddannelser (DVU). Tallene viser, hvor mange studerende der modtager eller har modtaget undervisning på området fra 1992 til 2001. Bestanden af studerende opgøres pr. 1/10 i året. De øvrige bevægelser for de studerende måles over en periode fra 1/10 året før til 30/9 i året.

Tabellerne med bevægelser for de studerende sammentælles i to forskellige totaler. Den ene sammentælling er summen af alle de bevægelser, der forekommer: både ind og ud af gruppen og internt mellem uddannelserne i gruppen. Den anden sammentælling indeholder kun de bevægelser, der sker til og fra de enkelte grupper som helhed. Fx vil overgange fra tandlæge til læge tælles med i den første sammentælling, men ikke i den anden. Bestandstallene derimod indeholder kun én sammentælling.

Som tidligere nævnt blev det videregående uddannelsesområde (DVU) omlagt inden for de ti, år der her belyses. Det har stor betydning for tidsserierne. Man bør holde sig for øje, at udviklingstendenserne i meget høj grad er præget af områdets omlægninger. Fx ses et skift i tilgangen af studerende fra kandidatuddannelserne til bacheloruddannelserne efter 1992 (se evt. noter til tabellerne).

For bachelor, kandidat- og ph.d.området er indberetningerne fra enkelte store institutioner til Danmarks Statistik de seneste år manglefulde (se noter til tabel 6.1.1). Dette forhold bør man holde sig for øje, inden der konkluderes på udviklingstendenserne.

I tabel 6.1.1 og figur 6.1.1 opgøres bestanden af studerende på det videregående uddannelsesområde fra 1992 til 2001. Antallet af studerende voksede markant i perioden fra 161.174 til 201.806 (en stigning på 25,2%).

I 2001 fordelte bestanden af studerende sig på følgende måde: KVU 10,7%, MVU 37,5%, bachelor 22,5%, kandidatuddannelsesområdet 27,0% og endelig ph.d. 2,3%.

Antallet af studerende på KVU steg med hele 34,1% fra 1992 til 2001, fra 16.150 til 21.658 studerende. Stigningen skyldes bl.a. de merkantile uddannelser, men også ituddannelserne som havde en markant stigning fra 1.395 studerende i 1992 til 5.063 i 2001.

MVU havde områdets største bestand af studerende. I 2001 læste 75.661 studerende her, heraf 37.916 til folkeskolelærer eller pædagog. Fra 1992 til 2001 steg bestanden på MVU markant med 38,3%.

I 2001 studerede 45.464 personer på en bacheloruddannelse. Flest læste på en humanistisk uddannelse (8.360 studerende) efterfulgt af naturvidenskab (7.524 studerende).

I 1992 læste 65.136 studerende på en kandidatuddannelse; i 2001 var bestanden faldet til 54.410 studerende. Figur 6.1.1 illustrerer tydeligt skiftet i bestanden mellem bachelor- og kandidatuddannelserne (jf. ”flerårsaftalen for de videregående uddannelser”). Bestanden af bachelorer steg, og kandidatbestanden faldt, men samlet set steg antallet af studerende for de to uddannelsesområder fra 86.955 studerende i 1992 til 99.874 i 2001 (en stigning på 14,9%).

I tabel 6.1.2 opgøres tilgangen af studerende til det videregående uddannelsesområde fra 1992 til 2001.

Områdets største procentuelle stigning i tilgangen ses for bachelorerne (pga. strukturændringen). Fra 1992 til 2001 steg summen af tilgange med 103,7%. Summen af tilgange til KVU steg med 4,3% fra 1992 til 2001, men fra 1992 til 1997 viste der sig et konstant fald i tilgangen af studerende (i perioden faldt tilgangen med 14,8%).

For MVU steg summen af tilgange konstant. Fra 1992 til 2001 udgjorde stigningen 38,2%. I 2001påbegyndte i alt 24.159 personer en mellemlang videregående uddannelse. Tilgangen til HD og ingeniøruddannelserne faldt, mens tilgangen til folkeskolelærer- og pædagoguddannelserne steg markant i perioden.

I 1992 var tilgangen til bachelor hovedsagelig koncentreret på HA og erhvervssprog, disse uddannelser udgjorde 56,6% af bestanden i 1992, mod 30,3% i 2001). I 2001 var summen af tilgange til området 14.241 studerende. I 1993 var tallet for tilgang af studerende 10.693. De højeste tilgange til området i 2001 findes på HA og humaniora med en tilgang på hhv. 2.821 og 2.438 studerende.

For kandidatuddannelserne ses en samlet sum af tilgange på 13.890 studerende i 2001. Den højest tilgang ses for erhvervsøkonomi med 2.132 studerende i 2001.

Fra 1992 til 2001 lå tilgangen af studerende til ph.d. mellem 1.000 og 1.300 studerende om året.

Antallet af studerende, der fuldførte en videregående uddannelse opgøres i tabel 6.1.3. Sammenlignes 1992 med 2001, ses at antallet af fuldførelser steg for alle områder. Flest fuldførte MVU; i 2001 fuldførte 16.676 studerende en uddannelse herfra, efterfulgt af kandidatuddannelserne med 9.005 fuldførte forløb.

Fra 1992 til 2001 steg antallet af nettofuldførelser på MVU med 38,6%. Der var en markant stigning i antallet af nyuddannede folkeskolelærere og pædagoger; stigningen udgjorde hhv. 142,6% og 109,1%.

Bacheloruddannelserne havde grundet omlægningen områdets største stigning i summen af fuldførte. Fra 1992 til 2001 steg antallet af fuldførelser med 77,1% ( i 2001 fuldførte 6.891 studerende et bachelorforløb).

Kandidatuddannelserne havde en stigning i antallet af nettofuldførelser på 44,6% ( i 2001 blev der uddannet i alt 9.005 studerende).

Ph.d. havde også et pænt stigende antal fuldførelser. I 2000 udgjorde summen af fuldførte forløb 1.035, mod kun 453 fuldførte forløb i 1992; flest fuldførte en sundhedsuddannelse.

I tabel 6.1.4 præsenteres antal studerende, der valgte at afbryde en uddannelse inden for det videregående uddannelsesområde fra 1992 til 2001. Tabellen angiver, på hvilket niveau i studiet afbruddet forekom samt i hvilket år. Ud fra denne tabel alene kan det være vanskeligt at konkludere, om et stigende/faldende antal afbrud også betyder et fald/en stigning i antal fuldførte. Oplysningerne om antal afbrud skal suppleres med oplysninger fra afsnittet "frekvenser og tider" og evt. fra dette afsnits øvrige opgørelser.

I 2001 udgjorde summen af afbrud fra: KVU 3.101 studerende, MVU 6.667 studerende, bacheloruddannelserne 6.092 studerende og kandidatuddannelserne 5.689 studerende. Fra ph.d. afbrød 349 studerende deres uddannelse.

6.2 Bestand, tilgang og afgang af studerende i fremtiden

I dette afsnit præsenteres de fremskrevne tal for de studerede på det videregående uddannelsesområde (DVU). Det opgøres, hvor mange studerende der kan forventes at modtage undervisning inden for området i perioden fra 2002 til 2011. Bestandene opgøres pr. 1/10 i året, og bevægelserne af studerende er målt i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året.

Tabellerne med de studerendes bevægelser sammentælles med to forskellige totaler. Den ene sammentælling er alle de forventede bevægelser: både ind og ud af gruppen og internt i gruppen. Den anden sammentælling indeholder kun de bevægelser, der forventes at ske ind og ud af de enkelte grupper. Fremskrivningerne foretages på baggrund af de bevægelser, man kender fra 2000, med udgangspunkt i forventningerne til ungdomsårgangenes størrelse. Se note 1) under tabel 6.2.1.

I tabel 6.2.1 og figur 6.2.1 opgøres den forventede udvikling i bestanden af studerende fra 2002 til 2011.

Antallet af studerende på det videregående uddannelsesområde forventes at stige med 3,5% fra 2002 til 2011. Stigningen dækker dog over en varierende forventet udvikling i fremskrivningsperioden. Fx forventes bestanden af studerende at falde i perioden fra 2002 til 2006; herefter forventes antallet af studerende stige. 2011 bliver året, hvor bestanden vil toppe med ca. 211.100 studerende.

I 2011 forventes bestanden at fordele sig således: KVU 10,4%, MVU 36,9%, bachelor 22,2%, kandidatuddannelsesområdet (LVU) 27,8% samt ph.d.uddannelserne 2,8%.

Sammenlignes 2002 med 2011, ses en nogenlunde status quotilstand for antallet af studerende på KVU og kandidatuddannelserne. For MVU forventes bestanden at stige med 3,0%, mens antallet af studerende på bacheloruddannelserne vil stige med 7,8%.

I tabel 6.2.2 opgøres den forventede tilgang af studerende fra 2002 til 2011.

Sammenlignes summen af tilgange af studerende i 2002 med slutåret for fremskrivningen, ses at alle områder (på nær kandidatuddannelsesområdet) vil opleve en stigning i tilgangen.

Nederst i tabel 6.2.2 beregnes nettotilgangen til det videregående uddannelsesområde. I 2011 forventes tilgangen til kandidatuddannelserne at ligge på ca. 14.500 studerende. Mod ca. 15.000 studerende i 2002, så der er tale om et svagt fald.

KVU og MVU kan imødese en stigning i nettotilgangen på hhv. 4,7% og 4,5%. Nettotilgangen til bachelor forventes at stige mest (stigning på 10,8%).

I tabel 6.2.3 opgøres det antal af studerende, der forventes at fuldføre en videregående uddannelse fra 2002 til 2011.

Der forventes ikke de store spring i antallet af nettofuldførelser på de forskellige hovedområder. Sammenlignes udgangsåret med 2011, viser det sig, at kandidatuddannelserne og ph.d. kan imødese et stigende antal fuldførte forløb på hhv. 7,3% og 18,7%.

KVU forventes at have et nogenlunde stabilt antal fuldførelser fra 2002 til 2011 på ca. 7.700 studerende pr. år. De mellemlange videregående uddannelser og bacheloruddannelserne kan forvente et fald i antallet af fuldførte forløb. I 2011 vil omkring 16.900 fuldføre MVU og 7.400 vil fuldføre en bacheloruddannelse. I tabel 6.2.4 opgøres det forventede antal afbrud fra 2002 til 2011. Tabellen angiver, på hvilket niveau i studiet afbruddet forventes at forekomme samt i hvilket år. Ud fra denne tabel alene er det vanskeligt at konkludere, om et stigende/faldende antal afbrud i fremtiden også betyder et fald/en stigning i antal fuldførelser. Oplysningerne i tabellen skal suppleres med andre oplysninger. Af den nederste del af tabellen ses at i 2011 forventes antallet af nettoafbrud at udgøre: på KVU (ca. 3.200), MVU (ca. 6.100), bacheloruddannelserne (ca. 5.700), kandidatuddannelserne (ca. 4.800) og ph.d. (ca. 300).

6.3 Særlige opgørelser for det videregående uddannelsesområde

Her præsenteres særlige opgørelser for det videregående uddannelsesområde (DVU), fx bestandens fordeling på køn og alder, uddannelsesbaggrund inden påbegyndelse af en videregående uddannelse, de studerende fordelt på oprindelse m.v.

I tabel 6.3.1 og figur 6.3.1 opgøres bestanden på køn og hovedgrupper fra 1992 til 2001. Det videregående uddannelsesområde har nu en pæn overvægt af kvinder, og andelen steg konstant.

I 1992 udgjorde kvinderne 51,2% af de studerende på de videregående uddannelser; i 2001 var tallet 56,9%. I slutningen af 1980’erne var der flere mænd end kvinder på de videregående uddannelser (fremgår ikke af tabellen).

Den stigende kvindeandel forekommer på MVU, kandidatuddannelsesområdet samt ph.d.området. Fra 1992 til 2001 steg andelen af kvindelige studerende på MVU og kandidatuddannelserne med hhv. 10,1 procentpoint og 4,1 procentpoint. For MVU’s vedkommende er forklaringen bl.a., at der har været en stigende tilgang til typiske kvindeuddannelser som fx folkeskolelærer og pædagog.

Selvom ph.d.området er domineret af mandlige studerende, ses dog en stigende andel af kvinder (fra 31,8% i 1992 til 43,2% i 2001).

Også på KVU var flertallet af studerende mænd. Mændene udgjorde tillige en stigende andel af de studerende. I 1992 udgjorde mændene 52,3% af bestanden; i 2001 var det 55,8%.

I tabel 6.3.2 og figur 6.3.2 beregnes gennemsnitsalderen for bestanden af studerende på de videregående uddannelser fra 1992 til 2001.

De studerende på KVU var i gennemsnit 26,1 år i 2001. Der har vist sig en stigende alder for bestanden; i 1992 var alderen 25,3 år. De ældste studerende i gruppen ses på levnedsmiddel- og husholdningsuddannelserne med en gennemsnitlig alder på 28,5 år.

På MVU var gennemsnitsalderen 28,1 år. Også på dette område var der en stigende gennemsnitsalder. Fra 1992 til 2001 steg alderen med 1,3 år. De ældste studerende ses naturligvis på videreuddannelserne. Fx var alderen for diplomuddannelsen sundhed i 2001 39,6 år. De pædagoguddannelsen var de studerende i gennemsnit 30,0 år.

I 2001 lå gennemsnitsalderen på bacheloruddannelserne på 24,7 år; i 1992 var alderen 23,5 år. Omlægningen af området har naturligvis haft betydning for udviklingen i alderen. I 1992 indeholdt gruppen hovedsageligt HA og erhvervssprog, og her var gennemsnitsalderen for begge uddannelser 23,5 år. De ældste studerende ses på psykologi, hvor de studerende i gennemsnit var 28,5 år.

I 2001 var gennemsnitsalderen for de studerende på kandidatuddannelserne 28,0 år. De ældste studerende ses på psykologi og teologi, hvor alderen var hhv. 31,1 år og 30,7 år. Farmaceuterne var yngst med en gennemsnitsalder på 24,1 år.

Inden gennemgang af tabellerne 6.3.3 til 6.3.5 skal følgende forhold nævnes: Statistikken er fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) på Københavns Universitet og indeholder ikke præcis de samme uddannelser, der ellers betegnes som DVU (dog langt hovedparten af uddannelserne). Man skal tillige være forsigtig med at konkludere på udviklingen over tid, da der fra år til år er kommet flere uddannelser under KOT’ens optagelsesområde. I tabel 6.3.3 opgøres antal ansøgere og afviste under Den Koordinerede Tilmelding fra 1995 til 2002. I 2002 ansøgte 57.673 personer som 1. prioritet en uddannelse under KOT’ens optagelsesområde (ekskl. 1årig hhx). 10.725 ansøgere blev afvist, svarende til 18,6% af ansøgerne. I 1995 blev 29,9% af ansøgerne afvist.

I tabel 6.3.4 opgøres ansøgere procentuelt fordelt efter adgangsgivende eksamen fra 1996 til 2002. I 2002 havde 2/3 af ansøgerne en studenter eller hfeksamen, og studerende med baggrund i højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) udgjorde hhv. 10,0% og 3,2% af ansøgerne.

I tabel 6.3.5 ses antal ansøgere, optagne og afviste på KOT’ens optagelsesområde opgjort for udenlandske statsborgere fra 1994 til 2002. Ansøgere med udenlandsk statsborgerskab steg fra 4.560 ansøgere i 1994 til 6.231 ansøgere i 2002.

I 2002 blev 3.749 studerende med udenlandsk statsborgerskab optaget; dette var periodens højeste antal optagne; svarende til ca. 60,0% af de udenlandske statsborgere der ansøgte om en uddannelse; i 1994 var tallet ca. 42,0%.

I tabel 6.3.6 ses de studerendes studiebaggrund inden påbegyndelse af udvalgte videregående uddannelser i 2001. Der betragtes alene det sidste ”uddannelsesforhold” inden start på en videregående uddannelse. Det kan være en fuldført uddannelse med studiekompetence eller erhvervskompetence. Enkelte fuldførte uddannelser er grupperet sammen (erhvervsfaglige uddannelser inkl. grundforløb m.v.). En del studerende er studieskiftere, dvs. kommer direkte fra et afbrudt uddannelsesforløb. Endelig kommer en del studerende uden tidligere at have været registreret i uddannelsessystemet (uoplyste), fx indvandrere eller gæstestuderende, som har taget grundskoleuddannelsen i andre lande.

For KVU kom 66% fra en fuldført uddannelse; 39% med studiekompetence, 24% med erhvervskompetence (oftest en erhvervsfaglig uddannelse m.v.) og 3% med anden fuldført uddannelse. 26% var studieskiftere, heraf kom 17% fra en afbrudt videregående uddannelse.

På MVU havde 72% en fuldført uddannelse bag sig; heraf havde 41% studiekompetence og 29% havde erhvervskompetence; heraf 16% med en fuldført erhvervsfaglig uddannelse m.v. og 13% med en fuldført videregående uddannelse (oftest en kort eller mellemlang videregående uddannelse). 24% var studieskiftere der havde fra et afbrudt forløb bag sig; heraf kom 16% med et afbrud fra en videregående uddannelse.

Til bacheloruddannelserne kom 74% med en fuldført uddannelse. Ikke overraskende kom 66% med studiekompetence; 49% med en almengymnasial uddannelse, 16% med en erhvervsgymnasial uddannelse og 1% med et fuldført erhvervsfagligt grundforløb. 9% havde erhvervskompetence; heraf 3% en erhvervsfaglig hovedforløbsuddannelse m.v. og 1% en bacheloruddannelse. Studieskifterne udgjorde 21% for nystartede bachelorer; heraf kom 12% fra en bachelor, kandidat eller ph.d.uddannelse.

Til kandidatuddannelserne kom 78% med en fuldført uddannelse bag sig, primært en bacheloruddannelse (42%), men også gymnasial uddannelse (21%) og MVU (9%). Andelen med bacheloruddannelse virker lav, men det skyldes, at tilgangen til kandidatuddannelserne er præget af, at der her er tale om to slags tilgange (til hhv. udelte kandidatuddannelser og kandidatoverbygningsuddannelser). Desuden ser det højt ud, at 4% påbegyndte en kandidatuddannelse efter en fuldført kandidatuddannelse, men det er hovedsageligt studerende, der valgte at supplere eller udbygge deres uddannelse. 13% var studieskiftere heraf; 5% fra en afbrudt bacheloruddannelse og 5% fra en afbrudt kandidat eller ph.d.uddannelse. I tabel 6.3.7 opgøres den procentuelle fordeling af studerende på de videregående uddannelser fordelt på personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere, opgjort fra 1992 til 2001.

For alle hovedgruppers vedkommende gør det forhold sig gældende, at en stigende andel af de studerende er indvandrere eller efterkommere (hovedparten var indvandrere).

KVU var det område, der havde den største andel af indvandrere og efterkommere. I 2001 udgjorde indvandrere og efterkommere 9,8% af de studerende; i 1992 var det 4,2% af de studerende.

På de mellemlange videregående uddannelser og på bacheloruddannelserne udgjorde indvandrere og efterkommere i 2001 hhv. 5,8% og 6,5% af bestanden af studerende.

7,6% af de studerende på LVU var indvandrere eller efterkommere i 2001; i 1992 udgjorde 4,8% af de studerende.

6.4 Lærerressourcer

Siden gennemførelsen af budgetreformen for de videregående uddannelser i 1994 budgetteres ikke længere på grundlag af forudsætning om antal studerende i forhold til lærerårsværk. Disse oplysninger er derfor ikke længere en del af finanslovens oplysninger. Ved redaktions slutning var det endnu ikke muligt af få nyere tal.

I tabel 6.4.1 opgøres antallet af lærere og lærerårsværk på MVU institutioner og universitetslovsinstitutioner fra 1994 til 2000. I dette afsnit betyder lærere: fastansatte undervisere/forskere og deltids- og timelærere. For både MVU og universiteterne er der en markant forskel mellem antallet af lærere og lærerårsværk. Denne forskel indikerer, at begge områder er præget af mange deltidsansatte.

MVUinstitutionerne havde i alt 16.000 lærere i 2000; i 1996 var der 19.000 lærere. Antallet af lærerårsværk udgjorde konstant ca. 3.000.

Universitetslovsinstitutionerne havde i alt ca. 32.000 lærere i 2000. I 1996 var der ca. 30.000. I 2001 udgjorde antallet af lærerårsværk ca. 10.000 i 1994 var der ca. 7.000 lærerårsværk.

I tabel 6.4.2 opgøres antal lærerårsværk fordelt på universitetslovsinstitutioner fra 1996 til 2001. I 2001 var der i alt ansat 9.786 lærerårsværk; i 1996 var det 7.997 lærerårsværk. Således steg antallet af lærerårsværk med 22,4% i perioden.

Københavns Universitet havde det største forbrug af lærerårsværk (2.502 lærerårsværk i 2000) efterfulgt af Århus Universitet med 1.783 og Danmarks Tekniske Universitet med 1.236 lærerårsværk. Et mindre antal lærerårsværk ses fx på Danmarks Farmaceutiske Højskole og Handelshøjskolen i Århus med hhv. 173 og 255 lærerårsværk i 2000.

I tabel 6.4.3 og figur 6.4.1 opgøres lærerårsværk på køn på universitetslovsinstitutionerne fra 1996 til 2000. Området var markant præget af mandlige lærere. I 2000 var 71,5% mænd. Kvinderne udgjorde dog en stigende andel af lærerårsværkene. I 1996 udgjorde de 25,0% mod 28,5% i 2000.

6.5 Frekvenser og tider i de videregående uddannelsesforløb

Dette afsnit indeholder beregning af fuldførelsesprocenter samt fuldførelses og afbrudstider for udvalgte uddannelsesgrupper under det videregående uddannelsesområde (DVU). Fuldførelsesprocenten beregnes hvert år ud fra det mønster, der kan iagttages i tværsnitsperioden. Fuldførelsesprocenten er således en beregnet størrelse af, hvor stor en andel af de personer der er påbegyndt en uddannelse, der forventes at fuldføre (studieskift i et forløb betragtes som afbrud). Således beregnes procenten for afbrud som 100% minus fuldførelsesprocenten.

Der er generelt knyttet betydelige metodiske vanskeligheder til opgørelse af fuldførelsesprocenter. Måler man eksempelvis fuldførelsen i forhold til starten på den enkelte uddannelse? Opererer man på undergrupper, mellemgrupper eller hovedgrupper?

Hvis en uddannelse/gruppe fx oprettes eller nedlægges, kan det resultere i nogle tilsyneladende overraskende fuldførelsesprocenter og studietider. Vi har, bl.a. derfor, ikke bragt alle resultater for undergrupperne. Dette områdes strukturændringer har også stor betydning for fuldførelsesprocenterne, og der har tillige været mangelfulde indberetninger om antallet af fuldførte m.v. fra forskellige videregående uddannelsesinstitutioner. (Se evt. afsnit noter og kommentarer i 6 og afsnit 6.1).

Den helt overordnede fuldførelsesprocent for hele det videregående uddannelsesområde er ifølge profilberegningerne fra Statistik- og Informationskontoret 85% i 2000. Sandsynligheden for at en person, der påbegynder en videregående uddannelse, også afslutter en videregående uddannelse om end ikke nødvendigvis den som han startede på er altså høj.

Ser man på enkelte udvalgte uddannelser eller uddannelsesgrupper på hovedområder, er billedet naturligvis et andet. Her vil man regne studieskiftere med som afbrudte.

I tabel 6.5.1 ses udviklingen i fuldførelsesprocenten for udvalgte videregående uddannelser fra 1992 til 2001.

På de korte videregående uddannelser (KVU) var der varierende tendens til at fuldføre. I 2001 svingede fuldførelsesprocenterne mellem 56% (ituddannelser) og 94% (transportuddannelser).

Fuldførelsesprocenten for akademi/markedsøkonomer m.v. lå på 67,5%; hovedparten af de, der afbrød denne uddannelse, forventes at forsætte på et nyt uddannelsesforløb.

De mellemlange videregående uddannelser (MVU) har generelt høje fuldførelsesprocenter, svingende mellem 68 og 94% i 2001. På enkelte meget populære uddannelser fuldfører ekstraordinært mange studerende; blandt disse havde fx journalistuddannelsen en gennemførelsesprocent på 89,4% i 2001. 90,3% af de pædagogstuderende fuldførte, mens folkeskolelæreruddannelsen havde en fuldførelsesprocent på 71,6. For de fleste mellemlange uddannelsers vedkommende vejer studieskifterne tungt, når frafaldet opgøres. HD og erhvervssproglig diplomuddannelse havde områdets laveste fuldførelsestendens i 2001 på hhv. 30,3% og 22,0%.

Som tidligere nævnt var bacheloruddannelserne præget af omlægninger i perioden. Fuldførelsesprocenterne i 2001 varierede fra 38,8% (sprog) til 68,2% (HA). For bachelor naturvidenskab lå fuldførelsesprocenten på 44,6. Hovedparten af de, som afbrød, vil fortsætte på et nyt uddannelsesforløb.

På kandidatuddannelserne (LVU) var fuldførelsesprocenten for hovedparten af grupperne over eller omkring 70%. Fuldførelsen for en række af uddannelserne måles i forhold til starten på de 2-årige kandidatuddannelser. Blandt de ophørte kandidatstuderende var der en overvægt af stu derende, der forlod uddannelsessystemet frem for at skifte til et andet studium. I 2001 fuldførte 90,5% veterinærvidenskab, og 77,3% fuldførte tandlægestudiet.

I tabel 6.5.2 ses de gennemsnitlige fuldførelsestider for udvalgte videregående uddannelser fra 1992 til 2001. Tiderne er naturligvis påvirket af skiftet i de normerede studietider, men også af omlægninger af uddannelserne, fx pædagoguddannelsen som i perioden blev forlænget med ½ år. Fuldførelsestiderne er dermed meget varierende afhængig af uddannelsesgruppe. De længste tider ses naturligt for de udelte kandidatuddannelser. Fx tog arkitektuddannelsen gennemsnitligt 6,1 år at fuldføre, mens teologerne var 7,8 år om at fuldføre.

For KVU ses at akademi/markedsøkonomerne i 2001 var 2,4 år om at fuldføre deres uddannelse. De længste uddannelsestider ses for politi/fængsel og kunst/kultur (Kulturministeriet) med en fuldførelsestid på omkring 3 år.

For de mellemlange videregående uddannelser lå fuldførelsestiden for mange af uddannelserne på omkring 3 år. I 2001 tog det fx 3,5 år at blive pædagog, 4,1 år at blive folkeskolelærer og 3,9 år at blive sygeplejerske. Der findes også visse kortere forløb; fx tog det 0,9 år at fuldføre sygeplejediplomuddannelsen, og videreuddannelsen for sygeplejersker tog ca. 1 år.

Hovedparten af bacheloruddannelser i 2001 tog omkring 3 år at fuldføre; længst var den tiden for naturvidenskab med 3,8 år, og kortest var fuldførelsestiden for HA med 2,8 år. Efter gennemførelsen af bachelorreformen faldt kandidatuddannelsesområdets gennemsnitlige fuldførelsestid. Dette er en naturlig konsekvens af strukturen og afspejles tydeligt i tabellen.

For kandidatuddannelserne ses en varierende fuldførelsestid, fordi området indeholder både delte og uddelte uddannelser. I 2001 tog det 7,4 år at blive læge og 7,8 år at blive teolog. For den delte jurauddannelse ses en tid på 2,4 år.

I tabel 6.5.3 opgøres de gennemsnitlige afbrudstider for de videregående uddannelser fra 1992 til 2001. Man skal holde sig for øje, at der for visse uddannelser kan være tale om et meget lille antal afbrud. Dette giver store variationer i de gennemsnitlige afbrudstider. Samtidig hermed bør fuldførelsestiden indgå i vurderingen af de gennemsnitlige tider for afbrud.

For de akademi/markedsøkonomerne var de studerende i 2001 0,8 år om at afbryde. For studerende på ituddannelserne var tiden 0,9 år. For erhvervssprog/formidling var afbrudstiden 1,3 år.

MVU har også varierende afbrudstider. Fx var studerende på HD i 2001 1,9 år om at afbryde. Sygeplejerskernes afbrudstid var 1,4 år. De studerende på bygningskonstruktøruddannelsen afbrød efter 0,8 år.

For bachelorområdet ses at de studerende, der i 2001 afbrød jura, var 1,9 år om det, og at de, der afbrød psykologi, var 3,2 år om at afbryde.

Også for kandidatuddannelserne varierede afbrudstiden. Fx ses at de, der afbrød uddannelsen til civilingeniør og læge i 2001, var 2,8 år om at forlade uddannelsen. Mens de studerende på erhvervsøkonomi var 3,4 år om at forlade uddannelsen. De studerende, der valgte at afbryde tandlægestudiet, var 1,9 år om det.

6.6 Overgangsmønster ved fuldførelse og afbrud fra det videregående uddannelsesområde

I dette afsnit opgøres overgangsmønstret fra fuldførte og afbrudte uddannelsesforløb for de videregående uddannelser (DVU) i perioden 1992 til 2001. I opgørelserne kan man se, om en studerende efter at have afsluttet et uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller hvilket nyt forløb vedkommende i givet fald påbegynder.

Det overgangsmønster, der præsenteres i opgørelsen, er det, man kan forvente at se, hvis de overgangstendenser, man så i og op til den givne tværsnitsperiode, fastholdes. Overgangene vises fra givne uddannelsesundergrupper til uddannelseshovedgrupper. Alle overgange fra en fuldført eller afbrudt uddannelsesgruppe udgør 100%. Overgangsmønstret har ændret sig for flere uddannelser. Man skal være opmærksom på, at store spring eller ændringer i overgangsmønstret kan skyldes omlægninger i uddannelsessystemet, dvs. at ændringerne ikke nødvendigvis er udtryk for ændret adfærd hos de studerende eller færdiguddannede.

Beregningerne for såvel fuldførte som afbrudte forløb er omfattende; derfor kommenteres kun på udvalgte overgange fra de enkelte undergrupper med fokus på 2001. Der kan endvidere henvises til noter i afsnit 6.1 om mangelfulde indberetninger for visse institutioner.

I tabel 6.6.1 opgøres overgangsmønstret for de studerende, der fuldførte en uddannelse under det videregående uddannelsesområde fra 1992 til 2001. Der er stor forskel mellem mønstrene for de enkelte grupper.

For de videregående uddannelser gælder det forhold, at uddannelserne er erhvervskompetencegivende; derfor vil overgangen til omverdenen efter gennemførelse af disse uddannelser være stor. Dette overgangsmønster gælder ikke for de studerende der fuldførte en bacheloruddannelse; her vil langt den overvejende del naturligt fortsætte på et kandidatuddannelsesforløb.

For hver 100, der fuldførte akademi-/markedsøkonom m.v., vil 58 gå til omverdenen, 24 vil påbegynde en mellemlang videregående uddannelse (MVU - herunder HD), og 5 vil påbegynde en kandidatuddannelse.

For it-uddannelserne (KVU) vil 86 af hver 100 fuldførelser resultere i en overgang til omverdenen. 12 vil fortsætte på en ny videregående uddannelse, heraf 6 på en mellemlang videregående uddannelse.

For hver 100, der i 2001 fuldførte HD (MVU), vil 70 forlade uddannelsessystemet, mens 18 vil starte på et kandidatuddannelsesforløb.

For bygningskonstruktører (MVU) vil 94 ud af hver 100 fuldførte forløb resultere i en overgang til omverdenen, 5 af de uddannede vil påbegynde et forløb på enten en mellemlang eller en lang videregående uddannelse.

For hver 100 folkeskolelærere, der blev uddannet, vil 82 forlade uddannelsessystemet. For pædagogerne er overgangen til omverdenen næsten identisk med folkeskolelærernes (83 vil forlade uddannelsessystemet). Af de uddannede folkeskolelærere vil 10 påbegynde et nyt uddannelsesforløb på en kandidatuddannelse.

Bachelorområdets uddannelser har som tidligere beskrevet et andet overgangsmønster end mønstret fra fx MVU. 88 af hver 100 der fuldførte HA vil påbegynde en kandidatuddannelse (primært cand.merc.), og kun 6 vil forlade uddannelsessystemet.

Fra fuldført samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse vil hele 94 af hver 100 fuldførelser resultere i en overgang til kandidatuddannelsesniveauet; kun 2 vil forlade uddannelsessystemet med en bachelorgrad, og 2 vil påbegynde en mellemlang videregående uddannelse.

Fra fuldført naturvidenskabelig bacheloruddannelse vil hele 91 af hver 100 fuldførelser resultere i en overgang til kandidatuddannelsesniveauet; kun 4 vil forlade uddannelsessystemet.

For jurister på kandidatniveau vil 93 af hver 100 kandidater forlade uddannelsessystemet, og 4 vil påbegynde et uddannelsesforløb på MVU.

Efter en fuldført teologisk kandidatuddannelse vil 7 af hver 100 kandidater påbegynde en ph.d.-grad, mens 84 vil gå til omverdenen.

For civilingeniører vil 75 af hver 100 fuldførelser resultere i overgang til omverdenen. 7 kandidater vil starte på MVU (herunder HD), mens 16 vil påbegynde en ph.d.-grad.

Efter endt lægeuddannelse vil 28 af hver 100 fuldførte forløb resultere i en overgang til ph.d., mens 71 kandidater vil forlade uddannelsessystemet.

Langt hovedparten af de studerende, der fuldførte en ph.d.-grad, forlod uddannelsessystemet.

I tabel 6.6.2 præsenteres resultater af det beregnede overgangsmønster for afbrudte uddannelsesforløb fra de videregående uddannelser fra 1992 til 2001. Også her var der meget stor forskel i overgangsmønstret på de forskellige uddannelsesgrupper. Mange af de, der afbrød et videregående uddannelsesforløb, forblev i uddannelsessystemet for at påbegynde en ny uddannelse. De forskellige undergrupper har til tider et lavt antal afbrud. Dette forhold kan naturligvis påvirke resultaterne.

Omkring hver tredje af de, der afbrød akademi-/markedsøkonom-uddannelserne m.v., vil forlade uddannelsessystemet. 40 ud af hver 100 personer vil forsætte på en videregående uddannelse, og 13 vil påbegynde et erhvervsfagligt hovedforløb.

For de korte tekniske uddannelser vil næsten halvdelen af de, der afbrød uddannelsesforløbet, gå til omverdenen og hver tredje vil påbegynde et nyt videregående uddannelsesforløb.

For ingeniøruddannelserne (MVU) vil 21 af hver 100 afbrud resultere i en overgang til omverdenen, 25 vil påbegynde KVU, og 3 vil starte på en erhvervsgymnasial uddannelse. For hver 100 studerende, der valgte at afbryde sygeplejerskeuddannelsen, vil 14 forlade uddannelsessystemet, 26 vil starte på et erhvervsfagligt hovedforløb m.v., og 27 vil påbegynde et forløb på MVU.

25 af hver 100, der afbrød HA, vil forlade uddannelsessystemet, mens 60 vil påbegynde en anden videregående uddannelse.

For hver 100 studerende, der afbrød jura på bachelorniveau, vil 23 forlade uddannelsessystemet, mens 68 vil påbegynde et nyt videregående uddannelsesforløb.

For hver 100 personer, der afbrød jurastudiet på kandidatniveau, vil 76 gå til omverdenen, og 7 vil påbegynde en mellemlang videregående udannelse.

For hver 100 personer, der afbrød en erhvervsøkonomisk kandidatuddannelse, vil hovedparten forlade uddannelsessystemet (81 personer), og 10 vil påbegynde et uddannelsesforløb på MVU.

På civilingeniøruddannelsen vil 42 af hver 100 afbrud resultere i en overgang til omverdenen, 20 vil påbegynde en mellemlang videregående uddannelse og 22 vil påbegynde et bachelor- eller kandidatuddannelsesforløb.

Af afbruddet fra farmaceutuddannelsen ses at 16 af hver 100, der afbrød uddannelsen, vil forlade uddannelsessystemet, 24 vil påbegynde en uddannelse på KVU, og 22 vil påbegynde et forløb på en mellemlang videregående uddannelse.

Hovedparten af de studerende, der afbrød ph.d.-uddannelserne, vil forlade uddannelsessystemet. For fx ph.d. teknik ses en meget stor overgang til omverdenen efter afbrud; hele 93 af hver 100 afbrud vil resultere i denne overgang. Resten vil påbegynde en kandidatuddannelse eller en nyt forløb på ph.d.

6.7 Normerede overgange i det videregående uddannelsesområde

Her præsenteres det normerede overgangsmønster fra afsluttede uddannelsesforløb for de videregående uddannelser (DVU). I opgørelserne kan man se, om en studerende efter et givet uddannelsesforløb går til omverdenen (forlader uddannelsessystemet), eller hvilket andet forløb vedkommende i modsat fald påbegynder.

For at forstå, hvad det normerede overgangsmønster viser, kan vi benytte følgende billede. Lad os antage at vi fra et givet år følger alle elever på 8. klassetrin for at se, hvilke uddannelser de går til i de kommende år. Når de mange år senere har forladt uddannelsessystemet helt, kan vi lave en samlet oversigt over de vandringer, de studerende har foretaget. Fx vil 99% være fortsat fra 8. til 9. klassetrin, og herfra vil ca. en tredjedel være gået til gymnasiet. På denne måde vil man op gennem uddannelsessystemet kunne angive, hvor mange procent af de oprindelige 8. klasseelever der foretager bestemte overgange. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, hvilket indebærer, at en person kan tælles flere gange.

En forløbsundersøgelse til optælling af overgangene vil tage mange år. Derfor har man i stedet beregnet et normeret overgangsmønster ud fra det overgangsmønster, vi præsenterede i afsnit 6.6.

Det normerede overgangsmønster viser således, hvor mange procent af en given ungdomsårgang man kan forvente vil foretage de forskellige overgange i uddannelsessystemet, hvis overgangsmønstret i fremtiden er det samme som op til 2001. I denne opgørelse har vi valgt at medtage overgangsmønstret til uddannelsesgrupperne selv. Disse tal vil ikke kunne genfindes i de dynamiske link til tabellerne. For bachelor, kandidat- og ph.d.området er indberetningerne fra enkelte institutioner til Danmarks Statistik mangelfulde. Af den årsag vil andelen af ungdomsårgangen for disse uddannelser være underestimeret i 2001 (se noter under tabellerne).

I tabel 6.7.1 til 6.7.5 opgøres de normerede overgange. Overgangene vises fra givne uddannelseshovedgrupper til givne uddannelsesundergrupper. Tallene er fordelt på køn samt hhv. fuldførte og afbrudte forløb. Uddannelserne er meget forskellige, og nogle uddannelser (fx jordemoder MVU) har så lille en bestand af studerende, at de enkelte overgange af en ungdomsårgang ikke kan ses.

Af tabel 6.7.1 fremgår det, at 15,6% af ungdomsårgangen enten vil fuldføre eller afbryde en uddannelse under det korte videregående uddannelsesområde (KVU); 11% af disse vil fuldføre uddannelsen. 8,6% vil gå til omverdenen (heraf 6,8 med et fuldført forløb bag sig). 0,7% af årgangen påbegynder HD (MVU), og 1,0% vil påbegynde en transportuddannelse (KVU). Ellers ligger overgangene på under 1% af ungdomsårgangen.

Det korte videregående uddannelsesområde er præget af mænd. 17,9% af årgangen af mænd vil befinde sig her mod 13,3% af ungdomsårgangen af kvinder.

I tabel 6.7.2 ses det normerede overgangsmønster for MVU. 33,0% af årgangen vil befinde sig på en mellemlang videregående uddannelse, hvorfra 21,2% vil forlade uddannelsessystemet (heraf 3,4% med et afbrudt forløb). De største overgange ses til HD, pædagoguddannelsen og til pædagogik på kandidatniveau; alle tre overgange udgør hver især 0,9% af ungdomsårgangen. Ellers vil overgangene fra MVU være spredt på mange forskellige uddannelser.

Det mellemlange videregående uddannelsesområde er domineret af kvinder. 44,4% af ungdomsårgangen af kvinder vil befinde sig på en mellemlang videregående uddannelse mod 22,2% af ungdomsårgangen af mænd. I tabel 6.7.3 opgøres det normerede overgangsmønster for bachelorområdet. 21,9% af ungdomsårgangen vil befinde sig her. Kun 2,7% heraf vil gå til omverdenen (heraf 1,9% med et afbrudt forløb). 2,7% vil efterfølgende begynde på en erhvervsøkonomisk kandidatuddannelse, 1,7% på en forvaltningsuddannelse m.v., 1,5% på en naturvidenskabelig kandidatuddannelse og 0,8% vil påbegynde folkeskolelæreruddannelsen. De øvrige overgange er spredt på mange forskellige uddannelser.

Bachelorområdet har også flest kvinder. 24,4% af årgangen af kvinder vil befinde sig her mod 19,3% af ungdomsårgangen af mænd.

I tabel 6.7.4 opgøres det normerede overgangsmønster for kandidatuddannelsesområdet (LVU). 21,2% af årgangen vil befinde sig på en kandidatuddannelse (heraf vil 13,4% fuldføre). 15,2% vil forlade uddannelsessystemet (heraf 10,7% med et fuldført forløb bag sig). 0,7% vil påbegynde et forløb på HD. De øvrige overgange vil udgøre langt under 1% af ungdomsårgangen.

Dette område er præget af kvinder. 24,3% af kvindeårgangen vil befinde sig på en kandidatuddannelse mod kun 18,4 af årgangen af mænd.

De normerede overgange for ph.d. opgøres i tabel 6.7.5. Kun 1,3% af ungdomsårgangen vil befinde sig på ph.d. Stort set alle vil gå til omverdenen (heraf 0,9% med en fuldført ph.d.grad). 0,1% af årgangen vil påbegynde andre uddannelsesforløb.

Ph.d.området har stort set en ligelig fordeling af mænd og kvinder.

6.8 Vandringer fra det videregående uddannelsesområde

I figur 6.8.1 til figur 6.8.4 beskrives de overgange, der er beregnet i det normerede overgangsmønster for det videregående uddannelsesområde i 2001. Figurerne illustrerer således de vandringer, man kan forvente, at de unge mennesker vil foretage, hvis mønstret er det samme som i perioden op til 2001. Alle tal er angivet som procenter af en ungdomsårgang, der antages at svare til det antal elever, der et givet år forlader grundskolens ældste klasser. Der er her tale om en opgørelse over bevægelser, hvilket det betyder, at en person kan tælles flere gange. Overgang/tilbagegang til gruppen selv indgår ikke i figurerne.

For bachelor, kandidat- og ph.d.området er indberetningerne fra enkelte institutioner til Danmarks Statistik mangelfulde; derfor er andelen af ungdomsårgangen for lav (se noter i afsnit 6.7).

Af figur 6.8.1 fremgår det, at af de studerende, der valgte at påbegynde en kort videregående uddannelse, vil 6,8% af ungdomsårgangen forlade uddannelsessystemet med et fuldført forløb, og 1,8% af årgangen vil forlade området med et afbrudt forløb. 3,5% af årgangen vil efterfølgende påbegynde en ny videregående uddannelse (heraf 1,2% med et afbrudt forløb fra KVU).

I figur 6.8.2 ses, at af de mange studerende, der valgte at påbegynde en mellemlang videregående uddannelse, vil 18,6% af ungdomsårgangen gå til omverdenen efter et fuldført forløb. 3,4% af årgangen vil forlade området med et afbrudt forløb, og 4,5% af årgangen vil påbegynde en anden videregående uddannelse (heraf 1,7% med et afbrudt forløb fra MVU).

Af figur 6.8.3 fremgår det, at af de studerende der valgte at påbegynde en bacheloruddannelse, vil kun 0,8% af ungdomsårgangen forlade uddannelsessystemet efter fuldførelse, og 1,9% af årgangen vil forlade området med et afbrudt forløb. 15,6% af årgangen vil efterfølgende påbegynde et videregående uddannelsesforløb (heraf 11,2% med en fuldført bacheloruddannelse).

I figur 6.8.4 ses at af de studerende, der valgte at påbegynde en kandidatuddannelse, vil 10,7% af årgangen gå til omverdenen efter fuldførelse, og 4,6% af ungdomsårgangen vil forlade området efter et afbrudt forløb. 4,0% af årgangen vil efterfølgende påbegynde en ny videregående uddannelse (heraf 2,1% med en fuldført kandidatuddannelse).

6.9 Instituionsfordelte bestandstal

I dette afsnit opgøres institutionsfordelte bestandstal for det videregående uddannelsesområde (DVU). Tallene viser, hvor mange studerende der modtog eller har modtaget undervisning på de videregående uddannelsesinstitutioner i 2001. Bestandene måles pr. 1/10 i året. Det samlede antal i bestanden svarer til opgørelsen i tabel 6.1.1, afsnit 6.1. Hovedparten af institutionerne er offentlige. Institutionsoplysningerne stammer fra Danmarks Statistiks institutionsregister sammenkørt med det integrerede elevregister, som bygger på indberetninger fra institutionerne. De videregående uddannelsesinstitutioner omfatter en række forskellige institutionstyper. Som tidligere nævnt mangler en række institutioner at indberette studerende til Danmarks Statistik; derfor er bestanden af studerende for lav (se noter under tabellen).

I tabel 6.9.1 vises den samlede bestand af studerende på de videregående uddannelser fordelt på institutioner i 2001.

Der er store forskelle i antallet af studerende på de forskellige institutioner. Der var i alt 201.806 studerende på området.

Der var i alt 21.658 studerende på de korte videregående udannelser; hovedparten af de studerende befandt sig på en uddannelse på handelsskolerne (10.958 studerende) og 4.897 studerende på en uddannelse på de tekniske skoler.

I alt var der 75.661 studerede på de mellemlange videregående uddannelser. Omkring halvdelen af de studerende læste på et lærer eller pædagogseminarium. 9.261 studerede på sygeplejerskolerne og 5.801 på en handelshøjskole.

De studerende på bachelor, kandidat- og ph.d.uddannelserne læste hovedsageligt på universiteterne og handelshøjskolerne. Der var i alt indskrevet 104.487 studerende på disse tre uddannelsesområder. 27,1% af de studerende befandt sig på en uddannelse på Københavns Universitet, 18,4% læste på Aarhus Universitet, og 14,7% af de studerende læste på en handelshøjskole.

6.10 Det videregående uddannelsesområde og ledighed på arbejdsmarkedet

I dette afsnit opgøres ledigheden for den del af arbejdsstyrken, der har fuldført en uddannelse på det videregående uddannelsesområde (DVU) som den højeste fuldførte uddannelse. Generelt gælder at jo højere uddannelse, jo lavere ledighed, men der findes undtagelser fra reglen. Personer med en uafsluttet erhvervsrettet uddannelse eller en uafsluttet erhvervsfaglig uddannelse m.v. har generelt betydelig højere ledighed end personer med en erhvervsrettet uddannelse.

I tabel 6.10.1 opgøres ledigheden for personer med en videregående uddannelse (16-66-årige) som højeste fuldførte uddannelse i perioden 1992 til 2001, fordelt på køn.

For de videregående uddannelser ses den laveste ledighed i 2001. Personer med en fuldført mellemlang videregående uddannelse havde områdets laveste ledighed (2,4%), efterfulgt af personer med en lang videregående uddannelse (3,0%). Områdets højeste ledighed ses for de uddannede bachelorer (4,0%).

Fra 1994 og frem til 2001 faldt ledigheden for alle uddannelsesområderne; mest markant var faldet for bachelorerne, hvor ledigheden faldt fra 10,6% i 1994 til 4,0% i 2001.

I figur 6.10.1 opgøres ledigheden fra 1992 til 2001, fordelt på køn. MVU var det eneste område, hvor kvindernes ledighed var lavere end mændenes. De mellemlange videregående uddannelser er præget af folkeskolelærere og pædagoger, som er typiske kvindeuddannelser.

Mest markant var forskellen i ledigheden i 2001 for personer med en lang videregående uddannelse; hvor kvindernes ledighed lå 1,6 procentpoint over mændenes. At kvinderne på dette område havde en højere ledighed kan bl.a. forklares i, at de ofte har uddannelser som fx sproglige og humanistiske uddannelser, hvor ledigheden oftest er højere.

7. Voksenuddannelsesområdet

I dette afsnit præsenteres statistik for voksenuddannelser. Afsnittet har ikke samme struktur som de øvrige afsnit i bogen. Det er fordi der endnu ikke findes så deltaljeret statistisk for disse to områder, som der findes for det ordinære uddannelsessystem. Det betyder også, at tabellerne ikke er dynamiske. Der kan i øvrigt henvises til http://pub.uvm.dk/2001/voksenuddannelse og http://pub.uvm.dk/2002/voksenuddannelse

I Danmark er der en lang og stærk tradition for folkeoplysning og voksenuddannelse. Den voksenuddannelse, der medtages her, er offentligt finansieret og reguleret ved lov, men herudover findes en lang række private tilbud. Der er en bred vifte af tilbud til voksne om undervisning i almene fag som fx dansk regning/matematik, historie og sprog. Undervisning af denne type er almen voksenundervisning (avu), hfenkeltfag, forberedende voksenundervisning (FVU), indvandrerundervisning, fritidskurser under lov om folkeoplysning, folke- og daghøjskolekurser.

Der er også en lang række tilbud om direkte erhvervsrettede uddannelser for personer med varierende uddannelsesbaggrund. Eksempler herpå er arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU/korte specifikt brancheorienterede kurser), voksenerhvervsuddannelser (særlige voksenforløb på de ordinære erhvervsuddannelser) og åben uddannelse (åu/deltidsuddannelser til fx merkonom og HD, enkeltfagskurser fra deltids- og heltidsuddannelser i øvrigt samt korte koncentrerede kurser).

En del af uddannelserne er kompetencegivende, fx enkeltfagsundervisning, der afsluttes med en prøve. Og en del af de længere uddannelser er hele afsluttede uddannelser, fx datanom, teknonom, HD og bachelor under åben uddannelse. Enkelte af de kompetencegivende AMUkurser kan også stykkes sammen til en egentlig kompetencegivende uddannelse.

Voksenuddannelserne kan være offentligt og/eller privat finansieret.

Undervisningsomfanget inden for de forskellige typer voksenuddannelse varierer fra ganske få timer til samlede fuldtidsundervisningsforløb af flere års varighed. Undervisningen foregår dels i fritiden, dels i arbejdstiden. En del undervisning på åben uddannelse foregår i dag som fjernundervisning.

7.1 Aktiviteten på voksenuddannelserne

I dette afsnit beskrives den overordnede aktivitet inden for de forskellige voksenuddannelser.

I tabel 7.1.1 opgøres årselever/studenterårsværk på voksenuddannelserne fra 1993 til 2001.

I 2001 var der ca. 100.000 årselever i de offentlige voksen- og efteruddannelsestilbud, jf. tabel 1.1. Siden 1998, hvor der samlet var næsten 130.000 årselever, er aktiviteten faldet ca. 20%. Det er særligt markante aktivitetsfald på daghøjskoler og AMUuddannelser, der har været medvirkende hertil.

Ud over de beskrevne voksenuddannelsestilbud findes kommunalt finansieret aftenskoleundervisning under folkeoplysningsloven, som omfatter ca. 30.000 årselever. I 2001 var der således tilsammen ca. 130.000 årselever i den offentlige voksenuddannelse. Derudover findes private uddannelsestilbud til voksne.

Det kan være meget forskelligt uddannelsesområderne imellem, hvor mange årsværk, én person (dvs. én CPRkursist) typisk optjener. Fx er en del åbne uddannelser typisk to-årige deltidsuddannelser svarende til ét årsværk. På korte uddannelsesforløb, bl.a. AMUuddannelser og korte kurser på højskolerne, går der selvfølgelig flere personer på et årsværk. Samlet set må det antages, at omkring 200.000 personer var i berøring med voksen- og efteruddannelsessystemet i 2001.

En del af de uddannelsessøgende har samtidigt været aktive i arbejdsstyrken som beskæftigede eller som arbejdssøgende eftersom dele af voksenundervisningen har fundet sted i deltagernes fritid. Det gælder især for Åben uddannelse, de korte højskolekurser og aftenskoleundervisningen.

Daghøjskolernes aktivitet er faldet drastisk siden indførelsen af aktivitetsloft på 9.800 årselever. Fra 2000 til 2001 faldt aktiviteten med 3%. Med ca. 7.600 årselever i 2001 svarer det til aktivitetsniveauet før 1995. Daghøjskoletilbud kan omfatte emne- og projektorienteret undervisning og i begrænset omfang også foredrag, studieture og ekskursioner, samt praktikophold af kortere varighed. Desuden skal daghøjskolerne tilbyde undervisning, der styrker deltagernes grundlæggende færdigheder i dansk, regning og edb. Undervisningen er eksamensfri. I 1996 overgik daghøjskolerne til overvejende statslig finansiering, men blev i 2002 ved lov henlagt til kommunerne.

AMUuddannelserne havde med ca. 8.900 årselever i 2001 en aktivitetsstigning på 6,4%. AMUuddannelserne har til formål at vedligeholde, forbedre og udbygge arbejdsstyrkens erhvervskvalifikationer i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov. Uddannelserne skal afhjælpe omstillings- og tilpasningsproblemer på arbejdsmarkedet på kortere sigt, og medvirke til et samlet kvalifikationsløft på arbejdsmarkedet på længere sigt.

De primære målgrupper er voksne ufaglærte samt personer med en erhvervsuddannelse. Både beskæftigede og ledige kan deltage i AMUuddannelse. AMUuddannelser forventes at udgøre en stor del af aktiviteten i den nye Grunduddannelse for voksne (GVU), som er en ramme for anerkendelse af tidligere erhvervede kompetencer og fastsættelse af individuel uddannelsesplan. Læs mere om deltagerprofiler under særlige opgørelser.

Folkehøjskolerne havde i 2001 i alt 5.100 årselever. På de lange kurser, der har en varighed på 12 uger eller derover, faldt aktiviteten i forhold til 2000 med ca. 8%, mens aktiviteten på de korte kurser til gengæld steg. Samlet set er aktiviteten på folkehøjskolerne faldet med mere end 30% siden midten af halvfemserne, og antallet af højskoler er faldet fra over 100 skoler til 87 (inkl. tre ungdomshøjskoler). Aktivitetsnedgangen kan generelt forklares ved, at ungdomsårgangene er faldende. Derudover skyldes dele af aktivitetsfaldet på de lange kurser, at de syv Tvindhøjskoler siden 1997 ikke længere har fået udbetalt tilskud. En sidste væsentlig forklaring på nedgangen er, at det fra 1996 kun er muligt at modtage 50% af dagpengene under højskoleophold for unge under 25 år. Læs mere om deltagerprofiler på folkehøjskolerne under særlige opgørelser.

Almen voksenuddannelse (avu) og hfenkeltfag udbydes på de amtslige Voksenuddannelsescentre (VUC). Avu er kompetencegivende og prøveforberedende voksenundervisning i kernefag, som amtet skal udbyde, samt en række tilbudsfag. Deltagerne kan tage en prøve, der svarer til folkeskolens udvidede afgangsprøve. Hfenkeltfag er en studieforberedende uddannelse, der giver grundlag for videregående uddannelse og mulighed for at supplere tidligere uddannelse. Aktiviteten har været stigende frem til 2000, især på avu. Men i 2001 er der sket et fald på 7% og 20% på hhv. hf og avu, hvorved aktiviteten er på niveau med aktiviteten i første halvdel af 1990erne. Deltagerprofiler fremgår under særlige opgørelser.

Voksen- og efteruddannelse under lov om Åben uddannelse er erhvervsrettede deltidsuddannelser, heltidsuddannelser på deltid, enkeltfag, eller særligt tilrettelagte forløb. En række kurser udbydes også som fjernundervisning. Aktiviteten på Åben uddannelse foregår dels på erhvervsskoler (f.eks. merkonom, EUDenkeltfag og hhxenkeltfag), dels på videregående uddannelsesinstitutioner (f.eks. HD, diplom/masteruddannelser, og pædagoguddannelsen for personer med erhvervserfaring). På erhvervsskolernes åbne uddannelser var der ca. 12.000 årselever i 2001. Fra og med 2001 er dele af Åben uddannelse på erhvervsskolerne finansieret af Arbejdsmarkedets Uddannelsesfinansiering (AUF). Deltagerprofiler for erhvervsskolernes Åbne uddannelser fremgår desuden under særlige opgørelser.

Åben uddannelse på de videregående uddannelsesinstitutioner havde en aktivitet i 2001 på 14.400 årselever, hvilket var et stort set uændret niveau i forhold til 2000. Aktiviteten kulminerede i 1997 med mere end 16.000 årselever, men ellers har aktiviteten været støt stigende siden starten af 1990erne.

Voksenerhvervsuddannelsen (VEUD), eller voksenlærlingeordningen, retter sig mod personer over 25 år. Uddannelsen havde 10% færre årselever i 2001 end i 2000, men aktiviteten er i dag stadig over 50% større end i midten af 1990erne.

Dansk som andetsprog for voksne udlændinge blev ved ressortomlægningen i 2001 flyttet til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Aktiviteten steg mere end 60% fra 1993 til 2001. Alle udenlandske statsborgere over 18 år, som har fået opholdstilladelse, har ret til undervisning. I alt 43 centerkommuner har ansvar for undervisningen, der foregår på sprogcentre. Læs evt. mere om sprogundervisningen i ”Aktivitetsrapporten for 2001” fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, eller i ”Voksenuddannelse i tal 2001”.

Figur 7.1.1 illustrerer aktivitetsfordelingen for udvalgte voksenuddannelser. VUC tegnede sig for næsten 30% af den samlede aktivitet i 2001. Dernæst kommer Åben uddannelse og danskundervisning med hhv. 26% og 19%.

På de udvalgte, centrale voksenuddannelser i figur 7.1.2 fremgår det, at VUC, der har haft en aktivitetsfremgang siden 1998. Åben uddannelse på erhvervsskoler; AMU og daghøjskoler har haft det største relative fald i aktiviteten gennem de seneste fem år.

Særlige opgørelser for voksenuddannelsesområdet

I dette afsnit beskrives deltagernes baggrund inden for de forskellige områder af voksenundervisningen. På grund af uddannelsestilbudenes meget varierende indhold og tilskudsordninger henvender de sig til vidt forskellige målgrupper. Denne differentiering er væsentlig at medtage, når deltagernes baggrund skal sammenlignes.

På grund af uddannelsestilbudenes forskelle i indhold henvender de sig til forskellige målgrupper. De forskellige målgrupper kan aflæses i de deltagerkarakteristika, der behandles nedenfor. Deltagerne er meget forskellige hvad angår bl.a. alder, uddannelsesbaggrund og indkomstforhold.

Nedenstående tabeller er baseret på en registerkørsel fra Danmarks Statistik, der inkluderer følgende voksenuddannelsesområder: Daghøjskoler, AMUuddannelser, VUC (hf og avu), folkehøjskoler (lange kurser) og Åben uddannelse på erhvervsskoler. Inden for hvert uddannelsesområder tæller én person kun som en deltager, selvom vedkommende måtte have fulgt f.eks. flere AMUkurser inden for det givne år. Til gengæld tæller personerne dobbelt i det omfang de i løbet af året deltager på flere uddannelsesforløb på forskellige områder (f.eks. et AMUkursus og et ÅUforløb).

Kønsfordelingen

Generelt er kvinderne i overtal på voksenuddannelserne (se figur 7.1.3). Kun på AMU er der flere mænd (60%) end kvinder. På VUC og daghøjskolerne er to ud af tre deltagere kvinder, mens der er 60% kvinder på folkehøjskolernes lange kurser.

Aldersfordeling

Aldersmæssigt favner de dominerende voksenuddannelser lige fra højskolernes lange kurser, hvor næsten 90% af deltagerne er under 30 år, til avu på VUC, hvor 80% af deltagerne er 30 år og derover (se figur 7.1.4). Næsten halvdelen af AMUkursisterne har rundet de 40 år, mens daghøjskolerne har den største aldersspredning. På VUC er hfkursisterne generelt yngre end avukursisterne, idet ca. 55% er over 30 år på hf mod 80% på avu.

Deltagernes uddannelsesbaggrund

Det sammensatte billede af voksenuddannelserne træder også frem, når der ses på deltagernes uddannelsesbaggrund (se tabel 7.1.2). På avu og hf på VUC har hhv. 43% og 34% af kursisterne kun en grundskoleuddannelse. Til gengæld er der kun 14% af deltagerne på Åben Uddannelse, der alene har grundskolen som baggrund. Blandt AMUdeltagerne har hver tredje kun en grundskoleeksamen, mens over halvdelen af deltagerne på daghøjskolerne har grundskolen alene som uddannelsesbaggrund.

Erhvervsuddannelserne er også en hyppig uddannelsesbaggrund, særligt på de mest erhvervsrettede uddannelser – AMU og ÅU. Her har hhv. 56% og 53% en erhvervsuddannelse som højest fuldførte uddannelse ved opstart.

Det fremgår tydeligt af tabellen, at der overordnet er få deltagere i voksenuddannelse, der har en videregående uddannelse. Dog har 25% af ÅUdeltagerne en (fortrinsvis mellemlang) videregående uddannelse. Til sammenligning har ca. 20% af den samlede befolkning en videregående uddannelse.

På folkehøjskolerne har ca. 40% en gymnasial uddannelse, og sammenholdt med den relativt lave alder blandt højskoledeltagerne må det formodes, at de fleste deltagere fortsætter i uddannelsessystemet efter opholdet.

Deltagernes arbejdsmarkedsstatus

På de erhvervsrettede voksenuddannelser, AMU og Åben uddannelse, er der en klar overvægt af privat ansatte blandt deltagerne. Således er 70% af AMUdeltagerne privat ansatte (se tabel 7.1.3). På de øvrige områder har en stor del uoplyst ejerforhold, hvilket skal ses i sammenhæng med, at de generelt unge deltagere på daghøjskoler og folkehøjskoler har en forholdsvis løs tilknytning til arbejdsmarkedet.

Hvad angår deltagernes branchefordeling ses det af tabel 7.1.4, at hver tredje AMUdeltager kommer fra industrien, men også deltagere fra handels- og restaurationsbranchen samt branchen for offentlige/personlige tjenesteydelser er pænt repræsenteret på AMUuddannelserne. På Åben uddannelse er det specielt deltagere fra servicebrancherne, såsom offentlige/personlige tjenesteydelser og finanssektoren, der dominerer. For de øvrige voksenuddannelsesområder gælder det også her, at der er mange med uoplyst erhverv grundet en løs tilknytning til arbejdsmarkedet.

Tabel 7.1.5 viser beskæftigelsessituationen i 1999 for deltagerne i voksenuddannelse i 2000. Deltagerne på ÅU og AMU har klart den bedste beskæftigelsessituation, men alligevel var ca. 20% berørt af ledighed (dog med beskedne ledighedsgrader). På de øvrige områder er op mod halvdelen – og på daghøjskolerne endda 80% berørt af ledighed eller helt uden for arbejdsstyrken. At mange højskolelever starter uden forudgående beskæftigelse skal selvfølgelig ses i sammenhæng med den lave alder, og at de formodes at komme næsten direkte fra gymnasiet eller grundskolen. På VUC er blot 40-45% fuldtidsbeskæftigede året før uddannelsesforløbet, mens ca. 25% er helt uden beskæftigelse, og dermed uden for arbejdsstyrken, året før.

8. Befolkning samt uddannelses- og beskæftigelsesprofil

Til uddannelsesplanlægning er det ofte af relevans at få et overblik over nutiden, men også de fremtidige udsigter med hensyn til befolkningens størrelse og sammensætning på alder og regioner. Her opgøres bl.a. det potentielle in- og output til/fra uddannelsessystemet i form af: Befolkningens sammensætning på alder og landsregion og befolkningens højeste fuldførte uddannelsesniveau. Desuden beregnes: ungdomsårgangens størrelse nu og i fremtiden, arbejdsmarkedsstatus for unge, som ikke var under uddannelse, den samlede arbejdsstyrkes størrelse samt ledigheden fordelt på uddannelsesniveau.

8.1 Befolkningen i dag og i fremtiden

I dette afsnit vises i grove træk det potentielle input til uddannelsessystemet i form af befolkningsunderlaget. Der vises, hvordan befolkningen er sammensat på alder og landsregioner. Desuden præsenteres, hvorledes den samlede befolkning har udviklet sig i de seneste år, og hvordan den forventes at udvikle sig i fremtiden. I Undervisningsministeriet opgøres alderen pr. 31. december i året, dvs. at fx antallet af 7-årige i 2001 var antallet af personer, der fyldte 7 år på et eller andet tidspunkt i løbet af 2001.

Ud over befolkningen opgøres den historiske og forventede udvikling af ungdomsårgangene (målt som 0-årige), hvor "bølgerne" i ungdomsårgangenes størrelser tydeligt ses.

Når befolkningen af Danmarks Statistik bliver prognosticeret, er 4 komponenter indbygget i beregningen:

1. Fertiliteten (fødselshyppigheden), nettoindvandringen, dødeligheden og flyttehyppigheden (flyttemønster)

I tabel 8.1.1 opgøres befolkningstallet på landsregioner og alder pr. 31/12 2001. Der var i alt 5.368.354 personer i Danmark. Århus Amt havde landets højeste befolkningstal på 644.666 personer efterfulgt af Københavns Amt med 617.336 personer. Det laveste befolkningstal ses i Bornholms Amt med kun 44.197 personer. Den absolut største aldersgruppe i Danmark viste var de 30-39-årige, som udgjorde 15,2% af den samlede befolkning.

I figur 8.1.1 opgøres den regionale fordeling af den for uddannelsessystemets nok mest relevante gruppe; de 0-29-årige. I 2001 udgjorde de 36,9% af befolkningen. Storkøbenhavn havde den største koncentration i aldersgruppen (ca. 461.900 personer), hvor fx Bornholms Amt kun havde ca. 14.000 personer.

I tabel 8.1.2 opgøres befolkningstallet procentuelt på alder og regioner. Der er store regionale skævheder i alderssammensætningen her i landet. Københavns og Frederiksberg Kommuner havde landets mindste andel af 0-19-årige, hhv. 17,8% og 16,2%. Dette er langt under landsgennemsnittet, som var 24,0%. I Ringkøbing Amt var fx 26,5% af befolkningen i denne aldersgruppe.

For Københavns og Frederiksberg Kommune ses landets største koncentration af 20-29-årige, med hhv. 24,9% og 18,4%. Dette er langt over landsgennemsnittet, som var 12,9%.

I figur 8.1.2 opgøres ungdomsårgangene som antallet af nyfødte (0-årige) fra 1992 til 2025. Til planlægning af fx ressourceforbruget i grundskolen, er det af stor relevans at vide, hvor mange der er og vil blive født. Opgørelsen kan fx bruges til beregning af behovet for antal skoler, antal lærere, økonomi m.v. Små og store fødselsårgange sætter spor i forventningerne til fødselstallet en generation senere, således at prognosen for fødselstallene bliver bølgeformede. De meget små fødselsårgange giver naturlig tilsvarende lave fødselstal, når disse årgange skal have børn.

I 1995 toppede antallet af nyfødte med ca. 70.100. Herefter ses en næsten konstant antal nyfødte. År 2012 vil være det år, hvor antallet af nyfødte vil nå sit laveste punkt med omkring 59.600, herefter vender billedet, og der forventes igen en stigning i årgangenes størrelse. I 2020 forventes der at blive født ca. 64.600 børn. Dette er dog et fødselstal, som ikke når niveauet fra 1995.

Det er tillige af stor relevans at få et bud på, hvordan den samlede befolkning aldersmæssigt er og vil være sammensat nu og i fremtiden. Disse beregninger opgøres i tabel 8.1.3 for perioden 1992 til 2020 (2002 er første år i prognosen).

I 2001 var der, som tidligere nævnt, ca. 5,4 mio. personer i Danmark. I 2020 forventes befolkningen at udgøre ca. 5,7 mio. I 2015 vil befolkningstallet ligge på ca. 5,6 mio. personer.

Befolkningen i Danmark forventes imidlertid at være sammensat på en anden måde i fremtiden. I 2001 udgjorde fx de 20-49-årige ca. 2,26 mio. mennesker. I 2010 vil der være ca. 2,18 mio. i aldersgruppen.

I 2001 var der 1,61 mio. i aldersgruppen 50-79-årige, i 2020 vil der være og denne aldersgruppe være steget til ca. 1,96 mio. personer. Denne udvikling ses tydeligt i tabel 8.1.4, hvor resultaterne fra tabel 8.1.3 er indekseret (2001 = indeks 100,0).

Det samlede befolkningstal vil vokse konstant i prognoseperioden. Fra 2001 til 2020 vil stigningen svare til 5,4%. Det ses også tydeligt, at generationen af ældre i fremtiden vil blive markant højere end niveauet fra i dag. Fx vil der i 2020 være 31,1% flere i aldersgruppen 60-69 år end i dag.

8.2 Befolkningens uddannelsesniveau og ledighed

I dette afsnit præsenteres det output, hvor uddannelsessystemet direkte medvirker til prægning af befolkningen. Afsnittet indeholder: befolkningen (15 69-årige) fordelt på køn og højeste fuldførte uddannelse, arbejdsmarkedsstatus i 2001for unge 15-29-årige som ikke var uddannelse, udvikling i arbejdsstyrken (16-66-årige) samt ledige (16 66-årige) opgjort på uddannelsesniveau.

I tabel 8.2.1 ses befolkningen (15-69 år), procentuelt fordelt på køn og højeste fuldførte uddannelse fra 1992 til 2002. I 2002 havde 34,1% alene en grundskoleuddannelse som højeste fuldførte uddannelse. Andelen faldt konstant fra 1992 til 2002. Der er generationsforskelle i gruppen, idet ældre normalt har fået mindre uddannelse, målt i uddannelsesår, end yngre. En betydelig del af de ældre havde kun 7 års skolegang. Dog har en del af gruppen med grundskolen som højeste fuldførte uddannelse måske været i gang med fx en erhvervsfaglig uddannelse uden at fuldføre. Desuden kan personer i gruppen uoplyste (2,8% i 2002), principielt have fuldført uddannelser på alle niveauer.

Det tager tid at ændre den samlede befolknings uddannelsesniveau. Der skal mange nye årgange til at opveje ældre årganges lavere uddannelsesniveau. Så effekten af, at fortsat flere af en årgang unge får en ungdomsuddannelse og af et stærkt øget optag til de videregående uddannelser viser sig først rigtigt i løbet af nogle år.

I 2002 havde 8,5% en gymnasial uddannelse, heraf 6,3% en almengymnasial uddannelse og 2,2% en erhvervsgymnasial uddannelse, som højeste fuldførte uddannelse. En del af disse kan have været i gang med en fortsat uddannelse uden at have afsluttet den.

I 2002 havde 54,6% en erhvervskompetencegivende uddannelse, heraf 34,0% en erhvervsfaglig uddannelse og 20,6% en videregående uddannelse. Fra 1992 til 2002 steg andelen af personer med en erhvervsfaglig uddannelse med 2,3 procentpoint. Den andel af befolkningen der havde en videregående udannelse, steg også, her med 5,4 procentpoint.

I tabel 8.2.2 og figur 8.2.2 opgøres arbejdsmarkedsstatus i 2001 for de 15-29-årige der ikke var under uddannelse, fordelt på højeste fuldførte uddannelse og køn.

Jo lavere uddannelsesstatus, jo højere ledighed, og jo større er sandsynligheden for at være uden for arbejdsstyrken. I 2001 udgjorde den samlede befolkning i aldersgruppen 540.191 personer. Heraf havde 52,2% ingen ordinær erhvervskompetencegivende uddannelse (ekskl. uoplyst uddannelse). Som det fremgår af figuren, var hovedparten i beskæftigelse. Dette gør sig dog ikke gældende for gruppen af uoplyst uddannelsesforhold.

Unge med alene en grundskoleuddannelse havde en ledighed på 6,9%. 32,5% var helt uden for arbejdsstyrken. Der var forskelle på det uddannelsesniveau, der lå bag, og den status, de unge har på arbejdsmarkedet. I 2001 var 77,2% i beskæftigelse og 4,7% ledige. Ledigheden for denne gruppe af unge svarer stort set til ledigheden i Danmark som lå på 4,5% (fremgår ikke af tabellen). Der var flest kvinder uden for arbejdsstyrken, færrest kvinder i beskæftigelse, og kvindernes ledighed var også højere.

Unge med en fuldført gymnasial uddannelse har en højere beskæftigelsesandel end unge med alene grundskolen. Og de videregående uddannelser havde højere beskæftigelse end personer med alene en gymnasial uddannelse. I tabel 8.2.3 opgøres udviklingen i befolkningen og arbejdsstyrken for de 16-66-årige i perioden 1992 til 2001.

Befolkningens størrelse steg konstant fra 1992 til 1998 fra ca. 3,51 mio. personer til ca. 3,59 mio. personer dette niveau holdt sig stort set frem til 2001 (3,60 mio.). For arbejdsstyrkens størrelse ses et mere nuanceret udvikling indenfor ca. 2,77 mio. personer til 2,81 mio. Anderledes ser det ud for arbejdsstyrkens andel af befolkningen (fra 1992 til 2001 faldt andelen med 2 procentpoint). I 2001 udgjorde arbejdsstyrken 77,8% af befolkningen.

I tabel 8.2.4 opgøres ledigheden fordelt på uddannelsesniveau og køn i perioden 1992 til 2001. Den samlede ledighed er faldet markant fra 10,3% i 1992 til 4,5% i 2001. Fra 1992 til 1993, steg ledigheden dog til 11,4%. Herefter er den faldet konstant. Samtidig gør det generelle fald sig gældende for hver af de enkelte uddannelsesgrupper. Med andre ord kom knækket på ledighedskurven fra 1994 til 1995 – alle uddannelsesgrupper til gode, også dem, der ikke havde afsluttet en erhvervskompetencegivende uddannelse. Denne gruppes ledighed var således nede på 5,6% i 2001 mod 12,8% i 1992.

Personer, der ikke har afsluttet en egentlig erhvervskompetencegivende uddannelse, har en langt større risiko for at blive ledige end de, der har afsluttet en erhvervsrettet uddannelse. Det er derfor ikke overraskende, at denne gruppe i hele perioden havde den højeste andel af ledige.

Der var 4,4% ledige blandt de erhvervsfagligt uddannede i 2001, hvor der i 1992 var 9,5%. Der blev også færre ledige med en kort videregående uddannelse. Her endte ledigheden på 3,8% i 2001.

Det generelle billede er, at jo højere uddannelsen er, des lavere er ledigheden. Undtagelsen fra reglen er gruppen med mellemlange videregående uddannelser, der havde den laveste andel af ledige igennem hele perioden. I 2001 var deres ledighed helt nede på 2,4%. Kandidaterne lå lidt over dette niveau med en ledighedsprocent på 3,0.

Hvis man ser på forskellen mellem mænd og kvinder, havde kvinderne igennem hele perioden en større ledighed end mændene. I 2001 var forskellen 5,1% ledige kvinder mod 4% ledige mænd. Dette gør sig ikke gældende for de mellemlange videregående uddannelser, hvor kvindernes ledighed lå noget under mændenes. Dette skyldes bl.a., at der en meget høj kvindeandel blandt pædagoger, lærere og sygeplejersker m.v., som i perioden har haft en lav ledighed.

Begreber

Dette afsnit indeholder en oversigt over særlige termer og begreber, der forekommer i de enkelte kapitler. Hvis et ord i teksten er gengivet i kursiv, betyder det, at der er en forklaring til det i begrebsafsnittet. Begreberne er ordnet alfabetisk.

A
Afbrudspro- cent		Beregnes som fuldførelsesprocent minus 100%.
Afbrudstid, typisk		Det antal måneder, som den største andel af eleverne på en uddannelse vil benytte, fra optagelse til afbrydelse af uddannelsen. Se eksempel under fuldførelsestid, typisk.
Afbrudt uddannelse		Det antal elever, der har afbrudt den givne uddannelse eller uddannelsesgruppe i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året.
Afbrudt uddannelse, fremskrevet		Det antal elever, der forventes at afbryde den givne uddannelse eller uddannelsesgruppe i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året. Fremskrivningsforudsætningen er uændret studieadfærd i forhold til udgangsåret.
Afgang		Afgang er summen af afbrudt og fuldført. Det er dermed det antal elever, der har afbrudt eller fuldført den givne uddannelse eller uddannelsesgruppe i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året.
Afgang, fremskrevet		Det antal elever, der forventes at afbryde eller fuldføre den givne uddannelse eller uddannelsesgruppe i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året. Afgang er summen af afbrudte og fuldførte forløb. Fremskrivningens forudsætning er uændret studieadfærd i forhold til udgangsåret.
Almengymna- siale område		Gymnasiet (1. til 3. g.), højere forberedelseseksamen (1. og 2. hf) samt studenterkurser (1. og 2. stud.).
Arbejdsstyrken		Arbejdsstyrken udgøres af personer (15-69-årige) der er beskæftigede eller ledige. Blandt de beskæftigede i arbejdsstyrken regnes lønmodtagere og selvstændige. Når beskæftigede bliver opgjort, fraregnes der personer som - har haft mindre end 80 timers arbejde i løbet af året - ikke er arbejdsløshedsforsikrede - ikke har en egentlig ansættelse - ikke har fået indberettet ATP-bidrag i løbet af året. De ledige omfatter ikke beskæftigede, der - er arbejdsløshedsforsikrede - modtager bistandshjælp og er registrerede som arbejdsløse hos arbejdsformidlingen eller i kommunen.
Arbejdsstyrken, senest fuldført		Det antal personer (15-69-årige) i arbejdsstyrken, beskæftigede eller ledige, der har pågældende uddannelse eller uddannelsesgruppe som senest fuldført.
Arbejdsstyrken fuldført, fremskrevet		Det forventede fremtidige antal personer i arbejdsstyrken (15-69-årige), beskæftigede eller ledige, der forventes at have fuldført den givne uddannelse eller uddannelsesgruppe som senest fuldført. Størrelsen er beregnet på baggrund af: 1) studieadfærd 2) demografi 3) overgange ind og ud af arbejdsstyrken for to på hinanden følgende årlige statusopgørelser. Der er her tale om en tværsnitsberegning.
Arbejdsstyrken, i gang		Antal elever, under uddannelse (15-69-årige), der pr. 1/10 i året er i arbejdsstyrken som beskæftigede eller som ledige.
Arbejdsstyrken i gang, fremskrevet		Det forventede antal elever (15-69-årige), under uddannelse, der pr. 1/10 i året, forventes at være i arbejdsstyrken som beskæftigede eller som ledige. Størrelsen er beregnet på baggrund af: 1) studieadfærd 2) demografi 3) overgange ind og ud af arbejdsstyrken for to på hinanden følgende årlige statusopgørelser. Der er her tale om en tværsnitsberegning.
Arbejdsstyrken, uden for		De personer (15-69-årige), der ikke er tilknyttet arbejdsstyrken som beskæftigede eller ledige.
Arbejdsstyrken uden for, fremskrevet		Det forventede antal personer (15-69-årige), der ikke forventes at være tilknyttet arbejdsstyrken som beskæftigede eller ledige.
Arbejdsstyrken, ledige		Den andel af arbejdsstyrken der ikke var i beskæftigelse. Se evt. også beskrivelse af AU-modellen. Ledighedsprocent beregnes som antal ledige/antal i arbejdsstyrken i året. Se også arbejdsstyrken.
AU-modellen		En beregnings- og fremskrivningsmodel, som behandler arbejdsstyrken og uddannelsessystemet under ét: Arbejdsstyrke/Uddannelsessystemmodellen. Det kendetegnende ved denne model er, at fremskrivningsprocessen er bygget op omkring en række uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssige tilstande samt et antal overgangs- og fordelingsfrekvenssæt. Dette muliggør en beskrivelse af personernes bevægelser til og fra forskellige delbestande i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Herved er det muligt at beskrive den 15-69-årige befolknings- og/eller arbejdsstyrkes uddannelsesmæssige sammensætning nu og i fremtiden. Modellen er under udvikling.
B
Bachelorud- dannelses- området		Dette uddannelsesområde tilhører LVU-området, klassificeret på niveau med mellemlange videregående uddannelser. Bacheloruddannelser er afsluttende treårig uddannelser, som giver erhvervskompetence, men som oftest fører vi- dere til en toårig kandidatuddannelse. HA indgår fx også under dette område. Uddannelserne tilhører hovedgruppen mellemlange videregående uddannelser.
Befolkning, fuldført uddannelse		Antal personer i befolkningen med en given alder, der har den pågældende uddannelse eller uddannelsesgruppe som den seneste fuldførte. Befolkningen kan også opgøres efter højeste uddannelse eller højeste uddannelsesgruppe.
Befolkning, højeste uddannelse		Antal personer i befolkningen med en given alder, der har fuldført den pågældende uddannelse eller uddannelsesgruppe som den højest fuldførte.
Befolkning, fuldført fremskrevet		Det forventede antal personer i befolkningen med en given alder, der vil have den givne uddannelse eller uddannelsesgruppe som den senest fuldførte. Størrelsen er beregnet på baggrund af: 1) studieadfærd og 2) demografi for to på hinanden følgende årlige statusopgørelser. Der er tale om en tværsnitsberegning.
Befolkning, i gang		Antal i befolkningen, der er i gang med en uddannelse eller uddannelsesgruppe. Opgjort pr. 1/10 i året. Jfr. bestand.
Befolkning i gang,fremskrevet		Det forventede antal af befolkningen, der vil være i gang med en uddannelse eller uddannelsesgruppe, opgjort pr. 1/10 i året. Jfr. bestand, fremskrevet. Størrelsen er beregnet på baggrund af: 1) studieadfærd 2) demografi 3) overgange ind og ud af arbejdsstyrken for to på hinanden følgende årlige statusopgørelser. Der er tale om en tværsnitsberegning.
Befolkningstal		Danmarks Statistik opgør antallet af herboende personer, fordelt på alder, køn og regioner pr. 1. januar i året. Undervisningsministeriet, Statistik- og Informationskontor opgør alderen pr. 31. december i året.
Befolknings- prognose		En beregning som foretages af Danmarks Statistik, der viser, hvorledes befolkningen forventes at udvikle sig i fremtiden. I prognosen er indregnet ændringer i fertilitet (fødselsmønster), immigration/emigration, dødelighed samt flyttehyppighed. (Se evt. befolkningstal).
Bestand		Det samlede antal elever der befinder sig på den pågældende uddannelse eller uddannelsesgruppe, opgjort pr. 1/10 i året.
Bestand, fremskrevet		Det samlede antal elever, der forventes at være indskrevet på den pågældende uddannelse eller uddannelsesgruppe den 1/10 i året. Fremskrivningsforudsætning er uændret studieadfærd i forhold til udgangsåret.
Bestandstavler		Bestandstavlen for en given uddannelse viser, hvorledes en årgang studerende ved uddannelsen med tiden fordeler sig på afbrudte og fuldførte. Se desuden under integreret elevregister regnskabstal.
BNP		Det beløb (her opgjort i markedspriser), der står til rådighed for det danske samfund til forbrug og investering minus nettoimport af varer og tjenester.
Børnehave- klassedækning		Den andel, der påbegyndte grundskolens 1. klassetrin, som gik i børnehaveklassen året før.
D
Demografi		Demografien beskriver befolkningens nutidige og fremtidige fordeling på bl.a. køns- og aldersgrupper. Demografien indregnes i fremskrivningerne for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
Dimensione- ring		Fastlæggelse af antal elever, der kan optages på en given uddannelse pr. år.
DR		Doktorgrad under DVU.
DVU		De videregående uddannelser under ét indeholder følgende områder: KVU, MVU, bachelor, grund- og basisuddannelser, LVU (herunder supplerende sidefag) og ph.d.
Dødelighed		Dødelighed angiver sandsynligheden for, at personer på givne alderstrin dør i en given periode. Dødeligheden bruges til bl.a. at fortælle noget om den fremtidige befolkningssammensætning og beregnes ud fra kendte tal. Derved fastsættes forventet dødelighed for hver alder/aldersgruppe. Se evt. befolkningsprognose.
E
Efterkommere		Efterkommere er født i Danmark af forældre, hvoraf ingen er dansk statsborger født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Såvel indvandrere som efterkommere indeholder både personer med dansk og med udenlandsk statsborgerskab.
Egu		Erhvervsgrunduddannelse (individuelle ungdomsuddannelser).
Elev/lærerratio		Antal elever pr. lærer.
Elementarni- veau		Det laveste niveau i Statistik- og Informationskontorets forspalter. Niveauet betegnes også som enkeltuddannelsesniveauet, fx uddannelser som arkitekt og folkeskolelærer.
Erhvervsfaglige uddannelser		Den overordnede betegnelse for alle erhvervsuddannelser.
Erhvervsfaglige uddannelses- område		Den overordnede betegnelser for alle erhvervsfaglige uddannelser. Indeholder grundforløb, merkantile og tekniske hovedforløb, social- og sundhedsuddannelser (SOSU), pædagogisk grunduddannelse (pgu) landbrugs- og søfartsuddannelser m.v. samt erhvervsfaglig videreuddannelser fx driftsleder ”grønt bevis”.
Erhvervsfre- kvens, fuldført		Andel af personer i befolkningen (15-69 årige), med en given fuldført uddannelse (ledige eller beskæftigede). Oplysninger er for senest eller højest fuldførte uddannelse eller uddannelsesgruppe.
Erhvervsfre- kvens i gang		Andel af personer i befolkningen (15-69 årige), med en given igangværende uddannelse i arbejdsstyrken (ledige eller beskæftigede).
Erhvervsfre- kvens, frem- skrevet, fuld- ført		Andelen af personer på den pågældende uddannelse, der er i arbejdsstyrken beskæftigede eller ledige. Se evt. erhvervsfrekvens, fuldført. Størrelsen er beregnet på baggrund af: 1) Studieadfærd 2) Demografi for to på hinanden følgende årlige statusopgørelser. Der er her tale om en tværsnitsberegning.
Erhvervsgym- nasiale område		Indeholder: højere handelseksamen (hhx), højere teknisk eksamen (htx), samt adgangseksamen til diplomingeniøruddannelserne.
Erhvervsinto- ducerende uddannelser		Indeholder: handel introduktion (HI), teknik introduktion (TI)/1.skoleforforløb, indgangsår til social- og sundhedsuddannelserne samt kurser: i fx kursus i håndarbejde, almindelig husholdningskurser, værkstedsskole og tekniker forkurser m.v. HI og TI er i dag afviklede pga. EUD-reform.
Erhvervskom- petence-/kom- pentecegivende uddannelse		Fuldført uddannelse som giver adgang til arbejdsmarkedet, fx erhvervsfaglig uddannelse eller videregående uddannelse (DVU).
EUD		De ca. 90 erhvervsfaglige uddannelser som blev indført i 1991 og som erstattede de "gamle" erhvervsfaglige uddannelser så som efg- og lærlingeuddannelser. EUD indeholder en række forskellige erhvervsrettede uddannelser, som over- ordnet kan opdeles i: merkantile erhvervsfaglige uddannelser og tekniske erhvervsfaglige uddannelser.
F
Fertilitet		Fertilitet er fødselsmønster. Man kan udtrykke den samlede fertilitet som det gennemsnitlige antal børn pr. kvinde, som en kvindegeneration ville få, hvis den gennem sin fertile (frugtbare) periode fik børn netop i overensstemmelse med de givne fertilitetskvotienter.
Flyttehyppig- hed		Det flyttemønster der gør sig gældende i en periode for befolkningen. Anvendes til regional fremskrivning af befolkningen.
Folkeskole		Den offentlige grundskole, fra børnehaveklasse til 10. klassetrin (og 11. klassetrin).
Forløbsmetode		I en forløbsmetode vælger man at beskrive enkelte elevårgange under deres samlede uddannelsesforløb, med udgangspunkt i fx de sidste år i grundskolen til død eller pensionering (eller så langt, som der foreligger data).
Forløbsunder- søgelse		Undersøgelse, hvor der anvendes forløbsmetode.
Forspalte UVM_S_2001		Den seneste forspalte er en valgt gruppering af uddannelserne på forskellige niveauer. Forspalten UVM_S_2001(Undervisningsministeriets 2001 opdeling af uddannelsessystemet) er den forspalte, som Undervisningsministeriets Statistik- og Informationskontor oftest arbejder med. Kendetegnet er, at den er rettet mod uddannelsessystemet og niveauerne i systemet. Der grupperes på følgende niveauer, og niveauernes koder indeholder følgende antal cifre. Kodecifre Struktur/opdeling     1 Hovedområder 2 2 Hovedgrupper 20 3 Mellemgrupper 200 4 Undergrupper 200x 5 Sum af enkeltuddannelser yyyyy 8 Enkeltuddannelser yyyyyyyy
Forspalte, sammen- sætning		”Sammensætningsforspalten” går ud på at sammensætte uddannelser, der ligger i naturlig forlængelse af hinanden til én sammenhængende uddannelse. Det oplagte er fx 1. til 3. g, der sammensættes til én treårig uddannelse kaldet gymnasiet. Også andre uddannelser sammensættes, fx: 1.hf med 2.hf til hf HD-1.del med HD-2.del til HD En elev, der fx fuldfører 1.g og derefter forlader gymnasiet, vil i det tilfælde, hvor 1. til 3.g er sammensat, blive registreret som have afbrudt det samlede forløb 1. til 3.g efter et år.
Fremskrivning		"Mekanisk fremskrivning" af de senest kendte udviklingstendenser suppleret med Danmarks Statistiks befolkningsprognoser.
Fuldførelses- procent		Procent af alle påbegyndte elever på uddannelsen, der forventes at fuldføre uddannelsen (dvs. uddannelsesskift i et forløb betragtes som afbrud). Fuld- førelsesprocenten beregnes ved en sammenregning af den senest observerede studieadfærd for forskellige elevårgange. Afbrudsprocent beregnes som fuldførelsesprocent minus 100%. Der er tale om en tværsnitsberegning.
Fuldførelsestid, typisk		Det forventede antal måneder som den største andel af de, der fuldfører uddannelsen vil bruge fra optagelse til fuldførelse af uddannelsen. Eksempel: Der optages 500 personer på en uddannelse ét år: 80 fuldfører efter 36 måneder 50 fuldfører efter 48 måneder 200 fuldfører efter 60 måneder 40 fuldfører efter 78 måneder 60 måneder vil her være typisk fuldførelsestid.
Fuldførelses-/ afbrudstid, gennemsnitlig		Det gennemsnitlige antal måneder, der vil forløbe fra optagelse til afslutning af den pågældende uddannelse. Den gennemsnitlige tid beregnes for fuldførte og afbrudte hver for sig. Tiderne fremkommer som sammenregning af den senest observerede studieadfærd for forskellige studenterårgange. Der er tale om en tværsnitsberegning.
Fuldført uddannelse		Det antal elever, der har fuldført den givne uddannelse eller uddannelsesgruppe i perioden fra 1/10 året året før til 30/9 i året.
Fuldførte, fremskrevet		Det antal elever, der forventes at fuldføre en given uddannelse eller uddannelsesgruppe i perioden fra 1/10 året før til 30/9 i året. Forudsætningen for fremskrivningen er uændret studieadfærd i forhold til udgangsåret.
Fuldtidsledige		Se Ledige, fuldtids.
Fuu		Den fri ungdomsuddannelse (individuelle ungdomsuddannelser). Uddannelsen er under afvikling.
G
Grundskole, offentlige og private		Man skelner ofte mellem offentlige og private skoleformer, for børneskolen med undervisning fra børnehaveklasse til 10. klassetrin. Begrebet grundskole dækker over begge ejerformer. Taler man om "folkeskolen", er der alene tale om offentlige skoler. Grundskolen kan opdeles i folkeskolen, frie grundskoler og efterskoler.
Gymnasiale uddannelses- område		Er en samlet betegnelse for det almengymnasiale område og det erhvervsgymnasiale område.
Gymnasie- frekvens		Den andel af en ungdomsårgang (konstrueret ud fra de vægtede aldersgennemsnit m.v.), der påbegynder fx gymnasiets en gymnasial uddannelse.
H
Hovedområde		Det øverste område i Statistik- og Informationskontorets forspalter.
Hovedgrup- peniveau		Et overordnet niveau i Statistik- og Informationskontorets forspalter.
I
Ikke kompe- tencegivende ungdomsud- dannelser		Alm. Husholdningskursus, køkkenleder 1, andre husholdningsskolekurser, kursus i håndarbejde, Hi, handel introduktion, værkstedsskole, indgangsår social-/sundhedsuddannelser, produktionsskole og fri ungdomsuddannelse (fuu). Kendetegnet for disse uddannelser er, at de alene give kompetence til videreuddannelsesforløb.
Individuelle ungdomsud- dannelsesforløb		Individuelle ungdomsuddannelsesforløb er i denne sammenhæng erhvervsgrunduddannelsen (egu) og den fri ungdomsuddannelse (fuu).
Indvandrere		En indvandrer er en person, som er født i udlandet hvis forældre begge (eller den ene hvis der ikke findes oplysninger om den anden) er udenlandske statsborgere eller født i udlandet. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer. Såvel indvandrere som efterkommere indeholder både personer med dansk og med udenlandsk statsborgerskab.
Institutions- nummer		Entydig 6 cifret kode på en uddannelsesinstitution, hvor de tre første cifre refererer til beliggenhedskommunen, og de sidste tre er et løbenummer. Se evt. institutionsregisteret.
Institutions- registeret, (uddannelses- institutioner)		Danmarks Statistiks register over samtlige institutioner i Danmark hvor specifikke institutionsoplysninger indgår. Fx institutionsnummer (6 cifret entydig kode), navn og adresse, skoletype, administrationsforhold, ejerforhold osv. Registerets oplysninger anvendes til adressesystemer, men bruges også til statistiske formål, bl.a. som baggrundsregister i tællinger, tilskudssystemer m.v.
Integreret elevregister		Udtræk af det integrerede elevregister stammer fra Danmarks Statistik.Registeret er individbaseret, og indeholder oplysninger om de uddannelsessøgendes uddannelsesadfærd tilbage til slutningen af 1970'erne. Se tillige beskrivelse af integreret elevregister, enstrengning og hullukning. For hver person findes der oplysninger om: - fødselsår - køn - uddannelseskode - institution - uddannelsens påbegyndelses- og afgangstidspunkt - uddannelserne er igangværende, fuldførte eller afbrudte
Integreret elevregister, enstrengning		Uddannelsessystemet og elevbevægelserne i det er meget store og til tider en noget uhåndterlig størrelse. For ikke at få et alt for kompliceret statistiksystem har man valgt at harmonisere data i grundregisteret. Ved enstregning har man forenklet hver enkelt persons registrerede uddannelsesforløb, så én person på et givet tidspunkt kun kan være registreret som værende i gang med én uddannelse ad gangen (nettotal). Denne uddannelse er udvalgt efter nærmere bestemte retningslinier. (Se evt. hullukning).
Integreret elevregister, hullukning		Når det integrerede elevregister er enstrenget, sker der en yderligere bearbejdning af registeret, kaldet hullukning. Hullukning sker i to situationer. Personer, der skifter institution, fortsætter på samme uddannelse, omregistreres, så det virker som et sammenhængende forløb. Personer, der tager orlov, men senere vender tilbage til samme studium, omregistreres, så det virker som et sammenhængende forløb. Huller over et år plus en sommerferie. Denne hullukning benyttes i samtlige af Statistik- og Informationskontorets uddannelsesmodeller. Man har derved altid sammenlignelige data uanset model. Hullukning muliggør beregning af bruttotal.
Integreret elevregister, regnskabstal		På det harmoniserede og hullukkede elevregister laves en optælling af elevbevægelser og tilstande, som kan observeres i en given periode. Disse optællinger kaldes regnskabstal. Se desuden dataindholdet under det integrerede elevregister.
Introduk- tionsforløb		Indeholde følgende uddannelser: almindeligt husholdningskursus, køkkenleder 1, andre husholdningsskolekurser, kursus i håndarbejde, handel introduktion (HI), værkstedsskole samt indgangsår til social- og sundhedsuddannelserne.
K
Kandidatud- dannelses- området		Også benævnt LVU. Kandidatuddannelsesområdet indeholder fx uddannelser som: jura, teologi, arkitekt, farmaceut, læge, landinspektør m.v. Indeholder også efterfag m.v. Gruppen indeholde både udelte og delt kandidatuddannelser.
Klassekvotient		Antal elever pr. klasse. Svarer til antallet af elever, divideret med antallet af klasser.
KVU		Korte videregående uddannelser. Fx akademi-/markedsøkonomer, politi/ fængsel, erhvervssprog/formidling, tekniske uddannelser, IT-uddannelser, kunst/kultur, sundhedsuddannelser m.v. I august/september 2000 trådte en ny reform i kraft for KVU (Undervisningsministeriets ressort). KVU bygges nu oven på en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse med fællesbetegnelsen ”erhvervsakademiuddannelser”. Der er nu også større mulighed for at opnå merit ved fortsættelse på MVU eller LVU.
L
Ledige, fuldtids		Fuldtidsledige er en konstrueret værdi, hvor alle de ledighedsperioder, der har været for personer med en given baggrund i en given optællingsperiode sammentælles. Hvis to personer begge har været ledige i et halvt år, vil de tilsammen udgøre én fuldtidsledig i det pågældende år. Der findes mange forskellige måder at opgøre ledigheden på, se også ledighedsramte.
Ledigheds- ramte		Personer, der har været ledige (berørt af ledighed) mindst én gang i løbet af året.
LVU		Lange videregående uddannelser benævnes kandidatuddannelser. Indeholder også supplerende sidefag.
Lærerløntimer, gymnasiet		Ved lærerløntimer i gymnasier menes: Skematimer + tillægstimer + rettereduktioner + feriereduktion + afspadsering + undertimer, dvs. lærernes samlede løntimetal før henlæggelse til timebank og/eller eventuel udbetaling.
Lærerårsværk		Antal ansatte lærere omregnet til lærerårsværk. Hvis flere lærere er ansat på deltid, kan de tilsammen udfylde ét helt lærerårsværk.
M
Median vente- tid		Den midterste observerede ventetid i en ordnet talrække.
Median tal		Det midterste observerede tal i en ordnet talrække.
Mellemlange videregående uddannelses- område		Det mellemlange videregående uddannelsesområde består af mellemlange videregående uddannelser (MVU) samt bacheloruddannelser.
MVU		Mellemlange videregående uddannelser består af fx folkeskolelærer-, journalist-, fysio-/ergoterapuet- og sygeplejerskeuddannelser m.v.
N
Nettoind- vandring		Nettoindvandring er forskellen mellem indvandring og udvandring.
Normalklasse, grundskole		En klasse med elever, som helt eller delvist modtager folkeskolens almindelige undervisning. Elever, som får supplerende specialundervisning ved siden af normalklasseundervisningen, medregnes som normalklasseelever.
Normeret over- gangsmønster, fuldførte/ afbrudte		Det normerede overgangsmønster er et teoretisk begreb, som konstrueres på baggrund af overgangs- og bestandstavler. Overgangsmønster viser hvor man ge procent af en konstrueret ungdomsårgang (svarende til eleverne i 8. klasse), der foretager de forskellige overgange i uddannelsessystemet. Der er tale om en tværsnitsberegningsmetode. Som tværsnitsperiode anvendes 1/10 året før til 30/9 året efter. For at forstå, hvad det normerede overgangsmønster viser, kan man antage, at man følger eleverne i 8. klassetrin for at se, hvilke uddannelser de går til i de kommende år. Fx vil næsten alle elever fra 8. klassetrin fortsætte på 9. klassetrin (99%), og herfra vil måske en tredjedel gå til gymnasiet. Når eleverne mange år senere har forladt uddannelsessystemet helt, kan man lave en oversigt over de vandringer, eleverne har foretaget. For ikke at skulle vente på en sådan opgørelse efter forløbsmetoden, beregner vi i stedet det normerede overgangsmønster.
O
Omverdenen		Defineret som værende uden for uddannelsessystemet. At tilgå omverdenen betyder, at personen forlader det ”ordinære” uddannelsessystem og ikke vender tilbage til det igen.
Overgangs- mønster		Beregning af overgangsprocenter sker som en sammenregning af den senest observerede studieadfærd for forskellige studenterårgange. Beregningen viser adfærden efter hhv. fuldførte og afbrudte uddannelsesforløb. Fx kan man se, hvor mange (af hver 100, der fuldførte en uddannelse eller uddannelsesgruppe) der vil forlade uddannelsessystemet (gå til omverden) og hvor mange der vil påbegynde et nyt uddannelsesforløb. Der er tale om en tværsnitsberegning.
Overgangs- procent, fuldførte/ afbrudte		Procent af alle fuldførte og/eller afbrudte på en uddannelse, der inden for 25 starter på en ny uddannelse. Den uddannelse, der påbegyndes, kan godt være den samme som den, der blev fuldført eller afbrudt.
P
Ph.d.		Philosophiae doctor (ph.d.) er uddannelsessystemets højeste uddannelsesniveau, som er en overbygning til kandidatuddannelserne.
Prognose		En prognose har indregnet forskellige variable parametre, der angiver forventninger til fremtiden, der ikke er udtryk for mekaniske fremskrivninger af historiske tendenser. Fx opstilles der visse forventninger til ind- og udvandring i en befolkningsprognose.
Private grundskoler		De private grundskoler er en fællesbetegnelse for: frie grundskoler, specialskoler og efterskoler.
Påbegyndte		Det antal personer, der påbegyndte og dermed er i gang med en uddannelse. Påbegyndte kan måles pr. given dato, men også - som det ses for tilgang - i en periode.
R
Reduktion, grundskolen		En ikke direkte undervisningsrelateret del af en grundskolelærers løn. Se lærerløntimer. Denne oplysning er alene af historisk værdi, da reduktionen ikke mere beregnes.
Regnskabstal		Se integreret elevregister, regnskabstal.
Restgruppe, grundskolen		Den andel af en ungdomsårgang der går direkte til omverden efter grundskolen. Af praktiske grunde betegnes denne gruppe ofte som den "ægte" restgruppe.
Restgruppe, gymnasiale område		Den andel af en ungdomsårgang, der efter en fuldført gymnasial uddannelse går direkte til omverden. Denne overgang for dette uddannelsesområde betegnes ofte som "den gymnasiale restgruppe".
S
Specialarbej- dere m.v.		Denne gruppe er den del af arbejdsstyrken, der ved Danmarks Statistik seneste traditionelle folketælling i 1970 blev indplaceret i denne gruppe, og personerne her har ikke siden taget en anden uddannelse under de heri behandlede uddannelsesområder. Det kan nævnes, at der ikke er tilgang til gruppen, og derfor vil den naturligt forsvinde med tiden.
Special- og supplerende undervisning, grundskolen		Specialundervisning består fx af undervisning af handikappede elever i enten specialklasser eller som enkeltelever i normalklasser. Supplerende undervisning består eksempelvis af bibliotekskundskab eller undervisning i fritiden.
Studiekompe- tence		Uddannelser, som giver adgang til videre uddannelse. Fx grundskolen og gymnasiale uddannelser m.fl.
Studieskiftere		Uddannelsessøgende, der kommer fra et afbrudt uddannelsesforløb.
Studietrins- tilvækster		Studietrinstilvækst udløses, når elever gennemfører et trin eller moduler i et uddannelsesforløb. Begrebet bruges hovedsagelig i de videregående uddannelser, hvor institutionerne får tildelt ressourcer efter antal studietrinstilvækster.
T
Tilgang		Det antal af elever, der påbegynder den aktuelle uddannelse eller uddannelsesgruppe fra 1/10 året før til 30/9 i året.
Tilgang, fremskrevet		Det antal elever, der forventes at tilgå den pågældende uddannelse eller uddannelsesgruppe fra 1/10 i et år til 30/9 året efter. Fremskrivningsforudsætningen er uændret studieadfærd i forhold til udgangsåret.
Tværsnitsbe- regning		Med en tværsnitsberegning kortlægger man, hvordan de studerende vil bevæge sig gennem uddannelsessystemet, eller med andre ord giver man et bud på sandsynligheder for overgange mellem de forskellige tilstande i uddannelsessystemet i en valgt tværsnitsperiode. Tværsnitsmetoden står som modsætning til en forløbsmetode.
Tværsnitsme- tode		Se tværsnitsberegning.
Tværsnitspe- riode		Observationsperiode for bevægelser i uddannelsessystemet, som løber fra 1/10 i året til 30/9 året efter. Denne periode på et års længde er den mest anvendte. Man kan principielt vælge en tværsnitsperiode af vilkårlig længde.
U
Udelt kandi- datuddannelse		Frem til 1999 er følgende uddannelser ikke delt i bachelor/kandidatstruktur: Landinspektør-, dyrlæge-, teolog-, læge-, tandlæge- og civilingeniøruddannelserne. Se tillige bacheloruddannelsesområdet.
Uddannelses- kode		Uddannelseskoden er en ottecifret kode, der entydigt refererer til en enkelt uddannelse. Se evt. forspalte.
UFL-modellen		En model, der bygger på Danmarks Statistiks register, og som beregner ledigheden, fordelt på uddannelser. UFL står for Uddannelsesfordelt Ledighed. Det kendetegnende for denne model er, at man har mulighed for at sammenkoble ledighed og uddannelsesbaggrund. Modellen opererer med forskellige ledighedsbegreber, fx antal ledighedsramte/ledighedsberørte i det seneste år og ledighedsramte i det seneste år, omregnet til fuldtidsledige.
Undergrup- peniveau		Et grupperingsniveau i Statistik- og Informationskontorets forspalter. Undergruppeniveauet er oftest den fineste detaljeringsgrad i modellerne.
Ungdoms- uddannelser		Herunder henhører gymnasiale uddannelser og hovedparten af uddannelserne under EUD m.v.
Ungdoms- årgang		En ungdomsårgang er det antal personer, der er født i samme år. Ungdomsårgangen kan opgives som antal 0-årige, antal 15-årige eller evt. antal 18-årige afhængig af, hvad man vil relatere årgangen til i uddannelsessystemet. Alderen er opgjort pr. 31/12, således, at fx de 18-årige er fyldt 18 ved udgangen af året.
Ungdomsår- gang, 0-årige		Antallet af nyfødte opgjort pr. 31/12 i året.
Ungdomsår- gang, konstrueret		En konstrueret ungdomsårgang er det antal personer, der findes på et givet trin i uddannelsessystemet. Fx kan 1. klasse bestå af børn i alderen 5, 6 og 7 år. De forskellige aldre vægtes efter deres andel af gruppen, og beregninger kan foretages ud fra kendskabet til aldersklassernes størrelse. Alderen opgøres pr. 31/12 i året.
Ungdomsår- gang, norme- ret overgangs- mønster		Svarer til nytilgangen fra omverden til grundskolens 8. til 10. klasse Dette svarer stort set til en 8. klasseårgang.
Universitets- sinstitu- tioner		Omfatter i 2000 følgende institutioner: KU, ÅU, OU, RUC, AUC, DTU, lovhandelshøjskolerne i: København, Århus og Syd, Danmarks Farmaceutiske Højskole, KVL og Danmarks Lærerhøjskole.
V
Ventetid, gennemsnitlig fuldførte/ afbrudte		Det antal måneder, som fuldførte og/eller afbrudte på en uddannelse i gennemsnit venter, før de igen starter på en uddannelse. Der er tale om en tværsnitsberegning. Som tværsnitsperiode anvendes 1/10 et år til 30/9 året efter.
Ventetid, typisk fuldførte/ afbrudte		Det antal måneder som fuldførte og/eller afbrudte på en uddannelse typisk venter, før de igen starter på en uddannelse. Dvs. den ventetid som de fleste har. Der er således tale om en tværsnitsberegning. Som tværsnitsperiode anvendes 1/10 i året til 30/9 året efter.
Å
Årgangsdelte, fuldt		Eleverne undervises på adskilte klassetrin.
Årgangsdelte, ikke fuldt		Elever fra forskellige klassetrin undervises i samme klasse.
Årselever		En årselev svarer normalt til én elev undervist på skole i fx 40 uger. På uddannelser, hvor undervisning/elev er kortere end ét år, sammenlægges forskellige elevers undervisningstid op til de 40 uger, således at flere personer tilsammen kun udgør fx én årselev.

Til sidens top